Kapitel fire: det sidste røveri

Benjamin lukker computeren ned og tørrer tastaturet fri af fingeraftryk. Detaljerne er på plads til fredagens job. Nu er han nødt til at få noget søvn.

Lyden af en kniv mod et vinglas. Det er Hans, Benjamins morbror, der rejser sig for at holde tale.

Benjamin kigger rundt, får øjenkontakt med sin mor og smiler. Hele familien er her, mindst 50 mennesker. Det er Hans, der fylder rundt, og Benjamin havde lovet at tage med. Han havde helst været foruden alle de tilslørede der-går-familiens-sorte-får-blikke, men han vil gerne berolige sine søstre, der er begyndt at spørge bekymret til ham. De ved, han har en hemmelig side, selvom han skjuler den godt. Og de fornemmer sikkert også, at han igen er ude i kriminalitet, selvom de ingenting ved.

Han vil gøre alt for at beskytte dem. Alt. Derfor er dobbeltspillet nødvendigt, men det piner ham, og han savner deres fortrolighed.

Hans mor aner formentlig slet ikke uråd. Hun er et godt menneske og tror altid det bedste om andre. Men hun kan slet ikke forestille sig, hvordan hans verden ser ud. Og den bibel, hendes verden er bygget op om, har han vendt sig væk fra for længe siden.

Benjamin hiver lidt ud i skjortekraven. Den gnider op ad et af de sår, han fik fra kampene i går. Det var nær gået helt galt, og de havde været millimeter fra at blive taget af politiet. Glasskårene havde revet hans hud op flere steder, men her til morgen var det lykkedes ham næsten helt af skjule det med dækcreme. Ingen har bemærket noget.

Det har aldrig været så tæt på før, og hele dagen har han bevæget sig rundt i en ulden trancetilstand. Nu, hvor han sidder her om bordet, kan han gennem vinduet næsten se over på det sted, hvor de havde gemt flugtbilen og var forsvundet over hals og hoved.

Dobbeltlivet føles nærmest skizofrent, men han er glad og spiller rollen som den kærlige, rehabiliterede søn godt. Sådan er det hver gang, han har været på et af de mere ekstreme job. Så stiger behovet for at være sammen med familien og hans søgen ind i trygheden.

Hans runder af. Alle klapper, hans fætre, kusiner, onkler, tanter. De har alle sammen spurgt til ham – lidt bekymrede, lidt skeptiske. Benjamin skiller sig ud, det ved han godt, men det har han altid gjort. Modsat sine søskende har han altid været i oprør. Før røveriet har det bare aldrig fået konsekvenser.

Han kigger på sin mor igen. Hele hans tilværelse nu går imod alt, hvad hun har opdraget ham til. At tage hensyn, sætte andre før sig selv. Men han har fået nye værdier: Loyalitet. Troværdighed. Disciplin. Bare ikke i den form, hun gerne så det. Han ved, at enhver af hans venner vil trykke på aftrækkeren for hans skyld, og han vil gøre det samme for dem. Et venskab er ikke bare noget, man har. Det forpligter, og den fortrolighed kan han godt lide. Desuden er han dybt afhængig af det adrenalinkick, han får, hver gang han er på job.

På den anden side er han også dødtræt. Ensomheden og paranoiaen tærer på ham. Fem dage om ugen vågner han alene op på et nyt hotelværelse. Og oplevelserne i går har virkelig gjort indtryk. Han kunne have dræbt et andet menneske – det var så uhyggeligt tæt på.

Gennem en bekendt har han mødt Peter, en lidt ældre fyr, der arbejder som selskabstømmer. Han har tilbudt Benjamin at blive partner. Benjamin skal bare skyde en halv million ind i projektet. Det er stadig kriminalitet, men så vil han i det mindste komme væk fra gademiljøet. Han kunne leve et normalt liv.

Lyden af en kniv mod glas. Onkel Torben vil også gerne sige et par ord til Hans.

Sensommeren 2001

Benjamin tænder endnu et stearinlys. Der er mere end 20 nu, hele vejen rundt om det tæppe, han har bredt ud på midten af fodboldbanen. Han kigger på hende. Hun stråler.

Han havde vidst med det samme, han første gang så Iben for tre måneder siden. Det var en torsdag, på vej op ad trappen fra Café Klement. Hun var på vej ned og havde smilet til ham.

– Du spærrer, havde hun sagt.

– Du kommer kun forbi, hvis du giver et kys, havde han kækt svaret.

Han kunne lige så godt have fået en lussing, men hun grinede bare.

Benjamin elsker at overraske hende. Små gaver, store roser. Eller bare med et tæppe på en fodboldbane. Hun kysser ham, og de sætter sig.

Han har fra starten gjort det klart, at han ikke er interesseret i et fast forhold. Det har hans venner rådet ham til, for han skal altid være klar til at forlade alt fra det ene øjeblik til det andet, hvis et job går galt.

Alligevel har han åbnet op, han kan ikke lade være. Fortalt hende om sit liv. Om fængslet, om kriminaliteten. Men ikke, hvor rodet der er blevet inde i hans hoved. Hvor hårdt det er at tage afsked med hende, hver gang han skal på et nyt job, fordi han aldrig ved, om han vil få hende at se igen. Og hvor meget han længes efter et helt nyt liv uden angst og uden afsavn.

