Jesper Ravn og Finn Jørgensen |
13. december 2010
FN-klimakonference i Mexico sluttede i fryd og gammen efter sidste års nedtur i København
Der var stående klapsalver til Mexicos udenrigsminister, Patricia Espinosa, da hun i lørdags kort før middag dansk tid lod hammeren falde på FN's klimakonference i badebyen Cancun.
De dødtrætte delegerede fra de 193 lande kunne med tilfredshed notere, at det efter to ugers forhandlinger var lykkedes at holde klimaet på FN-sporet.
"Vi har chancen for at bygge videre på en historie, hvor økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og omhu for miljøet er forenelige," sagde Espinosa.
COP16 i Mexico endte i skarp kontrast til COP15-topmødet i København for et år siden, der sluttede i mismod og mistillid mellem de store lande og mellem rige og fattige lande. Men det var en begrænset aftale, der kom ud af Cancun-mødet – og endnu langt fra en juridisk bindende aftale.
Væk er foreløbig al tale om, at klimaløsninger skal findes uden om FN. Og der er lagt op til nye konkrete skridt, når landene om et år mødes i Durban i Sydafrika.
De to største CO2-udledere, USA og Kina, holdt lav profil i Cancun.
Når USA ikke råbte op, hænger det sandsynligvis sammen med, at USA?s demokratiske præsident, Barack Obama, er i en vanskelig situation. Efter midtvejsvalget i november er republikanerne styrket, og mange af deres kongresmedlemmer anerkender ikke videnskabens forklaring om, at den globale opvarmning er menneskeskabt.
Det er ikke lykkedes Obama at få en klimalov vedtaget i hans første to år som præsident, og chancerne er blevet endnu ringere med sammensætningen af den nye kongres.
I Mexico endte det alligevel med, at næsten alle kan leve med Cancun-aftalen. Eneste undtagelse var Bolivias regering og dets præsident, Evo Morales, der bekendtgjorde, at de var kommet til Cancun for at bekæmpe kapitalismen. Under stort postyr stemte den bolivianske delegation imod Cancun-aftalen.
FN træffer normalt aftaler med enstemmighed, men Mexicos formand, Patricia Espinosa, affærdigede Bolivia og sagde, at det ikke har "vetoret" over for 192 lande.
/ritzau/