I 2009 KOSTEDE det allerbilligste af de små sogne 2,3 milloner kroner i driftsudgifter (hvortil kommer præsteløn og anlægsudgifter), og typisk ligger driftsbudgettet på cirka tre millioner kroner pr. kirke. Det er immervæk en klat penge, hvis søndagsmenigheden kan tælles på én hånd. Er det overhovedet ansvarlig økonomiforvaltning at opretholde en sådan enhed år ud og år ind?

For at kunne tænke stort må der frigøres ressourcer, hvad enten der skal laves gadefester eller satses massivt på at opbygge relationer til de "passive medlemmer af foreningen", når nu undersøgelser i vore nabolande viser, at den mest afgørende enkeltfaktor for et positivt forhold til tro og kirke er netop relationer, ikke gudstjenesteantal.

KIRKELUKNING er ikke udtryk for, at aktivitetsniveauet daler, men derimod for en bevidsthed om, at folkekirken skal være til stede på andre måder end som et sted, hvor der er gudstjeneste søndag formiddag, og det kræver, at der kan flyttes ressourcer.

Og jeg kan i øvrigt hilse fra stiftsrådet og sige til alle de velmenende kommentatorer til den københavnske situation, at vi hellere end gerne vil tale om indhold i stedet for strukturer, men det forudsætter, at der hos de besluttende myndigheder er vilje til at støtte de nødvendige strukturændringer.

Som det er for tiden, betyder en uhensigtsmæssig sognestruktur i København, at ressourcerne bindes til at opretholde et gudstjenesteberedskab, som er dimensioneret til op mod en halv millon flere folkekirkemedlemmer, end vi har i dag.

Inge Lise Pedersen er formand for stiftsrådet i København og for Landsforeningen af Menighedsråd