Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Kapitel To: Røveriet til din ven.
Kapitel To: Røveriet
Resumé: Efter et liv fyldt med religiøse regler har 19-årige Benjamin besluttet sig for at bryde dem alle ved at røve en bank. Han har aldrig tidligere begået kriminalitet og har egentlig ikke brug for pengene. Men han er rastløs efter seks måneder som soldat i Bosnien og vil gerne udfordre sig selv. Hans barndomsven, Simon, er med på idéen
Benjamin lægger listen frem på bordet:
Sted.
Transport.
Tilgangsveje.
Flugtveje.
Politiets responstid.
Annonce
Våben.
Beklædning.
Gemmested.
Bortskaffelse af tøj og cykler.
Hvidvaskning af byttet.
Hver en detalje må diskuteres og gennemtænkes, forklarer han Simon. De må ikke efterlade sig nogen spor. Benjamin nyder det. Det er ligesom at planlægge en mission. Denne gang er der bare endnu mere på spil.
Efter Benjamin først havde foreslået bankrøveriet i bilen, havde ingen af dem kunne slippe tanken igen. De var bare blevet ved med at snakke om det, og idéen var blevet mere og mere konkret.
Ingen af dem har nogen anelse om, hvor meget de kan få ud af røveriet. Eller hvad strafferammen er, hvis de bliver taget. Det er heller ikke vigtigt. For Benjamin er det mest af alt en farlig leg. I virkeligheden kunne han lige så godt have besteget et bjerg. Eller gennemført en ironman. Men han er nu blevet så fortrolig med våben, med at håndtere fare og med at sikre sig ned i detaljen, at et bankrøveri virker lige så naturligt. Selvom han godt ved, at det er forkert. At det går imod alt, hvad han er opdraget til at tro på: Medmenneskelighed. Selvopofrelse. Harmoni.
Men hans mors ord betyder ikke noget mere. Han havde mistet alle illusioner efter hendes ulykke. Alle hendes ord kunne ikke hjælpe ham med den frygt, han havde fået for at miste dem, han holder af. Han var blevet rodløs og temperamentsfuld. Han blev et problem i skolen. Han fik nye venner og gjorde, som han ville. Alle hendes regler kunne ikke stoppe ham.
Sted.
Transport.
Tilgangsveje.
Flugtveje.
Politiets responstid.
Beklædning.
Gemmested.
Bortskaffelse af tøj og cykler.
Hvidvaskning af byttet.
Hver en detalje må diskuteres og gennemtænkes, forklarer han Simon. De må ikke efterlade sig nogen spor. Benjamin nyder det. Det er ligesom at planlægge en mission. Denne gang er der bare endnu mere på spil.
Efter Benjamin først havde foreslået bankrøveriet i bilen, havde ingen af dem kunne slippe tanken igen. De var bare blevet ved med at snakke om det, og idéen var blevet mere og mere konkret.
Ingen af dem har nogen anelse om, hvor meget de kan få ud af røveriet. Eller hvad strafferammen er, hvis de bliver taget. Det er heller ikke vigtigt. For Benjamin er det mest af alt en farlig leg. I virkeligheden kunne han lige så godt have besteget et bjerg. Eller gennemført en ironman. Men han er nu blevet så fortrolig med våben, med at håndtere fare og med at sikre sig ned i detaljen, at et bankrøveri virker lige så naturligt. Selvom han godt ved, at det er forkert. At det går imod alt, hvad han er opdraget til at tro på: Medmenneskelighed. Selvopofrelse. Harmoni.
Men hans mors ord betyder ikke noget mere. Han havde mistet alle illusioner efter hendes ulykke. Alle hendes ord kunne ikke hjælpe ham med den frygt, han havde fået for at miste dem, han holder af. Han var blevet rodløs og temperamentsfuld. Han blev et problem i skolen. Han fik nye venner og gjorde, som han ville. Alle hendes regler kunne ikke stoppe ham.
Han gnubber en ekstra gang på patronen og lægger den ned på bordet til de andre. Der er otte i alt, to løse til varselsskud og seks skarpe.
