Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Det er noget vrøvl at tilskrive Bibelen en fordømmelse af homoseksualitet, skriver dagens kronikør, Anders Klostergaard Petersen.

- Colourbox.com

98 debatindlæg Hold mig opdateret

At hævde, at Bibelen fordømmer homoseksualitet, er sludder, ligesom det er vrøvl at tilskrive Det Nye Testamente en positiv forståelse af ægteskab og heteroseksualitet, for det er moderne kategorier, som har en lang historisk udvikling bag sig

Blandt de kriterier, en religion må bedømmes på, er evnen til at efterleve almensamfundets standarder. Det gælder både i forhold til det omgivende samfund og til den interne teologiske drøftelse.

Det har vi set i forbindelse med muligheden for, at kvinder kan blive præster i den danske folkekirke. Skønt der ikke eksisterer bibelsk hjemmel for ordningen, har man fornuftigvis på et tidspunkt i en besindelse på, at det meste af den vesterlandske kulturhistorie har været og delvist fortsat er kvindeundertrykkende, besluttet sig for at gå imod traditionen, fordi almensamfundet var kommet videre.

Det indebærer, at den senere tradition tilkendes en tanke- og handlefrihed i forholdet mellem aktuel forståelse og fortidige skrifter. I de mest komplekse og derfor også mest avancerede former for religiøsitet er man fri til at hæve sig over bogstavelige læsninger af gruppens autoritative skrifter.

Den samme frihed betyder, at man kan forholde sig selektivt til Skriften. Der er for eksempel få kvindelige kirkegængere i folkekirken, som i dag bærer tørklæde under gudstjenesten, skønt det er et bibelsk påbud (jævnfør 1. Kor. 11).

Annonce
Vi er lykkeligvis også nået et punkt over det meste af den kristne verden, hvor man har gjort op med slaveri, skønt de nytestamentlige skrifter ikke alene forudsætter institutionen, men også kræver lydighed og troskab af slaver mod deres herrer (jf. Ef. 6, Kol. 3 og Tit. 2). Der findes ingen kritik af slaveri i Bibelen, men det er vel de færreste af de kristne, der kræver troskab mod Bibelen, som i dag vil have slaveriet genindført.

Et aktuelt eksempel på forholdet mellem religiøse gruppers bogstavelige læsning af religiøst autoritative skrifter og honorering af det omgivende samfunds standarder drejer sig om et muligt ritual for vielse af homoseksuelle.

Jeg har med interesse og undren fulgt debatten og ikke mindst rapportarbejdet om muligheden for indførelse af et vielsesritual for registreret partnerskab, som det så lyrisk hedder, i den danske folkekirke.

Interesse, fordi diskussionen er et emblematisk udtryk for, i hvor høj grad folkekirken såvel internt (i teologisk refleksion) som eksternt (uden radikal modsætning til det omgivende samfund) formår at efterleve almensamfundets civilisatoriske standarder.

Undren, fordi man med en undtagelse eller to har valgt at se bort fra eksperter i udvalget nedsat af kirkeministeren og i stedet har valgt at nedsætte en gruppe, hvis medlemmer udmærker sig som meningsdannere. Det er her som i fjernsynets sendeflade: Mening går forud for faglighed. Det er bemærkelsesværdigt i en evangelisk-luthersk kirke, som netop har haft besindelsen på skriften som adelsmærke.

Rapporten problematiserer ikke begrebsparret homo- og heteroseksualitet. Jeg formoder, at det skyldes, at udvalgets medlemmer har taget den bibelske fordømmelse af homoseksualitet for pålydende og derfor ikke har ønsket at besinde sig på Skriften. Det er ærgerligt.

For det første svigter man i uhørt grad den protestantiske tradition. For det andet overlader man brug af Skriften til konservative kræfter, der som mannakorn fra en kiksedåse trækker til lejligheden passende, men også kontekstløse citater frem. Var man i lyset af nyere forskning gået til kilden, var præmissen, at homoseksualitet fordømmes af Bibelen, faldet til jorden. De bibelske skrifter kender hverken heteroseksualitet eller homoseksualitet. Det kræver en forklaring.

At begreberne er af nyere dato betyder selvsagt ikke, at fænomenet er nyt. Det er også rigtigt, at sodomi forstået som kønslig omgang mellem to parter af samme køn utvetydigt fordømmes i Bibelen (eksempelvis Rom. 1, 27), men er det ikke homoseksualitet? Nej. De bibelske skrifter er blevet til i en verden radikalt forskellig fra vores og bør derfor kun bruges normativt i dag, hvis man også besinder sig på deres fortidighed.

