De seneste 10 år har der været øget opmærksomhed på politisk kommunikation. Det er ikke længere indholdet af de politiske budskaber, der er bærende, men derimod den måde, budskabet føres i marken på.
Der er for eksempel stor forskel på, om man taler om nedskæringer eller budgettilpasninger, når man forhandler finanslov. Man iscenesætter, eller som det ofte siges, man italesætter. Det handler om at påvirke selve sprogbrugen, for antagelsen er, at man dermed også påvirker virkelighedsopfattelsen.
Den mest omfattende beskrivelse af en sådan forandringsproces af et sprog er givet af professor i romansk filologi i Dresden Victor Klemperer (1881-1960).
Han vandt posthum berømmelse, da hans dagbøger blev udgivet for 15 år siden (oversat til dansk i 2000), men allerede i 1947 udkom hans studie af Det Tredje Riges sprog, "Lingua Tertii Imperii", der nu foreligger på dansk.
Som jøde var Klemperer i 1935 blevet frataget sine akademiske titler, men selv ikke forbuddet mod at anvende biblioteker hindrede ham i at forske videre. Han overlevede krigen, fordi han som veteran fra Første Verdenskrig nød en vis beskyttelse.
Bogen er excerpter af hans optegnelser, oplevelser, iagttagelser og betragtninger, der har sproget som tilbagevendende, men bestemt ikke eneste tema. Han dokumenterer, hvordan den nazistiske sprogbrug langsomt inficerede hele samfundet.
Omskrivningerne kastede et slør over brutaliteten. Man blev ikke arresteret. Man var "bortrejst". Man blev ikke skaffet af vejen. Man blev "hentet". Også "likvidering" hører til denne kategori. Oprindeligt er det et udtryk fra forretningsverdenen, som betyder afvikling af en virksomhed.
Klemperer selv var "privilegeret". Det indebar, at han ikke blev "likvideret". Den største omskrivning var måske den nazistiske betegnelse for jødernes udryddelse: "Endlösung" – "den endelige løsning af det jødiske problem" – et ord, som interessant nok kun behandles en passant hos Klemperer.
Da han skrev sin bog, fandtes krigen endnu kun i nærbillede hos dem, der havde oplevet den. Bevidstheden om holocaust var endnu ikke fuldt udviklet, og øjenvidnerne til "Endlösung" fandtes i sagens natur ikke i noget stort tal.
Det tyske samfund blev på en sær omvendt måde udsat for en "Verjudung", en forjødning. Nazisternes voldsomme had mod jøder gjorde, at de så jøder overalt.
Inden for de tekniske fag, fortæller Klemperer, blev det forbudt at bruge betegnelsen "hertz" for svingningsfrekvens, fordi ophavsmanden, Heinrich Hertz, blev opfattet som jødisk. Nazisterne skabte begreber som hel-, halv- og kvartjøder, og dermed pressede de også de i vid udstrækning sekulariserede tyske jøder tilbage i en stærk jødisk identitet.
Vangsgaard kan i sit efterskrift ikke dy sig for at sammenligne nazisternes retorik med tonen i vore dages udlændingedebat.
At trække Hitler-kortet i vore dages debat er udtryk for en slags desperation, der sjældent bidrager med noget konstruktivt. Sammenligningen kan berettiges, fordi nazismens sprog var politisk kommunikation i en totalitær aftapning. Man skal blot huske, at politisk kommunikation ikke dermed bliver til nazisme.
Klemperers analyser er selvfølgelig pligtlæsning for enhver spindoktor. Men de er først og fremmest historisk dokumentation. Han betjener sig ikke af nogen systematisk metode andet end sin iagttagelsesevne. Den er til gengæld skarp, og det er et stærkt og tankevækkende dokument, der nu tilbydes et dansk publikum i en meget fin oversættelse.
Victor Klemperer: Det Tredje Riges sprog – En filologs notesbog. Oversættelse og efterskrift af Henning Vangsgaard. 396 sider. 350 kroner. Forlaget tekst og tale.