Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Agenten, der blev afsløret af sine egne til din ven.
Agenten, der blev afsløret af sine egne
Med Naomi Watts som CIA-agenten Valerie Plame og Sean Penn som hendes mand er "Fair Game" meget velbesat i de ledende roller i en film, der er baseret på virkelige hændelser i tiden under opløbet til Irak-krigen.
- Foto fra filmen.
Læs også
Tema
Emneord for denne artikel
Virkelige hændelser gøres til et forrygende politisk og personligt drama i "Fair Game", der hører hjemme i den bedste amerikanske tradition for konspirationsfilm
Amerikansk film har en god og lang tradition for film om det politiske miljø. De findes i mange aftapninger, men ofte handler de om, hvordan almindelige mennesker kommer i klemme i et politisk system, der forsøger sig med forfatningsstridige manøvrer; men de handler også tit om, at de almindelige mennesker - og dermed forfatningen - vinder over det politiske system.
Sådan en film er Doug Limans "Fair Game". Titlen er vel egentlig dobbelttydig. På den ene side betyder den "lovligt vildt", altså noget, det er i orden at jage. I filmen er det regeringsapparatets betegnelse for den status, den kvindelige hovedperson har. Hende må de gøre alt for at chikanere. På den anden side er et "fair game" en kamp, der afvikles på retfærdig vis. Og sådan går det til sidst i filmen.
Når det undtagelsesvis ikke er utilstedeligt at løfte sløret for, hvordan en film ender, skyldes det, at filmen er baseret på en virkelig historie, som har fyldt en del i medierne. Den handler om den hemmelige CIA-agent Valerie Plame.
Da USA var ved at lægge an til at gå ind i Irak, var et af argumenter, at irakerne var ved at udvikle atomvåben. Plame var på sagen og fik etableret forbindelser til irakiske atomforskere. Hendes mand, en tidligere amerikansk diplomat, nåede ad andre kanaler til samme konklusion som hun, nemlig at regeringens påstand om, at irakerne var tæt på at kunne fremstille atombomber, altså var politisk spin.
Annonce
Den viden var ikke politisk opportun, så på et tidspunkt kunne Valerie Plame læse i New York Times, at hun var CIA-agent. Når ens identitet bliver afsløret, er man ikke meget værd som agent, hvortil kommer, at de netværker hun havde opbygget rundt- omkring i Mellemøsten blev sprængt i stumper og stykker med frygtelige menneskelige konsekvenser til følge.
Sådan en film er Doug Limans "Fair Game". Titlen er vel egentlig dobbelttydig. På den ene side betyder den "lovligt vildt", altså noget, det er i orden at jage. I filmen er det regeringsapparatets betegnelse for den status, den kvindelige hovedperson har. Hende må de gøre alt for at chikanere. På den anden side er et "fair game" en kamp, der afvikles på retfærdig vis. Og sådan går det til sidst i filmen.
Når det undtagelsesvis ikke er utilstedeligt at løfte sløret for, hvordan en film ender, skyldes det, at filmen er baseret på en virkelig historie, som har fyldt en del i medierne. Den handler om den hemmelige CIA-agent Valerie Plame.
Da USA var ved at lægge an til at gå ind i Irak, var et af argumenter, at irakerne var ved at udvikle atomvåben. Plame var på sagen og fik etableret forbindelser til irakiske atomforskere. Hendes mand, en tidligere amerikansk diplomat, nåede ad andre kanaler til samme konklusion som hun, nemlig at regeringens påstand om, at irakerne var tæt på at kunne fremstille atombomber, altså var politisk spin.
Med Naomi Watts som Valerie Plame og ingen ringere end Sean Penn som hendes mand er "Fair Game" meget velbesat i de ledende roller. De to ægtefolk har ret forskellige temperamenter. Han er udfarende og bliver let aggressiv, hun er så vant til at arbejde i det skjulte, at de får voldsomme konflikter. Da han skriver en artikel om, at der altså ikke kan være atomvåben i Irak, beslutter folk i vicepræsidentens stab at forsøge at lukke munden på ham ved at gå efter hans kone. De gør det ved – forfatningsstridigt – at lække hendes identitet som agent til pressen.
I den patriotiske stemning, der herskede, da Irak-krigen var gået i gang, står den på mordtrusler og grov chikane, der får ægteskabet til at hænge i en meget tynd tråd.
Med brug af håndholdt kamera og hurtige panoreringer og med et meget stramt manuskript har Doug Liman, der både har instrueret, produceret og fotograferet, gjort en række virkelige hændelser til et forrygende politisk og personligt drama. Man bliver grebet af den fortættede stemning, filmen skaber. "Fair Game" kan anbefales til alle, der måtte savne suset fra de politiske konspirationer nu, hvor "Borgen" holder pause.
kultur@k.dk
Fair Game. USA 2010. Instruktion: Doug Liman. 108 min. Premiere i 10 biografer.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