Iben nikker alvorligt, mens han fortæller, at alting snart bliver anderledes. Skolen har truet med at smide ham ud på grund af det høje fravær, men han har forklaret dem, at studierne er hans eneste vej til en ordentlig fremtid. Og han har lovet at tage sig sammen. Men han ved godt, at der skal noget mere radikalt til, før han slipper ud af kriminaliteten. Han vil aldrig kunne klare sig på en SU og uden den million kroner, han tjener sort om året lige nu. Han nægter at leve på skrump ude af stand til at tage sig ordentligt af hende.

Tilbuddet om at starte et selskab med Peter rumsterer i hovedet, men det fortæller han hende ikke. For han ved, hvad det kræver, hvis det skal lykkes. Et sidste røveri. Finalen, der kan give ham de 500.000 kroner, han skal skyde ind i selskabet.

Der ligger et røveri klart allerede. Det har været planlagt i månedsvis, han har bare hele tiden udskudt det. Det er bare at få det overstået, så han kan forlade sin mørke side og leve normalt.

De kører firehjulstrækkeren helt op til døren, tager huerne på, griber pistolen og det oversavede jagtgevær og stormer ind.

– Det er et røveri. Læg jer på jorden. Vi gør jer ikke noget, hvis I gør, som vi siger.

Mens Benjamin går i kælderboksen, tømmer Martin kassen. Det går hurtigt, de har forberedt sig godt. Benjamin får åbnet tre bokse. Den ene er checks, den anden seddelbundter, den tredje mønter. Han fejer sedlerne ned i en sort sæk. Der er mindst en halv million, vurderer han hurtigt og løber ovenpå igen.

– Det er tid, råber han til Martin, der stadig stopper sedler fra kassen ned i sin sæk. Sammen løber de ud mod bilen. Benjamin tager det oversavede jagtgevær, Martin tager rattet. Det hele er overstået på få minutter.

Ved en togoverskæring ikke langt derfra står to mountainbikes klar. De stiller bilen fra sig og hopper på dem, hver med deres sæk slynget over skulderen og med kurs mod Dyrehaven.

Skoven slutter sig hurtigt om dem. Der er stadig ingen sirener at høre, og de har ingen forfølgere. Så langt, så godt, når Benjamin lige at tænke.

Ud af øjenkrogen ser han bilen og de to mænd, der følger dem med øjnene, da de krydser den store vej midt i parken. De er i civil, så han ånder lettet op. Men så kommer sirenen.

– Kør, kør, råber han til Martin, og de sætter ekstra fart på cyklerne.

Bag sig hører de skud. Betjentene forsøger at skyde låsen op på en bom, der blokerer vejen. De råber, men Benjamin kan ikke høre hvad. Jord og grus knitrer under dem på vejen ned ad skovstien. Bag dem er der igen stille. De når dybt ind i skoven, mindre end 50 meter fra den anden flugtbil med maskinpistolen, der holder skjult. Så hører de den hvinende lyd fra motoren på en bil, der letter fra jorden. Benjamin drejer sig i sadlen. Den civile politibil kommer flyvende imod dem op ad skovstien med jord sprøjtende til begge sider.

Fuck, fuck fuck, de følger efter, farer det gennem hovedet på ham, og han mærker kroppen reagere instinktivt, da de drejer af, smider cyklerne og sætter i løb ind i skoven. Det giver ingen mening at gå efter bilen nu, de vil alligevel ikke nå det. Måske kan de forvirre betjentene inde i skoven og nå om til bilen ad en anden vej.

De når kun 30 meter, før skuddet lyder. Benjamin kigger sig tilbage og ser Martin falde til jorden.

De har skudt ham, de svin, tænker han.

Benjamin standser øjeblikkeligt op, lægger sig ned på jorden med arme og ben spredt ud. Lyden af mænd, der hiver efter vejret, kommer tættere på. Et knæ borer sig ned i hans ryg.

– Hvis du prøver på noget, skyder jeg dig, hører han en stemme sige, før han mærker de kolde håndjern.

Den ringer to gange, før hun tager den. – Hej.

Hun lyder glad, tænker Benjamin. Han kan høre hendes skridt. Hun trækker sikkert sin cykel hjem fra arbejde, som hun plejer.

– Hej, det er mig. Jeg er glad for, at du tager telefonen, svarer han og er stille lidt.

– Er der noget galt?

– Ja ..., han tøver ... – Jeg er blevet taget af politiet.

Hendes gråd kommer som ud af ingenting. Benjamin tager røret væk fra øret og lader det hvile mod panden. Han kan ikke bære den lyd. Den skærer i ham, og han kan ikke holde tårerne tilbage. Alt er ødelagt. Alle planerne, drømmene. Han er bange. Omkring ham er politistationens vægge nye for ham, men lugten, lydene, blikkene er velkendte. Han er tilbage.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Historien om Benjamin er rekonstrueret ud fra mere end 30 timers interview med Benjamin, hans venner og familie samt aktindsigt i politirapporter om røverierne og indsigt i Retslægerådets psykolograpporter om Benjamin.

Af hensyn til familien er Benjamins efternavn fjernet. Alle andre navne i historien er opdigtede, mens tids- og stedangivelser er korrekte. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Dette er det fjerde af i alt fem kapitler. Det sidste kapitel bliver bragt på onsdag.



Da Benjamin blev bankrøver

I november 1999 tager 19-årige Benjamin en beslutning, der ændrer hans liv. Han røver en bank, selv om han aldrig før har begået noget kriminelt. Og selv om han er opdraget kristent af sin religiøse mor. Historien om Benjamin handler om det, der går forud for en skæbnesvanger, forkert beslutning. Om hvordan et fængselsophold kan forandre et menneske. Og om, hvordan man bliver det menneske, man gerne vil være.