En læser spørger Lis M., hvordan man forholder sig til tyveri på et plejehjem.
- Colourbox.com
14. december 2010
Hvad stiller man op, når der forsvinder penge fra ens pårørende, der bor på plejehjem? Alle er under mistanke, og tilliden til institutionen på retur for en familie
Kære Lis M.
Min svigermor bor på plejehjem. Der er mange ting at rose dette sted for: De fysiske rammer er gode, maden er hjemmelavet og efter beboernes smag, og generelt er der en god tone på plejehjemmet. Min svigermor har et pengeskab, hvor hun opbevarer kontanter, men fordi hun sidder i kørestol, kan hun ikke selv åbne skabet, og den tid er også forbi, hvor hun kom i byen og handlede på egen hånd i byens butikker. Men selvom min svigermor ikke bruger pengene, forsvinder der penge fra skabet. Vi har påtalt problemet over for plejehjemmets leder og aftalt, at der skal være bilag på alle udgifter, men der er stadig et svind fra pengeskabet. Hvad gør man på andre plejehjem for at undgå den slags ubehagelige situationer? Det økonomiske tab er ikke det største problem, men den mistænkeliggørelse, som følger med, er undergravende for vores tillid til institutionen, og indirekte skader sagen også plejepersonalets arbejdsmiljø. Jeg håber, du har et godt råd til os som pårørende i denne sag.
Venlige hilsner
Svigerdatteren
Kære svigerdatter
Sagens kerne for din svigermor og for jer, hendes familie, handler om tillid til plejehjemmet. Det kan være nok så godt på mange andre områder, som du fremhæver: de fysiske rammer, god mad, som beboerne kan lide, en god omgangstone. Men hvis der forsvinder penge fra pengeskabet, ryger tilliden til stedet meget hurtigt.
Det er helt oplagt en ledelsesopgave at sikre klare og meget konkrete regler for administration af beboernes penge. Jeg har talt med chefkonsulent Tina Hedemann Jørgensen, Kommunernes Landsforening, og hun siger, at kommunerne er forpligtet til at have retningslinjer for, hvordan plejehjemmene skal administrere beboernes penge, hvis de ikke selv er i stand til det. Nu skriver du ikke, om din svigermor er på et kommunalt eller et selvejende plejehjem. Men det gør ingen forskel, fordi kommunerne har tilsynspligt over for de selvejende plejehjem. Kort sagt skal alle plejehjem uden undtagelse have klare retningslinjer for administration af beboernes penge – og følge dem. Der findes også anvisninger på, hvordan plejehjemmene kan assistere med andre løsninger som for eksempel netbank for at undgå, at beboerne har flere kontanter liggende end højst nødvendigt.
I kan begynde med at bede om at få flyttet din svigermors pengeskab ned i en højde, så hun selv kan nå det. Som jeg læser dit brev, virker det, som om din svigermor selv er i stand til at administrere sine penge. På den måde vil problemet være løst. Hvis det ikke lige kan lade sig gøre, og der bliver ved med at forsvinde penge, er der kun én vej, og det er at tage en samtale med din svigermors kommune. Hvis ikke forstanderen på din svigermors plejehjem selv kan finde ud af at få løst problemet, har kommunen et problem med den forstander.
Jeg kender et medlem af bestyrelsen på et plejehjem, og hun fortæller, at reglerne hos dem er ganske klare og bliver fulgt minutiøst til punkt og prikke. Der skal ligge bilag på alt, hvad der bliver købt, selv en pose bolsjer, og det bliver skrevet ned, hvem af de ansatte der har modtaget penge, og hvor mange. Hvis beboerne selv kan, afregner de direkte med personalet. Ellers bliver der lavet aftaler med de pårørende.
Hvis en beboer ikke har nogen familie, og der er formue, er der eksempler på, at plejehjemmet beder en uvildig advokat om at administrere beboerens penge. Dette her er heldigvis et ansvar, som jeg er overbevist om, at langt de fleste plejehjem tager meget alvorligt. Men der findes desværre brodne kar alle vegne.
Du har ganske ret i, at når der forsvinder penge, rettes mistanken mod alle ansatte. Det er meget ubehageligt for alle parter. Mange mennesker har det skidt med at klage over andre. Det kan opleves som stikkeri, og man føler sig ubekvem bare ved tanken, og vil det nu gå ud over svigermor? Vil hun blive dårligt behandlet? Sådan nogle tanker går måske igennem jeres hoveder. Men der er ingen vej udenom. I handler også på vegne af andre beboere, og derfor gælder det om hurtigst muligt at få sat en stopper for rapserierne.
Med venlig hilsen
Lis M.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad