Desværre er hans kald kørt helt af sporet. I trusselsbrevet taler han om "krigen mod islam". Undskyld, men hvilken krig taler han om? Her ser han som alle andre islamister spøgelser.
Først og fremmest ros til Jakob Holm for en fremragende leder, der sætter mangt og meget på plads.
Desværre er det jo sådan, at stort set al krigsførelse enten direkte begrundes med religion, eller opfattes som havende religiøse motiver. Religion spiller på den ene side altid en rolle i krige, men på den anden side har krige reelt ALDRIG noget med religion at gøre. Krigsførelse handler ALTID om politik.
Ikke desto mindre, er det en gængs opfattelse, at der føres "religionskrige". Begrebet er nøgternt set noget vrøvl. Fænomenet findes ikke, som andet end indbildning.
Der er givetvis mange af de, hvis hjemlande har været udsagn for invasion og krigsførelse, der mener der ligger en dagsorden bag. At der må ligge et had bag de lidelse deres nation og befolkning har lidt, eller en modbydelig politisk dagsorden. De mest udbredte er religiøs forfølgelse af muslimer og at USA er politisk djævelskab.
Det er mildest talt vanskeligt, at fremføre overbevisende argumenter for, at der må være tale om ubegrundet paranoia. Årsagen er nøgternt set, at de realpolitiske motiver bag bl.a. Afghanistan og Irak, ikke er offentligt kendte. Ergo er motiverne overladt til fantasien.
"Krigen mod islam" er en teologisk strid, og burde føres med pen, ånd og gode argumenter, og udkæmpes blandt teologer. Ganske enig.
Når Jakob Holm laver en enlig svipser, og bruger vacuum-begreber som "islamisme" og "islamistisk", er der ikke tale om gode eller lødige argumenter, ligesom der sker en uønskelig sammenblanding af teologi og politik. Den slags fup-retorik udstiller jo netop, at der er noget om snakken hvad angår "krigen mod islam" (er her: "kampen mod noget der har med islam at gøre").
Når sproget og begreberne er infiltreret af forestillinger om politisk kamp mod religioner, når stater fører krige uden meningsfulde og offentligt publicerede realpolitiske dagsordener og samme krige i al deres afstumpethed og umenneskelighed medfører usigelige lidelser og traumer, kan det ikke undre at dybt frustrede og fortvivlede personer kan bilde sig ind, at de kan få øje på mønstrene i vanviddet, og synes at de må handle tilsvarende vanvittigt.
Ærlig, nøgtern og uforløjet snak med fokus på realiter alene, er vist den mest anerkendte og virksomme behandling mod tvangsforestillinger og dermed de forrykte og irrationelle handlinger de forskruede nogle gange finder på. Måske var det en idé at forsøge sig med den tilgang?








































