Allerede inden gudstjenesten er begyndt, siger en dreng bag mig, at han keder sig. Det gør jeg ikke, men jeg er bange. Bange for, hvad ordene gør. Om de vil ramme mig lige der, hvor jeg glemte at sætte værn op. Eller om de vil synes overflødige og intetsigende. Det er næsten værre. For jeg har ikke længere plads til ligegyldigheder.

Verden har fået et andet ansigt, siden jeg mistede. Pludselig bliver øjeblikke spildt tydeligere, pludselig er forudsigelighed ikke længere en plausibel faktor. Illusioner vælter som et brag, når de endelig falder, og skrøbelig forgængelighed er en viden, der er svær at komme af med igen.

Vi er ikke vant til at skulle håndtere store tab. Hverken os, der bliver ramt, eller dem omkring os. Vi er ikke gearede til at miste selvfølgeligheden i næste bevægelse og skulle finde fodfæste igen efter et uigenkaldeligt punktum.

Det er som at famle i blinde, det der med at sørge og søge trøst. Man bliver muligvis garvet på et tidspunkt, men i øjeblikket er alt nyt og ethvert gavmildt ord føles nådigt i en ikke længere helt så forståelig verden.

Og så sidder vi der, på halvtomme bænke, og rejser os tøvende, når de andre gør. Vi leder efter forløsning eller opvågnen, håber på mening eller bare et lille glimt af lys og en forsigtig erkendelse af, at det er nødvendigt at gå videre. Og måske endda en vejviser til, hvilken sti vi skal vælge. Man mister orienteringssansen der midt i sorgen. Mister holdepunkt. Og også en smule af sig selv. Erfaringerne rækker kun til før, til dengang alt endnu var muligt.

Stearinlys får en anden mening nu. Det er ikke længere enkelt at tænde lys. Selv bladene, der falder af træerne, falder ikke bare af træerne længere, de minder om den sarte forgængelighed i alt. Og kastanier kan nærmest være for smertefuldt smukke at samle op.

NYHEDER OM KRIG og ødelæggelse bliver mere nærværende. Nu ved man, hvor forbandet barskt det er at møde døden i al dens barske uundgåelighed. Og hvor værdifuldt hvert enkelt lille liv er, selv i en simpel statistik eller en bleg dødsannonce, en sang eller en ligegyldig film. Før sagde jeg uden at blinke: "Jeg er dødtræt", tog kaffen med på Assistens Kirkegård eller gik på sightseeing i byens kirker. Men alt har en sær bismag nu, efter at døden blev en del af livet.

Og det er ikke noget, man kommer over – eller for den sags skyld igennem. Det er noget, man er i – og har med sig. Som en tyngde i brystet, en vej ved siden af vejen.

Og sådan må det bare være. Så derfor går jeg i kirke. Og tænder et lys. For dem, der ikke længere er, men fremstår uendeligt nærværende.

De huller, de efterlader, er fulde af kærlighed og glæde over at have kendt. Jeg ved, du var her, synes de at sige. Jeg, der lever, er vidnesbyrd om en eksistens, som gjorde en betydelig forskel for nogen, hvor uendeligt lille et liv kan synes mod det store univers.

På min bænk prøver jeg at finde system i tankerækkerne. Alene og alligevel en del af et større fællesskab, som snøfter i kor. Jeg giver mig selv lov til ikke at have ord. Sorgen er min. Det er i orden ikke at have styr på, hvad man føler. Jeg føler bare – og alene det gør, at jeg er. Kun på den måde kommer jeg tættere på mit eget nu i stedet for at analysere det.

Lige nu kan jeg udelukke hensynet til andre, der ikke kan rumme min smerte eller ikke kan holde ud, at de ikke kan redde mig. Være ligeglad med bekymrede blikke, når jeg er så ked af det, så man nærmest kan lugte min smerte, og bekymrede blikke, når jeg griner højt, og der findes lys i mine øjne igen.

Drengen bag mig spørger, hvad de laver, dem, der går til nadver. Jeg ved ikke, om han får noget svar. Det er måske også meget at skulle forklare sådan en helt almindelig søndag. Et andet barn kommer ham til undsætning og siger, at det der brød smager megaklamt.

Jeg prøver at lukke indtrykkene ude. Jeg har brug for en lille livspause. Det her er min tid. Og jeg er taknemmelig for, at der findes et rum, hvor jeg kan kræve den. Et sted, hvor jeg kan håbe på noget, der er større end dig og mig, fordi livet præsenterer os for et bredere format, end min lille eksistens kan fatte. Og hvor jeg kan håbe på en himmel, hvor jeg kan placere dem, der ikke længere er. Ikke nødvendigvis sådan som i Philadelphia-reklamerne, og man bliver vel også træt af smøreost på et tidspunkt i evigheden, men et sted, hvor jeg kan dirigere mine førerløse tanker hen.

Og så tænder jeg et lys og kigger flammen lige i øjnene, inden jeg går. Jeg har ikke fundet meningen. Men mindre kan også gøre det. Situationer i livet kan gøre, at man end ikke kan finde ud af at sætte den ene fod foran den anden, og det er fint, at der er et sted, man forsigtigt kan lære at gå igen.

Det er søndag. Kold og mørk og appellerende til det nære. Når man mister, mister man også trygheden. Forhåbentlig kan den genvindes, hvis jeg insisterer nok, men for nu føles verden usikker, og der er udefinerbare farer der, hvor jeg ikke tidligere var opmærksom.

Mine sidekammerater har efterladt deres sammenkrøllede Kleenex på gulvet som til en koncert, hvor der ville have været plastik-ølkrus i stedet. Jeg afleverer salmebogen og trykker præsten grundigt i hånden. Og så går jeg.

Mine fodtrin hamrer i det tomme fortov på vej væk fra det lille sted, der var et helle i en times tid. Savnet er nærværende, og jeg skal koncentrere mig for ikke at stoppe op og gå lidt i stå. Men jeg har lært at fortsætte, hvor jeg slap, så det gør jeg. Og verden fortsætter alligevel ufortrødent, om jeg vil det eller ej.

Søndagen nærmer sig ulvens time, skyerne trækker sammen og giver plads for mørket. I morgen er atter en dag. En helt almindelig en af slagsen. Men i aften tænder jeg lys.

Ann Vægter er freelanceskribent