Rune Lykke Øgendahl |
10. december 2010
800.000 mennesker blev dræbt i Rwanda i 1994. I et dansk arresthus sidder nu en 48-årig mand, som er sigtet for at have medvirket til tusinder af drabene
"Dræb denne dreng for mig. Jeg kan ikke selv slå ham ihjel, for han er min svoger."
Den grufulde ordre kom angivelig fra en 48-årig mand, der i går ved Retten i Roskilde blev varetægtsfængslet for at have været en ledende figur under hutuernes folkedrab på tutsierne i Rwanda tilbage i 1994.
Det er vidner i Rwanda, som har forklaret til dansk politi, at de overværede episoden i Muganza-kommunen i det sydlige Rwanda, mens den etniske udrensningskatastrofe hærgede det centralafrikanske land.
"Det er ren manipulation," lød det igen og igen fra den lille, rødklædte afrikaner under gårsdagens fem timer lange retsmøde.
Mandens forsvarer, Carsten Brix, mener også, at vidneforklaringerne ikke bør tages for pålydende. Det til trods for, at de direkte udpeger den 48-årige som massemorder, og at flere af vidnerne enten med nogen eller fuldstændig sikkerhed har identificeret den sigtede på et foto.
"Jeg kan godt forstå, at der i dag blandt tutsierne er et behov for hævn, og derfor er det naturligt, at man peger på hutuerne, heriblandt min klient, der har været en person med indflydelse på det tidspunkt," fortæller Carsten Brix.
Opspind eller ej så var det grufulde beretninger, som anklager Lars Plum kunne fremlægge under retsmødet. For den 48-årige har ikke bare været en tilfældig medløber optændt af blodrus. Nej, han var ifølge Lars Plum en leder, der ikke engang veg tilbage for at udsætte sin egen familie for grusomheder.
Vidner har fortalt, hvordan den 48-årige ledte angreb mod flygtninge på bakken Kabuye Hill. Manden skulle have kastet to håndgranater ind i mængden. 15-20.000 tutsier blev dræbt på bakken i dagene 21.-25. april 1994.
Den 48-årige nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen om fængsling til landsretten. Han er foreløbig fængslet frem til den 6. januar. /ritzau/