Han har filet nummeret væk fra hver patron og fra 9-millimeteren, så de ikke kan spores tilbage til Forsvaret. Nu tørrer han omhyggeligt alle dele af i to ruskindslapper for at fjerne fingeraftryk. Så er de klar til brug. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt. Bombeattrappen burde være nok, men pistolen vil være god at skræmme eventuelle forfølgere væk med.
Benjamin kigger på uret. Klokken er 09.45. Hele kroppen snurrer. Han føler sig uovervindelig og klar til hvad som helst – præcis som han plejer at have det før en farlig operation. Men han har også lyst til at gå ud og brække sig. Det er pludselig blevet alvor. Alle hans tanker og bevægelser føles, som om de står lidt skævt af virkeligheden. Som om han kan se sig selv på et filmlærred. Noget i ham har lyst til at råbe STOP til ham på lærredet, men man opgiver ikke midt i en opgave. Han har aldrig måtte give op.
Det ringer på.
Simon sætter sig ved spisebordet, og de gennemgår planen endnu en gang.
– Hvis den ene af os bliver taget, så flygter den anden, siger Benjamin.
– Du skal ikke vente. Du skal bare fortsætte efter planen.
Simon nikker. Han er mere alvorlig end normalt, synes Benjamin. Normalt er han bare en glad drengerøv på jagt efter piger – ligesom Martin: god i skolen til de fag, der interesserer ham; matematik, men ikke dansk. Opvokset i Danmark, men kun halvt dansker og uden en far.
Nu sidder han her, forknyt. Bare han ikke knækker, tænker Benjamin.
De cykler ad små stier mod banken, så politibilerne ikke kan følge dem, når de tager den samme vej tilbage. Ingen af dem siger noget. Denne gang skal det lykkes, tænker Benjamin. For en time siden kørte de ad samme stier og havde stået og kigget på banken uden at kunne få sig selv til at gøre forsøget. Det var ham selv, der havde sagt nej. Det føltes forkert.
Det gør det også nu, og hvis han kunne, ville han trække tiden ud, men pludselig er de der. De kan se folk gå ud og ind af Lokalbanken, en helt almindelig, lille nordsjællandsk bank. 50 meter derfra har de fundet en carport ved et tomt hus, hvor de kan stille cyklerne uden at blive set af nogen.
De triller derind, men Simon stiger ikke af cyklen. Hans øjne flakker. Han står bare stille.
– Du kan bare blive stående her og vente på mig, siger Benjamin så.
Han vil ikke risikere, at Simon fryser inde i banken og ødelægger det for dem begge.
Simon nikker langsomt.
– Okay.
Benjamin stiller cyklen fra sig. Bevægelserne er langsomme, selv om han mærker pulsen suse i sig. Hele kroppen føles skarp.
Han hiver elefanthuen op ad tasken og trækker den hurtigt ned over hovedet. Ser nogen ham nu, er de færdige. Øjnene flyver. Men der er ikke ingen at se på den lille villavej.
De kan stadig nå at glemme det hele, tænker han. Bare hoppe på cyklerne og forsvinde igen, men han nægter bare at give op. Har man sagt A, må man sige B. Sådan er det.
Hænderne søger mod bunden af tasken og finder den sorte sæk med bombeattrappen og pistolen. Han nikker til Simon og sætter i løb, så hurtigt han kan, direkte mod banken.
Klokken er 12.57.
Ud af øjenkrogen ser han hoveder dreje sig. Han overhaler et cyklende postbud. Og så er han der. To løbeskridt op ad trappen, river den første dør udad og braser ind gennem den næste, og så står han midt i banken. Med højre hånd griber han ned i sækken og hiver attrappen op over hovedet.
– Dette er et røveri. Hvis i tilkalder politiet, sprænger jeg bomben. Åben boksene, råber han.
Benjamin ser rundt i lokalet: Tre ansatte, en enkelt kunde. Én mand træder frem.
– Det er kundebokse. Dem har vi ikke nøgler til, siger han.
Benjamin springer hen til den forreste skranke og kigger en cirka 40-årig kvinde med krøllet, kastanjebrunt hår direkte i øjnene.
– Giv mig pengene.
Hun går straks i gang med at hive pengebundter op på bordet.
– Og du, siger Benjamin til manden fra før.
– Åben pengeboksen.
Benjamin begynder at fylde håndfulde af sedler ned i plasticsækken.
Det hele går uendeligt langsomt, synes han. Pulsen larmer under elefanthuen. Han tager fat om det sidste bundt.
– Hvis jeg hører en politibil, så sprænges bomben, råber han og banker bomben med den lille antenne ned i skranken.
Han får et godt greb om sækken og styrter mod dobbeltdørene, ud i det fri, ned ad trappen og videre ned mod carporten. Han kan se Simon stå parat med cyklerne. Det er mindre end halvandet minut siden, han forlod ham.
De hælder pengebundterne ud over bordet i det lille kælderværelse. 10 gange havde han ført en hånd fuld af penge ned i sækken. Det viser sig at svare til lidt mere end 300.000 kroner.
De er begge afslappede. Efter at have skilt sig af med tøjet og cyklerne, var de taget ind til København for at få nerverne under kontrol. Og for at shoppe lidt tøj. Det skulle fejres, at aktionen var lykkedes. Først nu, sent på aftenen, kan de ikke dy sig for at se udbyttet.
– Skal vi ikke bare tage pengene og stikke af til udlandet? spørger Benjamin.
Selvom han føler sig uden for fare, har han mest lyst til at komme langt væk. Men de bliver enige om, at det ikke er en god idé. Benjamin skal snart udsendes til Kosovo som soldat, og Simon skal videre med sin uddannelse. Desuden er det snart jul, og de vil begge gerne være sammen med familien.
Efter at Simon er gået, finder Benjamin løbeskoene og bevæger sig ud på sin sædvanlige rute. For at rense hovedet og stresse ned. Han er godt tilfreds med røveriet, men mærker en uro i sig. Han vidste godt, da han satte i løb mod banken, at hans liv for altid ville være forandret – uanset, hvad der skete. Han ville have taget et skridt, han aldrig vil kunne tage tilbage. Og nu, hvor han er kommet ud på den anden side, føles det, som om han sidder i flyveren på vej hjem efter en jordomrejse – helt anderledes, end da han rejste. Det er en følelse af uvished, men den er god, bestemmer han sig for.
Otte dage senere, klokken 20.05, i Benjamins kælderlejlighed
Han hiver til. Panelet over den ubrugte kamin sidder løst, og bag det har han gemt den sorte sæk med penge. Han trækker den ud, og tager 100.000 op og lægger dem på sofabordet. De skal deles mellem ham og Simon, resten vil de grave ned et sikkert sted i aften. Benjamin venter bare på, at han ringer.
Den sidste uge har de forsøgt at holde sig i skindet og ikke skeje for meget ud. Simon har købt et nyt musikanlæg, mens Benjamin kun har brugt penge på at betale husleje og på at købe en vaskemaskine og en blender.
De har omtalt røveriet i medierne. Men politiet har ikke meget at gå efter, lyder det. Benjamin føler sig helt rolig.
Så ringer telefonen.
Endelig. Han vil gerne have pengene ud af lejligheden.
– Det er Benjamin.
– Det er kriminalpolitiet. Huset er omringet. Kom ud ... nu.
Alt isner i ham. Hvad er der sket? Han kigger op. Vinduerne er små og i gadeplan. Han kan intet se for genskæret fra halogenlamperne. Står de og kigger ind lige nu?
Han må gemme pengene. I én bevægelse griber han en håndfuld seddelbundter og åbner sin bærbare computer og kaster pengene ind på tastaturet. Så en håndfuld mere, og med flad hånd maser han computeren sammen. Det knitrer, og så splintrer computerskærmen.
Pis.
Han må gemme pengene. Han tager en håndfuld og kaster dem ind under stuetæppet, griber ud efter resten, men stopper så op og synker sammen.
Pis. Pis. Pis.
