2010 er udnævnt til fattigdomsår, hvor der har været fokus på det stigende antal fattige i Danmark.
- Colourbox.
Bodil Kornbek |
13. december 2010
Hvad er der kommet ud af dette fattigdomsår? Flere fattige. Og det vil fortsætte, indtil vi får en ny regering, der ikke bare kalder sig, men er de svages partier, skriver Bodil Kornbek, folketingskandidat for Socialdemokraterne
DET VAR SÅ DET fattigdomsår, og hvad så? Blandt andet dette: 200.000 mennesker her i landet lever på eller under OECD?s fattigdomsgrænse, som er 50 procent af den midterste indkomst i samfundet.
Men nye beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 107.000 af dem ikke bare lever på, men langt under fattigdomsgrænsen. De har mindre end 40 procent af midterindkomsten her i landet. I disse familier lever der 24.000 børn.
Fattigdom har fået antallet af julehjælpstrængende til at stige kraftigt fra år til år. Et stigende antal ansøgere har fået Frelsens Hær til at droppe hjælpen til folkepensionister og enlige eller par uden hjemmeboende børn.
Kirkens Korshær i København, som har arbejdet med julehjælp til nødstedte familier mange år, oplever 2010 som det hidtil værste. Aldrig har så mange ringet dertil fra hele landet for at få støtte. Mødrehjælpen oplever næsten en fordobling i ansøgertallet fra godt 900 børnefamilier sidste år til formentlig 1500 i år.
Børnenes Kontor vurderer, at organisationen i år får dobbelt så mange ansøgere til julehjælp, som der er penge til – samtidig med at det er blevet sværere at samle penge sammen. Antallet af danskere, der må gå fra hus og hjem, har aldrig været højere.
I alt er der i løbet af første halvår 2010 blevet gennemført 2338 såkaldte udsættelsessager på grund af manglende husleje.Ifølge Christian Høgsbro, administrerende direktør i AAB?s boliger, sættes der ti på gaden om måneden.
Er regeringen og deres støtteparti DF, som jo kalder sig "de svages parti", tilfredse med tallene? Fattigdomstal, som stiger og stiger, fordi "de svages parti" sammen med denne "de ufinansierede skattelettelsers regering" har gennemført love, som igen og igen går ud over de svage. Kontanthjælpsloftet, starthjælpen, introduktionsydelsen til flygtninge og 450-timers-reglen. Der sættes loft over og reduceres i børnefamilieydelse.
Satspuljen, der i høj grad finansierer initiativer til gavn for de udsatte grupper, falder fra omkring en milliard kroner i 2010 til 309 millioner kroner næste år. Der indføres besparelser på uddannelser som produktions-skoler, almen voksenuddannelse, efterskoler og folkehøjskoler, alle uddannelsesområder, som tager sig af svage unge.
Så hvad er der kommet ud af dette fattigdomsår? Flere fattige. Og det vil fortsætte, indtil vi får en ny regering, der ikke bare kalder sig, men er de svages partier.
Bodil Kornbek,
folketingskandidat for Socialdemokraterne,
Hybenvej 49,
Virum
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad