Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Et forfatterskab fyldt med klassikere til din ven.
Et forfatterskab fyldt med klassikere
Platon og Aristoteles som Rafael så dem i sin kendte fresko "Skolen i Athen", der hænger i Vatikanpaladset. -- Arkivfoto.
-
Nu udkommer andet bind af Platons samlede værker, og igen lykkes det oversætterne at ramme en sprogtone, der både er loyal imod Platon og samtidig frisk og nutidig
Sidste år udkom første bind i den nye stort anlagte oversættelse af Platons værker - den første i trekvart århundrede. Oversættelsen, der er foretaget af et kollektiv på hen ved 30 oversættere, samler det store værk i kun seks bind, mod den gamle oversættelses ti bind.
Nu foreligger andet bind af udgivelsen, og det er let at glæde sig lige så meget over det andet bind som over det første. Det er på smukkeste vis lykkedes at ramme en sprogtone, der både er loyal imod Platon og samtidig frisk og nutidig. Netop fordi Platons helt, Sokrates, altid er de unges ven, er det særlig vigtigt, at han ikke kommer til at fremstå som en antikveret museumsgenstand. I denne oversættelse ligner Sokrates virkelig, hvad han faktisk er: inkarnationen af den evigt ungdommelige nysgerrighed.
Man kan ikke dele Platons værker op i seks bind, uden at alle bind kommer til at indeholde sande perler, men selv i et forfatterskab, der udelukkende består af klassikere, er der overvældende mange af de særlige godbidder i dette andet bind.
Annonce
Størst af alt er jo kærligheden, og den er da også rigt repræsenteret i dette bind. Dels i "Symposion" - den klassiske Platon-tekst om kærligheden - men også en anden af de store Platonklassikere, "Faidros", har kærligheden som sit omdrejningspunkt. Begge disse tekster skiller sig ud i forfatterskabet ved i virkeligheden ikke at være rigtige dialoger. Begge steder leveres der, ganske usædvanligt, længere taler om kærligheden.
Nu foreligger andet bind af udgivelsen, og det er let at glæde sig lige så meget over det andet bind som over det første. Det er på smukkeste vis lykkedes at ramme en sprogtone, der både er loyal imod Platon og samtidig frisk og nutidig. Netop fordi Platons helt, Sokrates, altid er de unges ven, er det særlig vigtigt, at han ikke kommer til at fremstå som en antikveret museumsgenstand. I denne oversættelse ligner Sokrates virkelig, hvad han faktisk er: inkarnationen af den evigt ungdommelige nysgerrighed.
Man kan ikke dele Platons værker op i seks bind, uden at alle bind kommer til at indeholde sande perler, men selv i et forfatterskab, der udelukkende består af klassikere, er der overvældende mange af de særlige godbidder i dette andet bind.
Sokrates lever ellers, om nogen, op til den klassiske kliché: "Jeg er ikke taler". Sokrates er nemlig altid samtalens mand, ikke talens. I "Symposion" tvinger den særlige ramme ham dog til at tale. Ved et drikkegilde skal alle nemlig holde en tale til fordel for Eros, kærlighedens gud. Men selvfølgelig snyder Sokrates – som han så ofte gør det. I stedet for selv at udtale højtidelige, bevingede ord til kærlighedsgudens ære, gengiver han en samtale, han – angiveligt – i sine unge dage havde med den vise kvinde Diotima.
Diotima vidste alt om kærligheden, fortæller Sokrates, og hun forklarede ham – ganske blasfemisk, må man sige – at Eros i virkeligheden ikke kan være nogen rigtig gud. Eros længes nemlig. Han vil have noget, han ikke har. Hele hans væsen er en stræben efter det, han mangler. Derfor kan han ikke være en gud, forklarer Diotima, for det kan ikke passe, at en gud mangler noget.
For Sokrates er denne tilsyneladende degradering af kærligheden i virkeligheden tydeligt nok en ophøjelse. Netop denne erotiske stræben efter det, man ikke har, men gerne ville have, er nemlig kernen i hele Sokrates? virke, og naturligvis også grunden til, at han foretrækker at omgås ungdommen. Hvad ungdommen måtte mangle i viden, overblik og erfaring, har den nemlig i appetit, og appetitten er, når det kommer til stykket, så langt mere betagende end mætheden. Den, der elsker, mangler ganske vist noget, men det er netop det, der gør, at han lever.
Det er oplagt, at der er et stykke vej fra denne forståelse af kærligheden til de forestillinger om kærligheden, man plejer at gøre sig inden for kristendommen. På Paulus? græske hedder kærligheden "agape", og ordet indgår i en helt anden sammenhæng. Det er tit nok blevet bemærket. Alligevel bør man ikke overse, at der også er et betydeligt slægtskab imellem kærlighedsforestillingerne hos Platon og Paulus. Også Diotima forbinder kærligheden med erkendelsen af det guddommelige. Hos Platon som hos Paulus er det egentligt erotiske en stræben efter indsigt, og for begge gælder derfor også, at de ikke har megen fornemmelse for kærlighedens kødelige dimensioner. Det kan måske forekomme utidssvarende i vore dage, hvor den almindelige rastløshed ikke levner megen plads til appetittens glæder.
Men denne Platon-udgivelse er faktisk selv en god demonstration af erotikkens grundprincipper: Vel er det en stor glæde at læse det andet bind i udgivelsen, men denne glæde overgås dog af udsigten til, at vi endnu har fire bind til gode.
kultur@k.dk
Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (red.): Platons samlede værker i ny oversættelse. Bind 2. 568 sider. 450 kroner. Gyldendal.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
