Over hele landet inviterer kirker i den kommende tid til julekoncerter. Her er fem bud på aktuelle julekoncerter fra Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku.
En af julens faste og gode traditioner er julekoncerter og dem er der i år rigtig mange af i kirkerne.
På Kirku kan du, uanset hvor du bor,
finde en julekoncert i dit lokalområde.
1. Oplev Kurt Ravns traditionelle julekoncertTraditionen tro gæster Kurt Ravn i aften den 7. december Sct. Pauls Kirke i Århus for også i år at sprede ægte juleglæde med sin julekoncert.
Kurt Ravn akkompagneres af Carl Ulrik Munk-Andersen på klaver og orgel, Birgitte Lindum på obo samt Michael Frank Møller på trompet. Under koncerten optræder han desuden sammen med gæstesolisten Signe Asmussen
2. Kom i julestemning med Lene Siel i Hald KirkeLene Siel bidrager igen i år til den gode julestemning rundt om i landets kirker. I aften gæster hun Hald Kirke ved Randers.
Lene Siel akkompagneres af en trio, der består af Elo ”Luffe” Lindhardsen, bassist og kapelmester, John Von Daler på violin og Palle Juul Hansen på piano.
Lene synger ved dette års julekoncert de kendte danske julesange, juleevergreens samt gospelsange, som helt sikkert nok skal bringe publikum i godt humør og i en dejlig julestemning.
3. Frederiksborg Slotskirkes store julekoncertFrederiksborg Slotskirkes store julekoncert finder i år sted den 3. søndag i advent den 12. december. Her kan du opleve det 52 medlemmer store kor MaJazz opføre John Høybyes juleoratorium "Gabriel og Maria" under ledelse af komponisten selv.
Værket, der består af korsatser, soli og recitation, er i et nutidigt, fængende og charmerende tonesprog, der bygger bro mellem de klassiske oratorier og jazzens flow - og aktualiserer de nære, kendte ord ved juletid.
Ved koncerten opføres desuden Bachs ”Suite” for stort kor, sax, piano, bas og percussion.
Orkestret består af Mads Haaber, sopran og altsax, Jørgen Kaufmann på piano, Mikkel Nielsen på bas, Thure Dan Petersen, percussion og Ulla Handler på orgel og det hele dirigeres af John Høybye.
4. Julekoncert med sange fra Broen Den 16. december kan du igen i år de to kor fra korprojektet ”Sange fra Broen” - et projekt, der handler om at bringe mennesker med forskellig baggrund sammen i mødet omkring sang og musik.
”Sandholmkoret” bestående af asylansøgere fra Sandholm Centret i Nordsjælland og ”Nørrebrokoret” fra Brorsons Kirke på Nørrebro optræder denne gang i selskab med det etniske kvindekor ”Verdens Sirener”, ”Urbankoret” fra TV-udsendelsen ”Stemmer fra Opgangen”, det kinesiske kor ”Diamant” samt det nyetablerede ”Verdenskoret” fra Holbæk.
Derudover optræder en række solister og kunstere, heriblandt Nulle og Verdensorkesteret, MC Einar, human-beatbox Tahir Dalager kendt fra ”Scenen er din”, Bilal Irshed på fra ”The Middle East Peace Orchestra” på oud, ”Dueto” ved operasangerinde Isabel Piganiol og sangerinden Gudrun Holck, singer/songwriter Benjamin Aggerbæk og ”Familia la Flamenca”, kendt fra DR´s ”Talent 2010”.
5. Julekoncert med Vor Frues KantoriBor du på Fyn kan du den 15. december opleve den traditionelle julekoncert i Vor Frue Kirke i Svendborg med Vor Frues Kantori. En smuk og stemningsfuld aften, hvor kirkens kantori, udover de mere kendte juletoner, vil fremføre det smukke korværk “Lux Aeterna” af den amerikanske komponist Morten Lauridsen. Koret ledes af Povl Chr. Balslev og akkompagneres af Ida Hovalt.