Kapitel tre: Forvandlingen

Han skyller kluden op igen. Nu er det skabets tur. Benjamin hiver alt ud og lader kluden glide ned over bagbeklædningen. Han følger listerne rundt ind i hjørnerne. Det har stået på i snart fire timer nu, men det begynder også at ligne af noget i den lille celle.

Fængselsvagten havde kigget, da han bad om rengøringsmidlerne. Men Benjamin havde bare gentaget sit ønske og var med det samme gået i gang lige fra morgenstunden. Metodisk fra en ende til den anden, lige som han kendte det fra forsvaret. Så var han i det mindste beskæftiget med noget og slap for at skulle forholde sig til alt det uden for celledøren.

Den har ikke været lukket endnu, døren. Det er den aldrig om dagen den første uge for nyankomne, har fængselsvagten forklaret. Det er nu lige meget, han har alligevel ikke været uden for cellen og har heller ikke tænkt sig det.

Flere af de andre indsatte har været forbi for at sige hej. De har hørt om røveriet i fjernsynet, siger de, men Benjamin svarer undvigende. Han skal bare have cellen helt ren. Så behøver han ikke tænke på sin mor og sine søskende. For hvad tænker de ikke om ham lige nu. Han kan lige høre sin mor – hun må være helt fortvivlet. Og hans lillebror, som det var meningen, han skulle være et forbillede for. I stedet havde han svigtet. Præcis som hans egen far, som han aldrig rigtig lærte at kende, inden han rejste tilbage til sit hjemland i asien, mens Benjamin stadig var lille.

Benjamin lægger sig på sengen. Loftet er stadig gul af cigaretrøg. Engang kunne han kigge op på den bosniske stjernehimmel og føle sig fri og i fuldstændig kontrol. Uden en eneste bekymring. Han ville give alt for at få den himmel tilbage. Hvis bare han kunne forklare dem – og de ville forstå – at han allerede havde lært lektien. At det hele var en misforståelse. At han bare havde bildt sig selv ind, at han havde brug for at bevise noget overfor sig selv.