Er homoseksualitet en synd? Kan kvinder blive præster? Og er sex noget som kun hører ægteskabet til?
Unge fra kirkens højrefløj tier typisk om deres syn på disse kontroversielle spørgsmål for ikke at skille sig ud fra vennegruppen, ligesom en del af de unge har et ganske andet syn på de moralske spørgsmål end den kirke, de er en del af. Det viser en ny undersøgelse, som går tæt på unge fra Indre Mission, Luthersk Mission, pinsekirken, baptistkirken og nogle karismatiske frikirker.
– I det hele taget ligner de deres venner, når det gælder brug af mobiltelefoner, forbrug, synet på kroppen og etiske og moralske problemstillinger, siger ungdomsforsker ph.d. Søren Østergaard, Center for Ungdoms og Religionsstudier.
Undersøgelsen udkommer senere på måneden og bygger dels på en spørgeskemaundersøgelse blandt 300 unge i alderen 13-16 år, dels på dybdegående interview med de unge. At særstandpunkter nedtones og ligheden med andre unge styrkes er en naturlig udvikling. Det mener religionssociolog og ungdomsforsker Rie Wellendorf Riis, Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
– Hvis venner ikke deler ens religiøse fællesskab, har vi en tradition i det danske samfund for, at religionen og religiøsiteten behandles som noget privat, og dermed bliver eventuelle særholdninger nedtonet, siger hun.
Selvom de unge i deres livsstil ligner deres venner, adskiller de sig ved at tro. De taler mere om Gud end om Jesus. Det er ikke himmellængsel eller frygt for Helvede, som gør, at troen giver mening, men erfaringen af tryghed og sikkerhed.
– Troen er en vigtig del af deres selvforståelse, men de køber ikke hele pakken af trosdogmer, men vælger det, som giver mening i stedet for en bestemt livsstil, siger Søren Østergaard.
Samme billeder ser religionssociolog og ungdomsforsker Rie Wellendorf Riis.
– Tro skal give mening, og i en kultur, hvor man er trænet til at vælge, frasorterer man det, som skaber ubalance i den mening, de stræber efter at skabe, siger hun.
Henrik Højlund, er formand for Evangelisk Luthersk Netværk, som er et talerør for den konservative del af folkekirken. Han siger, at undersøgelsen afdækker et stort problem for kirkens højrefløj. Han mener, at de unge skal have mere mod til at være modkultur.
– Vi skal ikke sælge ud af arvesølvet og gå på kompromis, men sørge for, at de unge møder voksne, som lever et liv, hvor der er sammenhæng mellem tro og praksis, siger han.
nygaard@kristeligt-dagblad.dk