Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen. Privatfoto.
-
Af Henrik Bang-Møller |
13. december 2010
Skolen skal ikke skabe lykkelige børn, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller
Det er ikke nemt at være lærer i dag, selvom faget rummer noget af det mest inspirerende og meningsfulde ved det – populært sagt: ’at have med mennesker at gøre’.
Men i modsætning til almindeligt hyggeligt samvær formidles forholdet mellem lærer og elev af en sag og et bestemt indhold. Det er overhovedet sagen og indholdet, som bringer lærer og elev sammen. Ja, det er endog sagen og indholdet, der bringer elever og lærere sammen i en klasse og på en skole. I Danmark ydermere en
folkeskole.
LÆS OGSÅ: Henrik Bang-Møllers blogAf samme grund kan man ligeså godt forene det nyttige med det behagelige. Altså det saglige med det gode fællesskab. Når nu elever og lærere alligevel skal være sammen om sagen, kan man ligeså godt gøre det til et rart sted at opholde sig.
Så man trives ikke alene intellektuelt, men også socialt. Skolen skal med Grundtvigs udtryk være en ’skole for livet’. Og i livet er vi mennesker ikke alene kundskabsbærere, men mindst lige så meget bærere af hinandens og vores eget liv. Hvilket der ikke er nogen modsætning imellem!
I sit berømte gennembrudsværk
Den etiske fordring fra 1956 fortæller K.E. Løgstrup (1905-1981) i den forbindelse bl.a. om forholdet mellem person og sag i et fællesskab (p. 51f):
Dét menneske, som i én sammenhæng er ubeleven, genert og utryg, kan i en anden sammenhæng være præcist det modsatte: beleven, charmerende og tryg. I det første tilfælde er han eller hun i tvivl om, hvad det er, der har bragt dem sammen. Om overhovedet noget?! Intet formidler samværet, end ikke et indbyrdes kendskab, familierelationer el. lign. Men man optræder blot anonymt sammen med de andre som det vand, fisken bruger til at svømme rundt i.
I det andet tilfælde er samværet akkurat båret af en fælles sag. Og straks har samværet en idé, som formidler forholdet mellem fællesskabets medlemmer. Så selvom man ikke kender hinanden i dette fællesskab, er fortrolige eller i familie med hinanden, behøver man ikke være bange for, hvad man f.eks. skal tale om. For sagen byder sig naturligt til som oplagt formidler af samværet. Og den generte, tilbageholdende og ængstelige kan pludselig folde sig ud.
Opgør med reformpædagogikkens kulturelle vanedannelse
I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer.
Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder.
Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.
Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.
Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.
‘Sønsdagsskole for social fromhed’
Jeg er tilbøjelig til at give Søren Krarup ret i den kritik, han tidligere rettede mod den Blå Betænkning og den folkeskole, der kom ud af den: ’en søndagsskole for social fromhed’.
Man fjernede fokus fra de nyttige kundskaber og kastede sin ’kærlighed’ på barnets personlighed, som man næsten dyrkede som en anden religion.
Skolen skulle danne ’det lykkelige menneske’, mener forfatteren Stefan Hermann (f. 1971) og uddyber til Folkeskolen.dk 10. nov. 2006: »For hvem har retten til den dannelsesopgave at sørge for den personlige udvikling? Det har alle aktører jo ret til. Skolen må grænse sig af. Lykkelige mennesker som mål kan aldrig blive en del af en professionsstrategi for lærere. Lykkelige mennesker er en terapeutisk opgave«
Hjemmets (læs: forældreansvarets) afskaffelse
Omtrent på samme tidspunkt holdt hjemmets traditionelle opgaver store flyttedag. Mødrene kom ud på arbejdsmarkedet, hvor de i vid udstrækning overtog de samme jobs, som de tidligere havde hjemme, men nu blot fik løn og pension for.
Den ulønnede, men helt uomgængeligt nødvendige forældreopgave at opdrage sine børn, at sørge for en god nats søvn, sikre sund, regelmæssig ernæring, indgyde respekt og indøve naturlig indordning under et fællesskabs skrevne såvel som uskrevne regler blev hjemløs, men udsat for en historisk offentlig institutionalisering af hidtil uset omfang og rækkevidde. En sand kulturrevolution.
Skolen modtager som følge af denne udvikling nu børn og unge, der ofte slet ikke er indstillede på at modtage undervisning, at sidde stille, at koncentrere sig og at lytte.
De opgaver med at meddele eleverne nyttige kundskaber, som var skolens opgave før Den blå Betænknings tid, måtte vige stadigt mere plads for den nye opgave at ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”. Hvilket i dag kan oversættes til at indbefatte den enorme opgave, at forberede eleverne på overhovedet at modtage undervisning. Hvad man også forsøger med den såkaldte indskoling.
Eleverne i én verdens dyreste folkeskoler vil fortsætte med at klare sig dårligt i internationale tests og på et stadigt mere uddannelseskrævende arbejdsmarked i fremtiden, hvis ikke skolen får lov til at dygtiggøre sig i den opgave, som den er tildelt.
Så må far og mor atter begynde at påtage sig opgaven med at skabe trygge, lykkelige og velopdragne børn, som oplever den glæde og stolthed at kunne læse en tekst på egen hånd, at modtage masser af viden og kunne opsøge den selv. Det har vi som nation brug for.
Og det er faktisk heller ikke så ringe for eleven!
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad