"Men det bedste, man kan gøre, er at lade eleverne møde en læreruddannelse af høj kvalitet. Problemet er, at der har været alt for mange lærerfri timer, alt for meget selvstudium, ikke særlig meget praktik, og så tænker man, det her er ikke godt nok, også dropper man ud," siger Christine Antorini.

Dette kan jeg skrive under på - dog har jeg ikke droppet ud endnu. Ligesom det kommer an på lærerne i folkeskolen, hvad eleverne lærer kommer det også an på lærerne på seminariet hvad de studerende lærer! Alt den snak om selvstudium og ansvar for egen uddannelse kan man skyde en pil efter - i sidste ende er det seminarielæreren som bestemmer dagsordenen. Hvis seminarielæreren ikke sætter nogle rammer og har styr på tingene falder potentielt sindsygt interessante fag fra hinanden!

Det gik ud over mig på 2. år og 3. år med henholdvis pædagogik og almen didaktik hvor jeg havde en mildest sagt dårlig lærer - dette fordi hovedparten af klassen ikke lærte noget. En del i klassen som aldrig havde udeblevet fra undervisningen før eller i nogle af de andre timer slækkede voldsomt på de to ovenstående fag.

Det er dog mere komplekst end som så - i hvertfald mere komplekst end politikerne og pressen udlægger det som. Mens politikerne mundhugges om forslag til forbedring - uden at bakke det synderligt op, og brokker sig over at lærerforeningen aldrig lytter og er negative over for ethvert forslag, så skulle de måske tage at vende den om? For hvilken politiker lytter egentlig selv til lærerforeningen? Som Anders Bondo påpegede i et interview med DF's uddannelsesordfører i går på P1, så er det faktisk lærerne og forskerne som er de professionelle på området! IKKE politikerne! (min fortolkning af Bondos udsagn). Det lader til at politikerne tror de er "bedre" eller "hævet" over de professionelle på området. Så mit bud på hele sagen er at politikerne begynder at lytte til lærerne selv og forskerne på området og egentlig lader dem tage beslutningerne. Så er det politikernes ansvar at føre det igennem!