Det moderne parforhold, som ideelt udspringer af gensidig kærlighed mellem to ligeværdige parter, er fremmed for og fjernt fra Bibelen. Det gælder både det hetero- og homoseksuelle forhold. I den verden, de bibelske skrifter blev til i, var ethvert forhold organiseret ud fra magt. Manden var kvinden overlegen, ligesom slaven var herren underdanig. Kun blandt venner, det vil sige jævnbyrdige mænd, herskede en form for ligeværdighed.

Kønslig omgang var i antikken også organiseret ud fra et magtprincip. Hvem havde i bogstaveligste forstand ret til at penetrere (altså gennembore) hvem? I den sammenhæng betød køn ikke meget. Det afgørende var magtforholdet.

Et andet væsentligt punkt skiller radikalt fortid fra nutid. Vi tænker forholdet mellem mand og kvinde ud fra en modsætning. Kvinden forstås som en ikke-mand og omvendt. Sådan så det ikke ud i den nytestamentlige verden. Her opfattedes kvinden som en ufuldstændig mand eller en mand, hvis organer ligefrem var trukket den forkerte vej (vagina for eksempel som en omvendt penis).

Mens drengen ad åre kunne blive mand, var kvinden begrænset af sit køn. Hun befandt sig nederst på kønsskalaen, fordi hun også i kraft af sin biologisk dominerende våde og fugtige sammensætning trak mod naturen, mens manden omvendt for størsteparten bestod af ild og luft. Men der er tale om et kontinuum, hvor også mænd stod i risiko for at forvandles til kvindagtige, og hvor kvinder kunne bevæge sig op ad skalaen ved at tænke og handle mandigt. Derfor var det afgørende, at man var i stand til at øve selvkontrol og derved mandighed.

Vi er fjernt fra en moderne køns- og seksualitetsforståelse. I den græsk- romerske verden havde frie mænd ret til at penetrere undersåtter, hvad enten det var kvinder, slaver eller drenge forstået som umodne mænd. Selv måtte de ikke penetreres, for det var udtryk for manglende selvkontrol, blødsødenhed og kvindagtighed.

Hvad med Det Nye Testamente, som i overvejende grad blev til i en jødisk sammenhæng? Her kan vi se, at det jødiske ikke er en modsætning til det græsk-romerske, men er en distinkt del af samme kulturelle og sociale verden.

For Paulus for eksempel er ægteskab en nødløsning for dem, som ikke formår at udøve selvkontrol i form af afholdenhed (1. Kor. 7).

Han fordømmer rigtignok sodomi, men det skyldes forståelsen af handlingen som en illegitim penetration mellem ligesindede og derved en manglende evne til at øve seksuel og social selvkontrol.

De nytestamentlige tekster forudsætter helt ned i enkeltheder den antikke verdens generelle forståelse af køn og seksualitet. Naturligvis er der forskelle til strømninger i den græsk-romerske verden, men de er ikke kategoriale, og slet ikke, når det gælder synet på køn og seksualitet.

At hævde, at Bibelen fordømmer homoseksualitet, er sludder, ligesom det er vrøvl at tilskrive Det Nye Testamente en positiv forståelse af ægteskab og heteroseksualitet. Det er moderne kategorier, som har en lang historisk udvikling bag sig.

Det er muligt, at nogle har elsket deres ægtefæller, ligesom andre seksuelt har foretrukket partnere af samme køn, men det kan vi dårligt vide noget om i en verden, hvor kvinder blev forstået som ufuldstændige mænd, og hvor seksualitet kulturelt drejede sig om, hvem der penetrerede hvem.

At normativt ville bruge den verden til bogstaveligt at kaste lys over en aktuel drøftelse af køn og seksualitet giver ikke mening. Skriften må i stedet bruges med varsomhed i en besindelse på nutidens civilisatoriske standarder.

Anders Klostergaard Petersen er lektor i teologi på Aarhus Universitet
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

disciple, publiceret d.09/12 01:47 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Hej Anders K.Petersen

Det var temmeligt underligt at gennemlæse din artikel og læse, at du som teolog har nogle ret så afvigende synspunkter.
Skriften er klar og konkret på dette punkt, så dine påstande om at bibelen- NT ikke om taler dette er direkte usandt og er mere en bevidst fortolkning fra din side.

