Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Bogen er forsvundet fra det israelske bybillede til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bogen er forsvundet fra det israelske bybillede

"Der er ingen litterær debat i Israel," mener forfatteren Amos Oz. --

- Tonino di Marco/EPA/Scanpix.

Emneord for denne artikel

sprog | Israel | Bøger | viden | amos oz
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Bogens status er faldende i Israel, hvor sproglig og boglig lærdom er i hård konkurrence med andre medier. Men det skal man ikke begræde, mener forfatteren Amos Oz. Det er udtryk for, at Israel er ved at blive et normalt land

Israel har en række virkelig gode forfattere, der både læses ivrigt i hjemlandet og oversættes til mange sprog.

Senest har David Grossmann fået megen omtale med sin roman "To the End of the Land", som handler om kvinden Ora, der tager på en lang vandring i det nordlige Israel for at undslippe de dårlige nyheder, der måske kommer fra fronten, hvor hendes søn er i krig.

Romanen har fået ekstra vægt i ind- og udland, fordi forfatteren selv mistede sin søn i den anden Libanon-krig, kort før han var færdig med bogen, der udkommer på dansk til næste år.

David Grossmans og de andre forfatteres bøger præger dog ikke bybilledet her i Israel, hvor det kan være svært at finde en velassorteret boghandel. Den store boghandlerkæde Steimatzky har for nylig lukket en række filialer, men sidder fortsat tungt på markedet, som man deler med en anden kæde. Steimatzky fører de kendteste nye titler, som regel også på engelsk, men kædens butikker er nu ikke noget at råbe halleluja for. Vi taler ikke om femetagers Barnes & Noble-lignende bogmekkaer, snarere om Bog & Ide på en god dag.

Annonce
De monopollignende tilstande på bogmarkedet gør det svært for selvstændige boghandlere med en mere specialiseret profil at finde fodfæste i Israel. Selvfølgelig findes de, de uafhængige boghandlere i både Tel Aviv og Jerusalem, men de er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Hvordan står det så til med debatten forfattere imellem? Er den lige så usynlig, som boghandlerne er i bybilledet?

Jeg mødes med forfatteren Amos Oz og han er klar i mælet:

"Der er ingen litterær debat. De dage, hvor forfatterne mødtes på cafeerne og førte hede diskussioner, er forbi. Jeg taler med mine kolleger i telefonen, men vi diskuterer ikke litteratur offentligt. Forfattere anmelder heller ikke ny litteratur i aviserne længere."

Det lyder jo lidt trist, men på en uge, hvor Israels skolesystem kommer ind på en meget middelmådig plads i Pisa-undersøgelsen, er man tilbøjelig til at give Oz ret. Måske hører boglig lærdom og offentlig idéudveksling om litteratur fortiden til? Når man nu også ved, at det hæderkronede Hebraiske Universitet ligeledes er på en rutsjetur ned ad ranglisten over verdens bedste akademiske anstalter.

Analysen deles dog ikke helt af en repræsentant for den modsatte ende af forfatterranglisten. Ginat Aloni er alt det, som Oz ikke er: Hun er ung og kvinde og håber at debutere til næste år. Hun henter ikke sin information om ny litteratur fra avisernes kultursider, men fra en frodig underskov af litterære tidsskrifter:

"Der sker meget i ny israelsk litteratur, og der er stor lyst til at eksperimentere. Men politiske spørgsmål optager os ikke så meget," siger hun om sig selv og sine jævnaldrende 20- og 30-årige forfattere.

Man er mere optaget af sit eget og ikke af det fælles. Og skriver hellere små noveller og tegneserier end store episke romaner.

Mange forfattere lader til at være skuffede over udviklingen i de senere år og har skiftet deres traditionelle fredsoptimisme ud med en vagtsom pessimisme.

Man forventer ikke store politiske gennembrud i de fredsforhandlinger, der alligevel ikke rigtig findes, og lever mere eller mindre komfortabelt i en moderne israelsk virkelighed, der i stigende grad præges af privatiseringer, individualisering og the American way of life. I hvert fald i Tel Aviv, hvor man ynder at sammenligne sig med Manhattan. Med god grund, for det er rent faktisk utroligt, hvad der foregår i den pittoreske kystby med den heftige it-industri og det sprudlende kulturliv.

Tilbage til Amos Oz. Han har set det meste og fortæller om de første år af Israels eksistens. Dengang kunne hans far, der var litteraturprofessor, ikke få arbejde på universitetet i Jerusalem. Man ville ellers gerne ansætte ham, men der var ét problem: I statens tidlige dage var der mange flere professorer, end der var studerende. Dengang var der bøger og bogfolk overalt i Israel. Men som med så meget andet er udviklingen også på dette felt gået rasende hurtigt. Nu er det ikke poeter og professorer, der fylder i gadebilledet, ej heller velassorterede boghandler. Men det skal man ikke begræde, mener Oz:

"Nej, det er uafvendeligt. Bøgernes ændrede status er et udtryk for, at Israel er ved at blive et normalt land."

bach@k.dk

Kristeligt Dagblad bringer et længere interview med Amos Oz i Bøger&Kultur på lørdag.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​