De konkrete resultater var lige så beskedne i Mexico som i København, men stemningen var bedre, og derfor endte FN's 16. klima-topmøde trods alt med klapsalver og tilfredshed
Kontrasten var slående. Hvor klimatopmødet i København sidste år endte i halvvejs kaos under en frustreret dansk mødeleder, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), var der stående klapsalver til den mexicanske udenrigsminister og mødeleder, Patricia Espinosa, da hun slog hammeren i bordet for sidste gang tidligt i lørdags i Cancun. Euforien over, at det var lykkedes at holde forhandlingerne sammen og de interne spændinger nede, var tydelig. Som lettelsen, når familiemiddagen bliver gennemført, uden at gammelt nag blusser op.
"Vi står foran en ny æra med internationalt samarbejde," lød det således fra Patricia Espinosa, og stort set alle de deltagende lande og folkelige organisationer har sluttet sig til hendes vurdering af FNs 16. klimatopmøde som en succes. En succes, fordi det lykkedes alle de deltagende 194 lande – minus Bolivia – at blive enige om en officiel sluttekst, som nu er en del af FN's klimaforhandlinger.
I København endte det med en frivillig aftale uden for FN-systemet, og frygten var forud for Cancun, at det heller ikke denne gang ville lykkes at få en officiel aftale. Det ville have udhulet FN?s chancer for at skabe en løsning på den globale opvarmning yderligere – og ville endnu en gang have udstillet de toneangivende lande som handlingslammede. Især USA og Kina står stejlt over for hinanden og var på forhånd udpeget som den store hurdle for, at forhandlingerne ville lykkes.
Bare det at få en aftale i hus var i den situation nok til at sikre den gode stemning i Cancun – uanset, at aftalen i det klare dagslys ikke rummer mange konkrete fremskridt i forhold til at begrænse den globale opvarmning.
Først og fremmest er der stadig ingen løsning på, hvordan verden holder styr på drivhusgasserne, især kuldioxid, når den nuværende klimaaftale, Kyoto-protokollen, udløber i 2012. Efter den tid kan alle lande frit udlede så mange drivhusgasser, de vil, med mindre der bliver indgået en ny, bindende aftale. Mange lande kom i København med frivillige bud på, hvor meget de vil skære i deres udledninger – og de tal er nu skrevet ind i aftalen fra Cancun – men der er udelukkende tale om hensigtserklæringer. Det er et problem i sig selv. Et andet problem er, at de løfter, der er afgivet, kun rækker til at holde temperaturstigningerne på omkring 3,2 grader – selvom regeringerne i Cancun også skrev under på, at temperaturstigningen skal holdes under to grader.
Som i København blev der også i Cancun forhandlet om penge til at hjælpe u-landene med at sikre sig mod klimaforandringerne. Der er nu enighed om, at der skal oprettes både en fond med "hurtige penge", cirka 168 milliarder kroner, som skal kunne dele penge ud allerede nu, samt en Grøn Klimafond med cirka 562 milliarder kroner, som skal fungere fra 2020. Det henstår dog i det uvisse, hvordan pengene skal skaffes.
På enkelte områder – fældning af regnskov, overførsel af grøn teknologi til u-landene og en vis kontrol med både i- og u-landes udledninger – blev der opnået konkrete resultater, men i den store sammenhæng er de ikke vidtrækkende nok til at imponere. I hvert fald ikke indbyggerne på de lavtliggende Salomon-øer, der frygter for deres overlevelse, når havene stiger. De sammenligner, ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters bestræbelserne i Cancun med at flytte rundt på dækstolene på "Titanic".
Når det ikke lykkedes at nå videre i Cancun, hænger det i bund og grund sammen med den banale kendsgerning, at også når det gælder klimaforandringer, er de enkelte landes udenrigspolitik drevet af deres indenrigspolitiske dagsorden. Ingen lande ønsker på klimaområdet at give større indrømmelser, end de er nødt til og kan se en egeninteresse i. Hvad siger vælgerne, hvad siger erhvervslivet, og hvordan sikrer man bedst landets uafhængighed?
Overvejelserne er ikke mindst tydelige i USA, hvor et republikansk domineret Repræsentanternes Hus nu blokerer for alle tilløb til en markant amerikansk tilslutning til en klimaaftale. Den betydelige amerikanske klimaskepsis er "elefanten i rummet", som det er blevet sagt. Før USA for alvor kan gå helhjertet ind i klimaforhandlingerne, er der ingen udsigt til afgørende gennembrud.
upoulsen@k.dkLæs mere på
k.dk/klima