Arven efter Arafat. Palæstinenserne træder vande

FOR SEKS ÅR SIDEN døde Yassir Arafat, men hans ånd og arven efter ham lever i bedste velgående, og det palæstinensiske folk er ikke kommet ud af stedet efter hans 35 år lange lederskab.

Det palæstinensiske folk er et hus i splid med sig selv, hvor den eneste fællesnævner er total sejr over Israel frem for kompromis. Stadig i dag prioriteres dette mål hos både moderate og militante palæstinensere højere end en palæstinensisk stat.

Udeblivelsen af en palæstinensisk stat med en levedygtig økonomi og basal sikkerhed for befolkningen skyldes hverken Israel eller bosættelserne og har efterladt palæstinenserne i en teatralsk offerrolle, der ikke bør tages alvorligt som andet end selvforskyldt. Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings næstformand, Fathi El-Abed, prøver ofte i disse spalter at opnå det modsatte.

Tilsyneladende bliver 2010 blot et nyt år i rækken af muligheder for en selvstændig stat, som glider palæstinenserne af hænde. De muligheder, som palæstinenserne havde i 2000 og 2008, kommer næppe på bordet igen.

UD AF DEN selvdestruktive palæstinensiske kurs og det internationale samfunds accept af denne kurs – ikke mindst EU?s forhåndskrav om forhandlingernes udfald, som reelt opmuntrer palæstinenserne til kun, som Arafat, at føre skinforhandlinger – er, uanset om man kan lide det eller ej, vokset en stærk religiøs jødisk nationalisme, der er et indlysende svar på de islamistiske tirader fra Hamas og Hizbollah samt deres mæcener i Iran og Syrien.