Han går ud i entréen og finder sine sko. Der er ingen udveje. Ingen gemmesteder. Han åbner døren og tager de første skridt op ad kældertrapperne. Så hører han ladegreb. Skarpt lys rammer ham i ansigtet og blænder ham.
– Læg dig ned på jorden.
Benjamin går ned i knæ. Lægger sig roligt på maven og spreder arme og ben ud. Han kender rutinen fra Bosnien – da var det bare omvendt.
Den smalle celle er møgbeskidt. Der er tremmer for det lille vindue, som sidder så højt, at Benjamin ikke kan kigge ud. Væggene er overskrevne: "Fuck the law", "Life is a bitch", Only God can judge me".
Benjamin tager fat om sengetøjet, der er fuld af brændemærker, og gør sengen klar. Han lægger sig og trækker dynen op over hovedet. Den tunge lugt er sødlig. Uden for vinduet kan han høre politihundene gø, men ellers er der helt stille.
En fyr, de kun kender perifert, havde kontaktet dem for et par dage siden for at låne penge. Han må have hørt om røveriet. Var det ham, der havde stukket dem? Eller havde de alligevel efterladt sig spor? Benjamin er for bange til at være bitter.
Han har ikke mødt nogen af de andre indsatte endnu, men i morgen vil de sikkert stå der i døråbningen. Vil han så få tæsk? Vil bøsserne hive ham ned til bruserne, som han har set det ske på film? Benjamin ved, at han er en pæn fyr. Men også, at han er spinkel og ikke særlig høj. Det vil være en ulige kamp.
Han lukker øjnene. Hvad var det, han havde forestillet sig at kunne opnå med det røveri? Det virker så tåbeligt lige nu. Han har svigtet sin familie, det ved han. Og for hvad?
Gid hele denne film vil være forbi, når jeg i morgen åbner øjnene igen, tænker han og presser gråden tilbage.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
Historien om Benjamin er rekonstrueret ud fra mere end 30 timers interview med Benjamin, hans venner og familie samt aktindsigt i politirapporter om røverierne og indsigt i Retslægerådets psykolograpporter om Benjamin.
Af hensyn til familien er Benjamins efternavn fjernet. Alle andre navne i historien er opdigtede, mens tids- og stedangivelser er korrekte. De rigtige navne er redaktionen bekendt.
Dette er det andet af i alt fem kapitler.
Da Benjamin blev bankrøver
I november 1999 tager 19-årige Benjamin en beslutning, der ændrer hans liv. Han røver en bank, selvom han aldrig før har begået noget kriminelt. Og selvom han er opdraget kristent af sin religiøse mor. Historien om Benjamin handler om det, der går forud for en skæbnesvanger, forkert beslutning. Om hvordan et fængselsophold kan forandre et menneske. Og om, hvordan man bliver det menneske, man gerne vil være. Dette er det andet af i alt fem kapitler.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Danmark
Stillinger
-
Ergoterapeut søges til Blå Kors Minibo i Hobro
-
Præst søges til Sdr. Nærå Valgmenighed
-
Daglig leder søges til parvis.dk
-
Kirketjener søges til Lundtofte Sogn i Lyngby-Taarbæk Kommune
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 20 |
Sv. Fremtidens livsstil |
Clausny
5 timer siden |
| 1 |
Lektier/hjemmear bejde |
shansen4
5 timer siden |
| 2 |
Sv. Hvilken religion? |
Jesper
5 timer siden |
| 16 |
Sv. Religionshistori... |
Heinrich R.
8 timer siden |
| 31 |
Sv. Samtalen i hjemmet er... |
Jenni
9 timer siden |
Mest læste Liv&Sjæl
Mest læste Debat
-
1. Birthe Rønn Hornbech: Blæser regeringen på Grundloven?
-
2. Per Stig Møller: Afghanistan-krig har udvisket traumet fra Dybbøl
-
3. Åbent brev til kulturministeren. Poesiens Hus skal overleve
-
4. Karen Blixen forblev medlem af folkekirken trods pagt med Djævelen
-
5. Måske er selvfornægtelsen det mest originale ved dansk kultur
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
