Anna Klitgaard skriver fra Indonesien |
10. december 2010
Lige på ækvator ligger Pontianak. Byen er knudepunkt for floder fra Borneos indre, og det gør den til en kulinarisk perle. Tilsejlende kommer nemlig hver dag med det bedste, regnskoven har at byde på – og det giver ingredienser til byens mange gadekøkkener og restauranter
Varmen og fugtigheden klasker blidt mod mit ansigt, da døren til flyet åbnes.
Grønne, våde områder træder frem og breder sig ud mod horisonten, og et skilt fortæller mig, at jeg lige nu står 00.08 grader syd. Velkommen til ækvator, velkommen til Pontianak på øen Borneo i Indonesien.
Byen er hovedstad for den vestlige Kalimantan-provins. Lige gennem den løber Indonesiens længste flod, Kapueas, som med sig fra Borneos indre bringer et bredt udvalg af regnskovens bedste ingredienser. Kombinationen af flod, hav, regnskov og et bredt etnisk udvalg af mennesker gør Pontianak til en kulinarisk perle, som jeg længe har set frem til at besøge.
På min første vandring i byen blev alle forventninger da også indfriet.
I det hurtigt tiltagende tropiske mørke, trådte lys fra utallige spisesteder frem, og grønthandlernes frugter lokkede imødekommende under de vakkelvorne halvtage. Papaya, mango, durian, bananer, meloner, chilier og lime var bare nogle af de lækkerier, jeg så, men i dagslyset næste dag blev variationen endnu tydeligere.
Det stod nemlig hurtigt klart, at den afspejler den meget forskelligartede befolkning, som hører hjemme i Pontianak. Som indgangen til øens regnskove var stedet en magnet for skibe og handlende, og en del af dem, der kom forbi, blev.
Især folk fra Kina, Malaysia og resten af Indonesiens vidtstrakte øer bosatte sig her, og det ses i dag på udvalget af restauranter, hvoraf de kinesiske er de mest iøjnefaldende.
Dog er det ikke nødvendigvis mad som i Kina, der serveres her. For de anderledes ingredienser har haft en afsmittende effekt, som er blevet utroligt populær blandt både tilflytterne og de dayaker, der i årtusinder har levet i langhuse her og længere inde i junglen.
Da jeg næste dags morgen gik på opdagelse mellem de utallige tropiske regnskyl, var sælgerne da også allerede ude, og små træboder med friske og tørrede fisk i poser, krydderier, kaffe, the og frugter lå side om side i de fleste gader.
Ind imellem lyste dayakernes batik, trækunst og perler, og i de større butikker krøb duften af kinesiske saucer, nudler og grillet and ud fra de åbne facader. Mellem al maden havde de lokale allerede taget plads, for de små overdækkede fortovsrestauranter ydede ikke alene ly for regnen, men også billig mad.
Store portioner af nasi goreng – indonesernes nationalspise – og kylling med satay-sauce samt nudler med fremmedartede grøntsager, kød og frugt dampede rundt om på de spinkle borde, og fra de mange forbipasserende familier på scootere i regnen uden for kunne man nærmest fornemme misundelsen.
Ud af det store og interessante udvalg i Pontianak har jeg dog her valgt at beskrive nogle af de retter, der er til at lave hjemme i Danmark. De mange tropiske frugter, grøntsager og fremmedartede fisk fra regnskovens indre og floder er nemlig ikke dagligvarer i noget supermarked, jeg kender. Dog skal I derhjemme i kulden ikke snydes for en indonesisk madoplevelse, og derfor kommer her et par opskrifter på noget af det mest populære mad fra Indonesien og ækvator.
livogsjael@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad