De fraværende fædre

– Vi har alle en længsel efter barndommen, en længsel tilbage til en uskyldstilstand. Det er næsten det vigtigste, man kan skrive om som forfatter, siger han.

Matar har sat mig stævne på en café på Holland Park Avenue i den nordvestlige del af London. Bydelen er kunstner-fashionabel og velstående, men det omfatter nu ikke Matar, der levede tæt på sultegrænsen i de fem år, det tog ham at skrive romanen. Selvom "Mændenes land" er solgt til udgivelse over hele verden og sidste år var indstillet til den fornemme Man Booker-pris, er der fortsat lang vej til de store indtægter, siger han med et smil.

Hvorfor hedder romanen "Mændenes land"?

– Titlen fandt jeg på i sidste øjeblik. Da jeg skrev på bogen, kaldte jeg den "Ingen i verden", og det hedder den faktisk også i både den spanske og italienske oversættelse. Men "Ingen i verden" er også en meget vag titel, svævende, og det passer ikke til det engelske sprog, der modsætter sig abstraktioner. På engelsk har man en forkærlighed for det specifikke, så det endte med det mere jordnære "Mændenes land". Det er en ironisk titel, må jeg tilføje. I centrum af romanen står ikke en mand, men den 9-årige dreng Suleiman og hans mor, der har svære psykiske problemer. Begges liv er formet af et landskab af mænd. Underligt fraværende mænd.

I begyndelsen af romanen er der et optrin, der kan få verden til at ramle for en dreng. Suleimans far rejser meget og er udenbys på dette tidspunkt. Tror Suleiman. Han ved ikke, at hans far i virkeligheden er involveret i en dødsensfarlig politisk modstand mod Gaddafi-regimet og lever et dobbeltliv. Så da Suleiman en drønhed sommerdag i 1979 ser faderen på markedspladsen i byen, bryder verden sammen. Ikke på dramatisk vis, men noget rykker sig indeni. Lyver faderen? Hvorfor er han her i Tripoli, når han i virkeligheden er i udlandet? Vil han ikke være sammen med sin kone og søn?

– Som barn så jeg hen til min far for at få instruktioner, siger Matar. Sådan havde jeg det ikke med min mor. Jeg tror, det er anderledes for piger. Drenge har brug for en far til at vise, hvad de skal gøre. Forholdet mellem far og søn er meget kompliceret. Der er to linjer, der løber modsat hinanden i far-søn-forholdet. Den ene handler om at blive uafhængig af autoriteten, den anden om at blive elsket og godkendt af samme autoritet.

– For Suleiman medfører den fraværende far, at han misforstår sin rolle som søn af en ulykkelig kvinde. Han tror, han skal fylde faderens rolle ud, men det kan intet barn gøre. På en måde er forholdet perverst. Hvem tager sig af hvem her?, må man som læser spørge. Suleiman har også længsler efter at besidde moderen. Alt sammen forstørret af faderens fravær.

Ja, og samtidig viser Suleiman jo også anlæg for ondskab. Han gør forfærdelige ting mod andre i faderens fravær. Er børn onde?

– Jeg tror, vores opfattelse af barndommen beror på misforståelser. Vi tror, at børn er uskyldige og ikke manipulerer, at de befinder sig i en ren tilstand. Sådan er det i den tidlige barndom. Øjeblikket er evigt. Men det ændrer sig, og for den 9-årige Suleiman er ondskab bestemt ikke fremmed.

– Men læg mærke til, at fortælleren Suleiman er voksen. Han skriver romanen senere i livet, i tilbageblik, og jeg tror, han skriver den for at få tilgivelse for de ting, han gjorde i faderens fravær, siger Matar med et smil. Og tilføjer, at han ikke ved mere end andre læsere om Suleiman, for nu er bogen skrevet, og den lever sit eget liv.

– Men tilgivelse, jo, han skriver for at få tilgivelse, så langt vil jeg gerne gå.

Hisham Matars familie forlod Tripoli, efterhånden som Gaddafi-regimets net strammede til om middelklassen, og bosatte sig i Kairo. Faderens politiske arbejde blev mere udtalt i årene i den egyptiske hovedstad, og familiens kollektive længsel efter livet i Tripoli forsvandt aldrig.

Længslen lever også på siderne i bogen. "Mændenes land" er en kærlighedsode til barndommen, siger Matar – og den voksede sig stærkere i årene på kostskole i England. Hertil blev Matar sendt som 15-årig, som så mange andre børn af den velstående arabiske middelklasse, og han er blevet boende siden. Han har blandt andet arbejdet som stenhugger og har i den senere tid involveret sig som politisk kommentator i en kritik af den nuværende politiske situation i Libyen. Men "Mændenes land" er ikke politisk, anfører han:

– Jeg tænker ikke på min bog som en politisk roman. For mig at se skal en politisk roman enten dokumentere en politisk epoke eller bevægelse eller fremsætte politiske forslag eller en filosofi. Og sådan er "Mændenes land" bestemt ikke, siger han og gætter på, at læserne nok forstår romanen som politisk, fordi Gadaffi-regimet påvirker bogens personer så dybt.

– Det politiske pres, som personerne er underlagt, er der intet godt at sige om. Det er ellers en udbredt idé i både kristen og muslimsk tradition, at lidelse kan være en renselsesproces, og at ondt kan føre godt med sig. Det mener jeg ikke er rigtigt. Gode ting fører gode ting med sig – giv kærlighed, og du får kærlighed igen. Men had og tyranni, som romanernes personer oplever, og som utallige ofre for politisk vold i Mellemøsten og andre steder oplever, fører intet godt med sig. Romanen handler mere om kærlighed, eksil, forræderi, fravær. Fænomener, som kan opleves alle mulige andre steder end lige i Tripoli, siger Matar, som runder samtalen af med et intenst leveret bogtip, inden vi begiver os ud i mørket, der i mellemtiden har sænket sig over London:

– Læs for alt i verden Marilynne Robinsons roman "Gilead". Den handler også om eksil og om en far, der ikke er til stede for sin søn, med alt hvad det medfører. Det er meget, meget svært at skrive om disse emner. Men Robinson kan, og jeg har forsøgt at gøre noget lignende med min bog.

bach@kristeligt-dagblad.dk

Hisham Matar

** Født 1970 i New York af libyske forældre. Tilbragte sin barndom i Tripoli og Kairo og har siden 1986 boet i London. "Mændenes land" er hans debutroman, der blev indstillet til Man Booker Prisen i 2006 og er solgt til udgivelse i hele verden. Matar arbejder i øjeblikket på sin anden roman. "Mændenes land" anmeldes i Kristeligt Dagblad på torsdag.