Meles Zenawi og Jens Stoltenberg |
3. december 2010
Det er muligt at nå målet om at skaffe klimapenge til u-landene, skriver Meles Zenawi og Jens Stoltenberg
På topmødet om klimaforandringerne i København for snart et år siden udtrykte de politiske ledere stor vilje til at bekæmpe den globale opvarmning omgående. Nu er det næste årlige klimatopmøde i gang i Cancún i Mexico, og derfor bliver det internationale samfund nødt til at levere konkrete resultater og tage udfordringen op.
Økonomien i det er central for den globale respons på klimaforandringerne. I så henseende forpligtede i-landene sig ved topmødet i København til et mål om at skaffe 100 milliarder dollar årligt fra 2020 og frem til håndtering af u-landenes klimabehov. Disse fonde skulle overføres til u-landene inden for rammerne af meningsfulde tiltag på deres vegne; tiltag, der skulle gennemføres i fuld gennemsigtighed.
Vi var formænd for FN's generalsekretær Ban Ki-moons Øverste Rådgivningsgruppe om Klimafinansiering (AGF), som blev etableret for at udpege praktiske forslag til, hvordan i-landene kan skaffe så stor en klimafinansiering som lovet før 2020. De 21 medlemmer af gruppen omfatter statschefer og ministre fra både i-lande og u-lande, repræsentanter for internationale organisationer, eksperter i offentlig finansiering og udvikling og ledere i den private sektor.
Det nuværende økonomiske klima verden over har godt nok sat de offentlige finanser under pres i mange i-lande. Alligevel konkluderer AGF's rapport, at det er muligt - skønt svært - at nå målet om at skaffe 100 milliarder dollar om året fra 2020. Det vil kræve en blanding af nye offentlige indtægtskilder, en opgradering af de nuværende samt tiltagende private pengestrømme.
Vi har præsenteret AGF's konklusioner for FN's generalsekretær. Her er nogle af de vigtigste budskaber:
For det første er en CO2-afgift på omkring 20-25 dollar pr. ton fra 2020 afgørende for at skaffe så stor en klima-finansiering. CO2-afgifterne udvider potentialet for både offentlig og privat finansiering ved at forhøje de offentlige indtægter og skabe efterspørgsel på udledningsreduktioner hos den private sektor.
For det andet kan nye offentlige mekanismer mobilisere mange milliarder dollar om året. Det vil være et vigtigt skridt i retning af målet på 100 milliarder dollar. Nogle eksempler er auktioner over udledningskvoter, CO2-afgifter og prissættelse af udledningen fra international transport. Politiske instrumenter baseret på en afgift på CO2 er særligt attraktive, fordi de forhøjer indtægten fra tilpasning til klimaforandringerne i u-landene, samtidig med at de skaber incitamenter til reduktioner i i-landene.
For det tredje er det essentielt at skaffe pengestrømme fra private internationale investeringer. Det bliver den private sektor, som kommer til at finansiere det meste af den bæredygtige lav-CO2-vækst. Offentlige midler bør bidrage til at give de klimavenlige private investeringer et løft. De multilaterale udviklingsbanker kan i nært samarbejde med FN-systemet spille en betydelig rolle i den sammenhæng.
Adskillige initiativer til finansiering af tilpasning og reduktion i i-landene kan sættes i gang forholdsvis hurtigt. Vi er nødt til at gøre fremskridt i etableringen af Den Grønne Klimafond fra Københavns-mødet.
At sikre økonomisk vækst og at forholde sig til klimaforandringerne behøver ikke at stå i modstrid til hinanden. De kan og bør gå hånd i hånd. Det, vi har brug for, er klimahårdfør, CO2-lav vækst. Nu er det op til regeringer, internationale institutioner og den private sektor at trække på vores analyse til gavn for klimahandling.
Meles Zenawi er Etiopiens premierminister. Jens Stoltenberg er Norges statsminister.
© PROJECT SYNDICATE 2010
Oversat af Sara Høyrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad