Den kloge kone fra Iowa

ROMAN: Håbløst umoderne og helt igennem vidunderlig roman fra amerikanske Marilynne Robinson

Marilynne Robinson har brugt over 20 år på at skrive "Gilead", der er hendes 2. roman -- Foto:
Marilynne Robinson har brugt over 20 år på at skrive "Gilead", der er hendes 2. roman -- Foto:.

Nogle forfattere skriver en bog eller mere om året. Det gælder f. eks. Klaus Rifbjerg. Andre, som Christian Jungersen, bruger ca. fem år på hver roman. Andre igen, som Peter Høeg, der snart er aktuel med "Den stille pige", bruger 10 år på en ny roman.

Og så er der Marilynne Robinson fra Iowa i USA, der slår alle rekorder, hvad angår tid, der lægges i hver roman. Hun har brugt over 20 år på at skrive sin nye roman "Gilead", der nu udkommer på dansk i Ida Jessens fine oversættelse. Forfatterskabet består af én anden roman, "Housekeeping" (eller "Hus og hjem", som den hedder i digteren Inger Christensens oversættelse til dansk), der jævnligt nævnes blandt de bedste amerikanske romaner fra det 20. århundrede og som ved udgivelsen i 1981 sikrede Robinson et ry som lavmælt, kompromisløs og fuldkommen egensindig forfatter. Ved siden af de to romaner har Robinson udgivet to essaysamlinger, der ikke er oversat til dansk: "Mother Country" om miljøbeskyttelse og atomkraft i Storbritannien, og "The Death of Adam", om Calvin og religionens rolle i moderne amerikansk kultur.

At det er forfatterkollegerne Inger Christensen og Ida Jessen, der har oversat Robinson til dansk, er et meget godt fingerpeg om, hvad der venter læseren i mødet med den eksklusive forfatter fra det amerikanske midtvesten. Robinsons romaner kræver at blive læst opmærksomt og gentagne gange, ligesom man læser en digtsamling eller en klassiker. William Faulkner, som hun på visse områder minder om, haster man heller ikke igennem. Det er ikke fordi "Hus og hjem" og "Gilead" er utilgængelige: begge er realistiske, korte romaner med umiddelbar appel. Det har mere noget med dybde, med livsindsigt, at gøre; Robinson er en klog forfatter, der skriver og lever med kristendommen og åndshistorien som nære samtalepartnere. Tempoet og tidshorisonten er en anden hos Robinson end hos de fleste af hendes forfatterkolleger i generationen (hun er født i 1947). Ligesom hun bruger flere år end alle andre på at skrive en ny roman, hører hun også bedre hjemme blandt klassikerne, blandt evangelisterne, Augustin, teologen Karl Barth, filosoffen Emerson, forfatteren Melville, end blandt sine generationsfæller.

Gilead er navnet på den lille by i Iowa, hvor handlingen mestendels udspiller sig. Romanen begynder: "Jeg fortalte dig i går aftes, at jeg snart skulle herfra, og du spurgte, hvor jeg skulle hen. Op til Vorherre, svarede jeg. Hvorfor det? spurgte du." En samtale mellem far og søn om livet og troen er i gang. Faderen er den gamle præst John Ames, og "Gilead" er skrevet som en brevroman og slægtshistorie, en slags testamente til den 7-årige søn, der først skal læses, når Ames er død. Ames har været præst i Gilead hele livet, og nu, i 1956, hvor romanen foregår, er tiden inde til at forberede døden og afskeden med hans unge hustru og lille søn.

Ames er en intellektuel, en forfatter-præst, der altid har skrevet. Lægger man alle hans prædikener og essays sammen, "har jeg skrevet to hundrede og femogtyve bøger, hvad der i kvantitet stiller mig på højde med Augustin og Calvin. Forbløffende", som han fortæller. At skrive er for Ames en livsnødvendighed, en måde at trække vejret på, ja, en måde at bede på. "Man har en fornemmelse af at være sammen med nogen", skriver han.

Læseren af Gilead er altså med på en lytter, og måske derfor læser man også romanen langsomt: Man læser og lytter til Ames' bøn, næsten andægtigt, for det er tydeligt, at der er noget vigtigt på færde. Ames er ikke svigefuld som Johannes Vig fra "Løgneren", en roman, som "Gilead" med sit dagbogspræg og første personsfortæller også har mindelser om; han skal ikke som degnen på Sandø arrangere alting og bruger ikke andre mennesker i sit spil. Ames er et godt menneske, men han er ikke tryg ved at dø, det fornemmer man, og han vil sætte sin slægtshistorie straight overfor sønnen, så han kan lære om forfædrene (der alle var præster) og deres gerninger.

