Modstand og frihed

Hovedparten af denne bogs tekster stammer fra efteråret 1943 og et år frem, hvor Bonhoeffer sad i undersøgelsesfængsel i Berlin. Han, der var tysk teolog, præst og leder af et pastoral-

seminarium, var blevet fængslet, fordi nazisterne var kommet på sporet af den modstandsgruppe, som han var i kontakt med. Den formelle anklage kom dog til at lyde på noget andet, nemlig værnepligtsforsømmelse. Derfor tilbragte han tiden i et undersøgelsesfængsel. Indtil modstandsgruppens

attentat mod Hitler slog fejl den 20. juli 1944, og gruppens hemmelige arkiv blev fundet.

Da stod det klart for Bonhoeffer, at han formentlig ikke ville overleve krigen. Han blev da også straks flyttet til en sikringsanstalt, hvor han sad, til han mod krigens slutning som så mange andre blev transporteret fra sted til sted for så sent som den 9. april 1945 at blive henrettet i koncentrationslejren Flossenbürg.

IDETOÅR, han sad fængslet, skrev Bonhoeffer meget. Noget af det blev til inden for de officielle rammer, som fængslet satte. Breve til forældrene og hans forlovede. Andet blev det muligt for ham at smugle ud på grund af hans gode kontakter til personalet. Ligesom han også fik bøger ind på denne måde.

Det var sådan, brevvekslingen med vennen og kollegaen E. Bethge opstod efteråret 1943. Den varede et år, indtil Bonhoeffer kom i sikkerhedsfængsel. Herefter blev al kommunikation med verden uden for så godt som afbrudt.

Det særlige ved dette års illegale brevveksling, som altså nu igen er tilgængelig på dansk, er, at den for en stor del drejer sig om, hvem Gud er. Den Gud som Bibelen taler om vel at mærke.

Ikke den Gud vi forestiller os eller kunne ønske os i betrængte tider. Det er dette, der både teologisk og kirkelig set gør bogen så vigtig. Måske skyldes dens overraskende radikalitet på dette område også formen. For som Bon-

hoeffer selv siger mod afslutningen af et brev fra den 8. juli 1944: "Ofte skriver man mere levende og utvunget i et brev end i en bog, og i en brevveksling har jeg ofte bedre tanker end alene."

I alle tilfælde mærker man straks det skarpe snit. I forhold til den tradition der må afvises som utilstrækkelig. Og med henblik på formuleringen af alternativet: den dennesidige tale om Gud. I forhold til traditionen kritiserer Bonhoeffer især forventningen om, at Gud skulle kunne bruges til at forklare det, som er uforklarligt. Eller som nødhjælp, hvor de menneskelige kræfter ikke slår til.

Dietrich Bonhoeffer skriver selv ord-ret i brevet til Bethge fra den 29. maj 1944: "Det er igen blevet helt tydeligt for mig, at man ikke kan lade Gud fungere som den, der lukker hullerne i vores manglende erkendelse. Når nemlig så erkendelsens grænser hele tiden skubbes længere ud, bliver Gud også skubbet længere og længere væk med dem og befinder sig derfor på et fortsat tilbagetog. Nej, vi skal finde Gud i det, vi forstår, og ikke i det, som vi ikke kan forstå."

BIBELENSGUDVIL med andre ord træffes midt i livet. Han er Gud for dette liv. Dermed gør Bonhoeffer fælles sag med den klassiske religionskritik. Når den påpeger, at religionens gudsfore-stilling er en kompensation. En kompensation, som mennesket trøster sig med; fordi det ikke selv kan eller tør gribe livet og lykken. Og derfor er nødt til at lægge opfyldelsen ud i det hinsidige.

Det er rigtigt, siger Bonhoeffer. Sådan virker religionen. Men sådan tænker Bibelen ikke. "Jesus kalder ikke til en ny religion, men til livet", hedder det slet og ret i et brev fra den 18. juli 1944.

Konkret betyder det, at Guds guddommelighed i Bibelen ses som indbegrebet af et eneste mål: at sætte mennesket frit. Frit til at være menneske og nøjes med det. Når og hvor dette mål nås, er kristendommen uundværlig. Hvor det ikke sker, har den ikke fortjent bedre end at blive opløst som undertrykkende.

Men det medfører med det samme, at kristendommen i Bonhoeffers øjne bliver relevant, hvor Guds guddommelighed kommer til udtryk i Jesu menneskelighed. Og ingen andre steder. Det gør den da også i Det Nye Testamentes evangelier.

Tænk for eksempel blot på, hvorfor omgivelserne bliver så forundrede over Jesus. Hvad skyldes det? Det skyldes, at han afstår at legitimere sig med vold og demonstrere sin magt. I stedet giver han afkald på den. For til gengæld at sætte alt ind på kærligheden og dens kraft. Helt ind i lidelsen og medlidenheden. Eftersom ingen nok så stor vold alligevel hverken kan fremkalde eller hindre netop kærligheden.

Derfor begynder de store evangelier også deres fortælling om Jesus med beretningen om satans fristelse af ham i ørkenen. Og derfor slutter det ældste evangelium med at gentage denne fristelse. Nu blot fra skaren. Da Jesus hænger på korset, råber den højt: "Nå, du som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset."

Fra begyndelsen til slutningen er det åbenbart temaet: Jesus bruger faktisk sin magt til at give afkald på den. Han lader sig ikke friste til at bruge den; hverken af satan eller af skaren. For hans ærinde er ikke volden. Heller ikke den hellige volds overbevisende udtryk.

Isin egen sammenfatning af denne beretning fra evangelierne skriver Bonhoeffer den 16. juli 1944: "Gud lader sig trænge ud af verden, op på korset. Gud er afmægtig og svag i verden; og netop og kun sådan er han hos os og hjælper os. Det er ganske tydeligt, at Kristus ikke hjælper i kraft af sin almagt, men i kraft af sin svaghed, sin lidelse! Heri ligger den afgørende forskel fra alle andre religioner. Menneskets religiøsitet henviser det i dets nød til Guds magt i verden. Bibelen henviser mennesket til Guds afmagt og lidelse, kun den lidende Gud kan hjælpe."

Det er altså Gud selv, der tvinger os til at klare os uden en almægtig Gud, som lukker hullerne for os. Fordi Gud selv vælger at tage sig tilbage; begrænse sig til det, der kan trænges ud af verden og hænges op på et kors. Og på denne måde give mennesket plads.

Og det er det bemærkelsesværdige:

at Gud ikke kan gennemføre denne tilbagetrækning uden, at resultatet bliver, at han åbner et nyt rum for mennesket at være menneske i. Gud kan med andre ord ikke gå ind i historien, uden at historien bliver en del af Gud. Dette uundgåelige omslag er i mine øjne den dybe hemmelighed bag Bonhoeffers tilbagevendende lovprisning af dennesidigheden. Den dennesidighed, han elsker, er netop dén, som er en del af den nu dennesidige Gud. "Hvor erkendelsen af døden og opstandelsen altid er nærværende", som han selv siger det, den 21. juli 1944.

Det er da frihed i egentlig forstand: Som menneske at være befriet til på eget ansvar at tage stilling.

Henning Thomsen er rektor på Pastoralseminariet i Århus

Læs kronikken i morgen "Bibelbrug på

den sydlige halvkugle" af teologilektor Hans Raun Iversen.