F.eks. siger Jesus, "Ved I ikke at Gud skabte dem som mand og kvinde og at en mand skal forlade sin fader og moder...."
Og Apostlen Paulus siger det endnu klarere i Romerbrevet kap. 1 vers 18-28, som klart lægger en linie i de første menigheder ligesom Paulus går i rette med en mor og søn, som har et incestutiøst forhold og hvor Paulus siger til menigheden, at de skal udvises af fællesskabet.

Citat:
Det har vi set i forbindelse med muligheden for, at kvinder kan blive præster i den danske folkekirke. Skønt der ikke eksisterer bibelsk hjemmel for ordningen
Citat slut.

Kommentar:
Dette er ikke korrekt, Apostlen Paulus anvendte kvinder som lærere og undervisere. Akvila og Priskila var et ægtepar, som havde en menighed i deres hjem, hvor de underviste menigheden.
At Paulus også nævner, at han ikke ønsker kvinder som lærere er en anden sag.
Men du lader dig åbenbart påvirke af Folkekirkens evindelige kamp om hvad den skal mene om den sag.


Citat:
At hævde, at Bibelen fordømmer homoseksualitet, er sludder, ligesom det er vrøvl at tilskrive Det Nye Testamente en positiv forståelse af ægteskab og heteroseksualitet. Det er moderne kategorier, som har en lang historisk udvikling bag sig.
Citat slut.

Kommentar:
Lad mig sige det mildt, du sludrer, når du postulerer, at NT ikke fordømmer homoseksualitet og at NT ophøjer ægteskabet mellem en mand og en kvinde, som en moderne kategori. Guds vilje kalder du uden blusel en "lang historisk udvikling" bag dette begreb.

Du prøver det velkendte kneb med at henføre NT`s ord og her især Paulus`s breve, som historisk betinget og at de ikke i dag har relevans. Ja, du som teolog mener - hvilket kan undre
mig- at vi i den senmoderne tid vi er i, blot kan affærdige Guds ord inspireret ved Helligånden gennem Paulus, som værende gældende for datiden.

På den baggrund vil jeg da gerne oplyse dig om, at Apostlenes Gerninger og Paulus Breve er lige funktionelle i dag som dengang.Det kser i vort land og i Mellemøsten og i Kina, hvor 150 millioner kristne nu gengiver evangeliet til andre landsbyer og mennesker tager imod Kristus, som Herre og syge bliver helbredte og dæmoner uddrevet.
Altså lever evangeliet, som er snart 1980 år gammelt i bedste velgående og derfor er dine påstande så langt ude som man kommer, når man vil forklare og ombytte Guds ord med menneskelige tankebaner, som passer bedre ind i tidsånden.
Det har Paulus også dengang beskrvet nemlig i 1. Kor. kap. 2: 12-14:" Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd,.....

Gud elsker alle mennesker også lesbiske og homoseksuelle, men da alle har syndet så er en praksis med disse parnerskaber en synd mod Gud og ergo kan det altså ikke velsignes af kirken/af Guds menighed.
Lesbiske og homoseksuelle er velkomne i kirken/menigheden, men en velsignelse/vielse, som skal ligestilles med et heteroseksuelt ægteskab mellem en mand og en kvinde er ikke mulig.
For selv om nogle af Folkekirkens biskopper tror de er guder og derfor kan sætte Guds ords validitet overstyr ved at indføre et ritual, som skal ligestilles med et normalt ægteskab, så overtræder de Guds vilje og må så stå til regnskab herfor en dag.
Ingen anden synd velsigner kirken /menigheden offentligt, så dine påstande om ligestilling og om Guds ords historiske aspekt og at det ikke gælder i vor tid er en falliterklæring af rang.
Folkekirken vil ved indførelse af et sådant vielsesritual splitte sig selv og således blive til en parodi på en døende kirke, som ikke lever ved Helligåndens vejledning.

mvh
disciple
Del Link

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Slettet bruger, publiceret d.09/12 08:43 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Tak for kronikken, som blot understreger at Folkekirkens eksistensberettigelse er på spil i disse år. Jeg mener, hvis Anders K. Petersens holdninger er toneangivende for hvilket gudsbillede og hvilken bibelforståelse der kommer ud på landets prædikestole og derfra forplanter sig i menighederne, så er løbet kørt. Så er der ikke noget evangelium at leve af, intet budskab at række videre. Intet håb om syndernes forladelse og kødets opstandelse. Tilbage blot en akademisk indføring i hvordan Folkekirken afskaffe, fjerne og miste sin eksistens som kristen kirke.
Del Link

