Paven og den gamle Gud

I en samtalebog beskriver Joseph Ratzinger sit forhold til Gud, der er grundfæstet i troen på den absolutte almagt, der formår at bøje sig ned. Det er teologi på højt niveau, der desuden kommenterer tanken om "den nye Gud", som vi også kender fra den danske debat

Bogen, der nu foreligger på dansk, blev til, mens Ratzinger var kardinal og endnu ikke pave Benedikt XVI, som han blev i 2005. --
Bogen, der nu foreligger på dansk, blev til, mens Ratzinger var kardinal og endnu ikke pave Benedikt XVI, som han blev i 2005. --. Foto: Alberto PizzoliAFP.

I en tid, hvor vi diskuterer den såkaldt nye Gud, er det vigtigt at blive præsenteret for den gamle og almægtige. Det bliver man i bogen "Gud og verden", hvor Joseph Ratzinger i samtale med journalist og forfatter Peter Seewald diskuterer troen og Guds væsen.

Bogen, der nu foreligger på dansk, blev til, mens Ratzinger var kardinal og endnu ikke pave Benedikt XVI, som han blev i 2005. Og han fremstår da også noget mere privat, end man blandt andet oplevede i den seneste tekstsamling fra pavens hånd, "Gud og Fornuften".

I denne bog handler det om Ratzingers personlige tro og om centrale spørgsmål i forhold til skabelse, det onde, Jesu dobbelte natur, kærlighed, forholdet mellem testamenterne og evangeliets troværdighed.

Samtalen foregår på uformel vis, hvor Seewald ligefrem på et tidspunkt spørger til kardinalens eget kærlighedsliv for at få belyst, hvorvidt en mand i cølibat egentlig ved, hvad han taler om. Bogen mangler lidt struktur og rummer for mange bratte emneskift, men den direkte tone mellem de to mænd forsyner den med stort nærvær. Ratzinger er en fremragende teolog, hvis tro fremstår så grundfæstet og velovervejet, at han over for ethvert spørgsmål kan lægge lag på lag af viden og teologisk refleksion.

Man fristes til at sige, at når Ratzinger kan tale så klart, har det at gøre med, at han tror på den gamle Gud. Den Gud, der i uforanderlig almagt besidder den vitale dobbelthed af storhed og ydmyg bøjen sig ned i kraft af inkarnationen. Ratzinger siger: "Det grundlæggende er, at Jesus er Guds søn, at han er fra Gud og samtidig et sandt menneske. At han er den, som ikke blot viser os et menneskeligt geni eller en menneskelig heroisme, men i hvem Gud skinner igennem."

Angående Guds suverænitet er Ratzinger ubetinget, idet han hævder, at Gud reelt ikke har brug for verden. Han skaber ikke af nødvendighed, men i kraft af frihed og overstrømmende godhed og drives hverken af behov eller længsel.

Dog må Ratzinger erkende et "afgrundsdybt problem", når han samtidig afviser, at Gud har at gøre med det onde. For hvordan kan ondskaben være en realitet, hvis ikke den stammer fra den almægtige selv? Ratzingers bedste bud er, at det onde ikke er et selvstændigt væsen, men blot en negation af den positive selvudfoldelses rum, der kan eksistere, fordi Gud tillader friheden i det skabte. Også mennesket lever i denne frihed, hvor vi mødes både af Guds kærlighed og modsigelse af det bekvemme selvbekræftende rum, vi så gerne vil blive i.

Ratzinger hylder denne modsigelse, der ikke mindst skal lyde fra kirken, der aldrig må blive stedet for tålelige kompromiser. Guds ord og vilje skal rækkes uforfalsket frem i deres fulde størrelse, hvilket er en pavelig tanke, der som bekendt kan havne på et overdrev. Men som den danske folkekirke ikke desto mindre kunne lade sig inspirere en smule af. Der er ikke meget modsigelse at spore i dette lands sognegårde.

Modsat fortalerne for den nye Gud må vi ifølge Ratzinger ikke måle Gud i lyset af de menneskelige relationer. For således negligerer vi, hvor uendeligt anderledes relationen til Gud er, og vi skal, som det klogt lyder, være "ekstremt forsigtige med analogier ?".

For i forsøget på at beskrive Gud gennem egen erfaring, opnår vi blot at gøre Gud mindre og troen til noget sært svævende, der ikke kan skelnes fra almindelig humanisme.

For Ratzinger er troen så håndgribelig, at det klart afsløres, når et menneske mister den, og han fastholder, at kristendommen er sandheden om Gud og menneske på dybeste vis åbenbaret gennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Netop den betingelsesløse fastholdelse af sandheden udgør en forskel på troen på den gamle og den nye Gud. I troen på den gamle kan analogier og tilpasning til menneskelig erfaring ikke lade sig gøre, fordi Guds anderledeshed konstant stiller sig i vejen og gør vores tanker for små. I troen på den nye Gud, derimod, bliver menneskelivet til selve den katalysator, der løbende beskriver, hvem Gud er, eftersom han har afgivet almagten for at bevæge sig i samklang med os.

Ratzinger hviler i troen på den gamle Gud, og med denne bog modtager man en teologisk belæring, der imponerer. Ud fra sit faste fundament stræber Ratzinger efter at forene den gamle Gud med den nye verden uden at forråde nogen af delene, og som vi ved - ikke mindst fra den aktuelle debat om prævention - er missionen fyldt med problemer. Men at Benedikt XVI af og til kolliderer med verden på grund af sin teologi, ændrer ikke ved, at den er både grundfæstet og troværdig. Det er en teologi, der står fast, mens meget andet forgår.

kultur@k.dk

Joseph Ratzinger/Benedikt XVI: Gud og verden. At tro og leve i vor tid. En samtale med Peter Seewald. 356 sider. 195 kroner. Katolsk Forlag.