Store dele af "Gilead" handler derfor om Ames' bedstefar, der var aktiv under Borgerkrigen (1861-65) som forkæmper for slaveriets ophævelse, og om faderen, der var stålsat pacifist. Med Ames selv føres historien op til 1950'erne, der var højdepunktet for borgerretslovgivningen i USA. På den måde spænder "Gilead" over 100 års amerikansk historie med USA's sorte befolkning i centrum: fra slaveriets ophævelse til indførelsen af de første ligestillingslove i 1950'erne.

Hvad Ames ydermere vil fortælle sin søn, er hemmeligheder ved livet; hvordan troen har formet hans liv, og hvordan kristendommen skal forstås.

Derfor har "Gilead" et essayistisk præg, der med Ames' digressioner og indfald giver plads til udsagn om livet og kristendommen, opbyggelige og etiske udsagn, der ikke er hverdagskost i moderne romaner.

For eksempel læser man: "Dette er vigtigt: Jeg har sagt det til mange mennesker, ligesom min far har sagt det til mig, og hans far til ham: Når man møder et andet menneske, ja bare man beskæftiger sig med en anden, så er det, som om man får stillet et spørgsmål. Og så må man tænke: Hvad er det, Herren vil have mig til lige nu, i denne situation?"

Eller: "Jeg tror, at folk har en tendens til at glemme, at vi skal elske vore fjender, ikke for at være retskafne, men fordi Gud Fader elsker dem."

Eller: "Et af de bedste træk ved gode mennesker er, at de elsker dem, de har ondt af. Og det gælder oftere for kvinder end for mænd. Derfor bliver de trukket ind i situationer, der skader dem. Det har jeg set mange, mange gange. Jeg har altid haft svært ved at finde en måde at advare mod det på. Eftersom det jo er kristeligt."

Jeg har citeret fra forskellige steder i romanen i håb om at give et indtryk af dens særlige karakter. "Gilead" er noget så sjældent som en moderne roman man kan læse i. Altså, man kan slå op i den og læse en passage, og lægge bogen fra sig igen. Som en digtsamling, eller Bibelen. Det betyder ikke, at der ingen handling er, og naturligvis skal romanen også læses fra ende til anden – hvilket kommer helt af sig sig selv, for dens plot, hvor en fortabt søn af en gammel ven kommer tilbage til byen og måske, måske ikke, truer Ames' afbalancerede liv, er elementært spændende at følge. Men romanens kvalitet er derudover, at man kan slå op, læse et udsagn om troen og livet, grunde over det, måske bruge det som trøst.

Jeg kan ikke anbefale denne roman stærkt nok. Der venter læseren en meget speciel oplevelse med denne rige, poetiske og, hvad tempo angår, håbløst umoderne og langsommelige roman. "Gilead" modtog Pulitzerprisen sidste år, i en fuldkommen lykkelig forening af kunstnerisk kvalitet og kommerciel succes, og er blevet modtaget chokerende flot i den engelsktalende verden, andægtigt og opmærksomt læst. Det er nemt at forudse, at "Gilead" også vil blive læst om 50 år.

Religion fylder meget i USA, det ved de fleste, men medierne fokuserer ofte på højre-republikanske evangeliske kristne eller rabiate abort-modstandere, når billedet af troens USA skal tegnes. Her er "Gilead", blandt så meget andet, et velgørende korrektiv og en påmindelse om, at USA, ved siden af de højtråbende politisk-religiøse kræfter, også rummer den teologisk og intellektuelt mest velkvalificerede moderne forfatter, man næsten tænke kan.

Marilynne Robinson:

Gilead. Oversat af Ida Jessen. 224 sider. 249 kroner. Gyldendal.

bach@kristeligt-dagblad.dk

Sagt af Marilynne Robinson

Da "Gilead" udkom sidste år i USA interviewede Kristeligt Dagblad Marilynne Robinson. Hun sagde blandt andet:

– Jeg skriver det, jeg har på hjerte – typisk en kombination af historie, teologi og landskaber, eller mere præcist: deres konvergens. Jeg er dybt taknemmelig over, at så mange mennesker er interesserede i det, jeg skriver, men jeg ville skrive om de samme ting på den samme måde, om så jeg aldrig fik offentliggjort et ord

– Jeg er så glad for, at jeg ikke har en bil. Der er noget latterligt over dem. De er så larmende, klodsede, de forstopper bare byerne.

– Hvis man ikke kender sin bibel, er det svært at have forstand på litteratur.