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Peder Østergård, publiceret d.09/12 10:06 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Anders K. Pedersen kaster om sig med en række påstande om synes på homoseksualitet i NTs samtid. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der endelige sandhed på dette område, men blot konstatere at det bliver modsagt af kompetente folk.
Se fx denne artikel af den norske teolog Bjørn Helge Sandveihttp://storage.cloversites.com/tilhelhet/documents/LK-art.%20%28ms.%29,%2014.02.htm
Synspunkterne er også gengivet i bogen "Mine Homoseksuelle venner" af Espen Ottosen
Og ellers kan man jo sige, at det er ironisk at AKP taler om misbrug af Bibelen. Han er jo tydeligvis fortaler for ikke-brug af Bibelen, da han tydeligvis ikke tilkender den nogen form for autoritet. Og som en bemærker, så er han jo godt i gang med at lukke kirken helt og dermed også overflødiggøre sit eget erhverv.
Del Link

Sv. Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Karlo Brondbjerg, publiceret d.09/12 12:13 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
disciple skrev:
Hej Anders K.Petersen
Det var temmeligt underligt at gennemlæse din artikel og læse, at du som teolog har nogle ret så afvigende synspunkter.
Skriften er klar og konkret på dette punkt, så dine påstande om at bibelen- NT ikke om taler dette er direkte usandt og er mere en bevidst fortolkning fra din side....
mvh
disciple


Kære disciple, jeg er helt enig i dine kommentarer. Til min undren mener mange "moderne" teologer at de bedre kender Guds vilje end f.eks. Paulus?

Jeg har et spørgsmål til overvejelse:
Er følgende ikke fakta?
1: GT´s tale mod den kønsneutrale tankegang er klar.
2: Den jødiske tradition/tolkning af GT på Jesus tid var klar og uforsonlig.
3: Jesus levede i en verden præget af den stramme jødiske tankegang.
4: Jesus taler mod at mennesker vil stene kvinden der er grebet i hor.
5: Jesus stadfæster dog at kvinden har syndet.
6: Jesus stadfæster ægteskabets definition fra GT.
7: Jesus siger INTET imod den herskende GT-tolkning mod homofili
8: Paulus taler hårdt mod homofili i den åbne homofile græske verden
9: Urkirken kendte Jesu ord, og havde en afklaret forhold til Guds vilje mod homofili
10: Der findes INTET bibelsk argument for at "hele" homofile kan velsignes


Hvis de 10 punkter beskriver sandheden, hvordan kan nogle så tro at Gud vil velsigne?

Hovedargumenter for nogle teologer er at "moderne" homofile mennesker er "hele" mennesker? ?? Siden hvornår er Herren begyndt at vægte mellem "hele" og "halve" syndere?
Karlo Brondbjerg, Kristendemokraterne
Del Link

Kommentar til Anders Klostergaard Petersen:

Karlo Brondbjerg, publiceret d.09/12 12:41 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
AKP skriver: Den samme frihed betyder, at man kan forholde sig selektivt til Skriften. Der er for eksempel få kvindelige kirkegængere i folkekirken, som i dag bærer tørklæde under gudstjenesten, skønt det er et bibelsk påbud (jævnfør 1. Kor. 11).

Karlo: Der er i dette bibelcitat IKKE tale om et bibelsk forbud!
Efterfølgende i 1. kor 11 skriver Paulus:
v13 Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? .... v16 Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke.

Paulus giver klart udtryk for en personlig mening, og han påberåber ikke at tale med Herrens autoritet, men taler i stedet med menneskers kulturelle dømmekraft.
_____________________________________
AKP skriver:
Vi er lykkeligvis også nået et punkt over det meste af den kristne verden, hvor man har gjort op med slaveri, skønt de nytestamentlige skrifter ikke alene forudsætter institutionen, men også kræver lydighed og troskab af slaver mod deres herrer (jf. Ef. 6, Kol. 3 og Tit. 2). Der findes ingen kritik af slaveri i Bibelen, men det er vel de færreste af de kristne, der kræver troskab mod Bibelen, som i dag vil have slaveriet genindført.

Karlo: Vi kan på ingen måde sammenligne moderne slaveri med slaveriet på bibelens tid!
Slaverne var normalt krigsfanger (der fandtes ingen krigsfangelejr), forbrydere eller gældstyngede mennesker. Nogle mennesker blev antagelig også frivillig "slaver" fordi de sultede.Den gang fandtes der ikke et fængselsvæsen, og jeg vil også påstå at slavelivet efter kristne principper på Jesu tid var bedre end det vi udsætter vore forbrydere for i fængselssystemet i dag.

