Aaah, hvor er jeg god!

Mange fattige børn, truede dyr eller alvorligt syge mennesker kunne ikke overleve uden denne særlige mekanisme, hvor man som giver får lappet på den dårlige samvittighed og samtidig pyntet på sin identitet. Og det er ikke kun dig og mig, der kan se fidusen.

Det er for eksempel langtfra noget nyt, at rige mæcener profilerer sig ved at finansiere et operahus eller en hospitalsfløj. Og mange virksomheder spekulerer i dag i at udøve socialt ansvar. Ikke bare god reklame, men simpelhen godhedsreklame.

Der er faktisk en fysiologisk forklaring på den dejlige fornemmelse, der breder sig i kroppen, når man kaster en mønt i raslebøssen hos Frelsens Hær. Den nyeste hjerneforskning viser, at vi bliver fysiologisk belønnet, når vi oplever, at social ulighed udlignes. Hjernen sørger for, at rare, hormonlignende stoffer bliver udskilt i kroppen, når der sker noget godt for andre. Med andre ord er vi programmeret til at tilstræbe social lighed, lyder forskernes konklusion.

Nu er så spørgsmålet: Findes den uselviske givertrang slet ikke? Og når nu forskerne har bevist, at det er hormonerne, der driver værket, skal jeg så have dårlig samvittighed over, at nogen giver mig god samvittighed? At jeg udnytter situationen til at få mig et godhedsfix?

Netop nu er det højsæson for gavmildhed. Og når jeg betragter mine børns uforstilte glæde over at finde et par vingummier i julesokken, og jeg selv modtager diverse kærlighedserklæringer retur i form af krøllet, klistret julepynt, skal jeg måske bare tage en dyb indånding og nyde, at der faktisk ikke skal ret meget til.

Uanset hvad, er jeg temmelig sikker på, at både det menneske, der modtager mit blod i forbindelse med en operation, og Riziki i Tanzania er ganske ligeglade med motivationen for mit bidrag. De har brug for noget fra mig. Og jeg giver det faktisk med glæde.

vaaben@k.dk