Det er ikke nogen nyhed, at skibsfart og flytrafik udleder enorme mængder CO2 - og det er derfor åbenlyst, at transportsektoren som helhed må nedbringe deres udslip.

En ofte nævnt mulighed er en form for beskatning, der både vil fungere som et incitament for, at branchen selv finder måder at reducere CO2 udslippet på, og samtidig vil kunne generere finansielle midler til arbejdet med klimaforandringerne i ulandene.

Et problem ved beskatning er imidlertid, at både rige og fattige nationer er afhængige af international transport, og en globale aftale om beskatning kan få en række negative effekter som eksempelvis forhøjede fødevarepriser. Særligt for mindre østater, der er stærkt afhængige af import af visse basale fødevarer, vil dette være en katastrofe.


Der eksisterer allerede en aftale, der lyder, at verdens nationer bærer et fælles men differentieret ansvar for at nedbringe den globale CO2 udledning. Det vil sige, at de rige lande skal bære den tungeste byrde. Under torsdagens intense forhandlinger i Cancún lader det desværre til, at de rige nationer, i deres iver efter at finde en beskatningsmodel, har glemt denne grundregel.

Man må alligevel håbe, at verdens nationer i sidste ende bliver enige om en model, der ikke bare reducerer udslippet og genererer midler, men hvor hensynet til de fattigste nationer også inkluderes. Det ville være både skandaløst og flovt, hvis vi endnu en gang lader de fattigste betale den højeste pris.