Gad vide hvad lektorerne fortæller de studerende ved teologistudiet?

Karlo Brondbjerg, Kristendemokraterne
Del Link

Sv. Kommentar til Anders Klostergaard Petersen:

Heinrich R., publiceret d.09/12 13:17 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Karlo Brondbjerg skrev:
Gad vide hvad lektorerne fortæller de studerende ved teologistudiet?


Forhåbentligt samme udledning, som du kommer til vedr. kvinder hovedbeklædning/tildækning, og hvad angår slaveri. En oplyst og begavet tolkning baseret på indsigt i omstændighederne for de skrevne udsagn.

På de områder, er du i substansen helt og aldeles enig med Anders Klostergaard Petersen.

Hvad du ikke kan forlige dig med, er selvsamme historisk-kulturelle tilgangsvinkel og forståelse af begreber såsom kønsulighed, seksualitet, seksuel praksis, social status som følge af køn, frihed o.a., samt ægteskab, skulle have nogen indflydelse på at overveje at luge ud i fordommene og traditionel tolkning.
Del Link

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Christian Budde, publiceret d.09/12 15:33 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Jeg er ganske enig med kronikøren - i overskriften.
Hele artiklen er ét stort bevis på, hvordan Biblen kan misbruges og "mannakorn" kan sættes sammen til at dokumentere en overbevisning ved hjælp af mange flotte fremmedord og argumenter.
Det er teologi og bibeltolkning i højeste potens - og fri os for det!
Hvad kristendommen handler om, er tro. Tro på Jesus som Guds søn. Troen på kærlighedsbudet. Troen på og kærligheden til den verden, som Gud har skabt - og dens opretholdelse.
En del af denne kærlighed til verden er forplantningsdriften, uden hvilken mennesket ville uddø - ja en hvilken som helst dyrerace ville uddø. Denne drift er en del af selve skabelsen, og at tilsidesætte den vil være at tilsidesætte selve betingelsen for vores eksistens.
Men vi kunne jo også bare indføre "Brave New World". Med de syndspynkter, som kronikøren viser, er vi godt på vej til det.
Del Link

Der stak kræve mentaliteten hovedet op igen

Tænk nu efter, publiceret d.09/12 22:46 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Påstand: Blandt de kriterier, en religion må bedømmes på

------------------------------------------------------------------------
SVAR:
det er da hjemmelavede/ugudelige regler,
det er ikke op til mennesker at bedømme Gud,
iøvrigt er Gud/Jesus ikke religion, men en person
----------------------------------------------------------------------
Påstand: er evnen til at efterleve almensamfundets standarder.

-----------------------------------------------------------------------------
SVAR:
Nej nej - den går ikke,
det er ikke Gud der skal forme sig efter samfundet, men lige omvendt mennesket/samfundet der skal forme sig efter Gud.

Der stak kræve mentaliteten hovedet op igen nogle mennesker kræver Gud under deres kommando ....................................
Del Link

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser.

shansen4, publiceret d.10/12 01:04 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
Tak til lektor Anders Klostergaard Petersen, som på udmærket måde fortæller om de bibelske skrifter, som de fremstod i den tid, hvor de blev nedskrevet.

Der er kristne, som i lighed med muslimer tager den hellige bogs indhold meget bogstaveligt, i hvert fald, når det passer med deres på forhånd tagne standpunkt.

Nogle, som vel bekender sig til den lutherske bevægelse, kan ikke lide, at der er andre meninger. Når jeg nævner Luther, er han jo netop en person, som kom i modstrid til den da gældende mening. Men det er vel OK, synes de.

Man kan altså ikke forhindre, at livet udvikler sig, og at livsforholdene ændrer sig. Det er derfor nødvendigt at følge lidt med i forståelsen af Bibelens skrifter. Man kan ikke plukke, men må finde budskabet.

Det blev åbenbaret i Jesus Kristus som vor frelser, som har vist vejen. Ikke ved lov, men ved evangelium. Det er enkelt, og bliver forkyndt overalt i verden, men omstændighederne hvorunder det sker, er helt afhængig af den kultur det forkyndes i, på samme måde som Bibelen blev skrevet over mange hundrede år, og dermed igennem mange kulturer.

Prøv nu at komme ud af jordhulerne.
Søren Hansen
Del Link

Sv. Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser.

disciple, publiceret d.10/12 02:18 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser
shansen4 skrev:
Tak til lektor Anders Klostergaard Petersen, som på udmærket måde fortæller om de bibelske skrifter, som de fremstod i den tid, hvor de blev nedskrevet.

Citat:
Der er kristne, som i lighed med muslimer tager den hellige bogs indhold meget bogstaveligt, i hvert fald, når det passer med deres på forhånd tagne standpunkt.
Citat slut.

Kommentar:Ja, selvfølgelig blev de skrevet og fremstod i den tid, hvor de blve nedskrevet. Men ikke desto mindre har NT været toneangivende op gennem tiderne og evangeliet om Kristus og Guds værdier har ikke ændret sig en tøddel.
I øvrigt har de første menigheder, som er beskrevet i NT IKKE haft en bibel, som rettesnor for deres liv, så Kronikøren er gået helt galt med hensyn til skrifternes indflydelse på den kristne holdning til homoseksuelle og lesbiske.
Nej, de første menigheder levede i henhold til Helligåndens vejledning, som virkede lige fra pinsedag og op i vor tid.
Bibelens skrifter kom først ca. 20 til 30 år efter Jesus steg op til Faderen.

Citat:
Nogle, som vel bekender sig til den lutherske bevægelse, kan ikke lide, at der er andre meninger. Når jeg nævner Luther, er han jo netop en person, som kom i modstrid til den da gældende mening. Men det er vel OK, synes de.
Citat slut.

Kommentar:
Det er noget sludder at skrive om den lutherske bevægelse ( som jeg ikke er medlem af), at de ikke kan lide andre meninger.
Guds ord er ikke andre meninger dannet af mennesketanker, men er åndelige ord, som alle troende kristne globalt tror på, også fordi de oplever ordene blive kød og de oplever Guds Ånds virke, således som NT også beskriver evangeliets kraft.

Citat:
Man kan altså ikke forhindre, at livet udvikler sig, og at livsforholdene ændrer sig. Det er derfor nødvendigt at følge lidt med i forståelsen af Bibelens skrifter. Man kan ikke plukke, men må finde budskabet.
Citat slut.

Kommentar:
Ja, livet udvikler sig og livsforholdene ændrer sig, men det har intet med at følge efter Kristus at gøre. Der er kun een vej til Gud og det er igennem Kristus og han døde for synden og skammen og løskøbte os fra det altsammen. Da homoseksualitet og lesbisk levevis ikke er accepteret af evangeliet,da det er synd, så kan kirken heller ikke velsigne disse forhold, fordi man mener at man med menneskelige fortolkninger kan lave om på Guds ord og værdier. Og kirken- Kristi legeme, som består af alle de troende globalt vil være i splid med sig selv, dersom man ikke længere adskiller synd fra nåden og retfærdiggørelse i Kristus!

Citat:
Det blev åbenbaret i Jesus Kristus som vor frelser, som har vist vejen. Ikke ved lov, men ved evangelium. Det er enkelt, og bliver forkyndt overalt i verden, men omstændighederne hvorunder det sker, er helt afhængig af den kultur det forkyndes i, på samme måde som Bibelen blev skrevet over mange hundrede år, og dermed igennem mange kulturer.

Prøv nu at komme ud af jordhulerne.
Søren Hansen

Citat slut.

Kommentar:
Sikke dog noget nonsens, at skrive, at omstændighederne hvorunder det sker er helt afhængig af den kultur evangeliet forkyndes i.
Jeg kan garantere dig for, at evangeliet bliver forkyndt på samme måde i Sydafrika, Østeeuropa, Kina, USA, England og på Fiji øerne. Jeg har i mange år rejst i erhvervsøjemed og nydt i fritiden, at være i fællesskab med andre kristne af alle farver og kulturer, men evangeliet er det samme alle vegne.
Så evangeleit er ikke afhængig af den kultur det forkyndes i. Det eneste forskel kan være temperaturen og vegetationen og sproget, men ellers er det det rene og uforfalskede evangelium, som bliver prædiket overtalt.

Til slut så lad mig korrigere dig i en anden af dine vildfarelser: NT blev ikke skrevet over mange hundrede år. derimod i perioden fra ca. 50 år e.Kr. - ca 90 år e.Kr.
Og hvad angår GT så har det ikke udover Guds evige pagt og profeterne relevans for evangeliets indhold.

mvh
disciple
Del Link
Mere:   1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10   Næste


flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​