Paul Zebitz Nielsen |
11. december 2010
To mænd mødes på en bænk på gaden under juleguirlanderne
"Jeg hører, at du kommer sammen med en tvilling. Hvordan kan du egentlig kende forskel?".
"Åh, du - det er såmænd ikke så svært. Hendes bror har skæg."
Tjah, virkeligheden er sommetider en anden, end man umiddelbart tror.
Så er det advent igen. Sikken en voldsom trængsel og alarm. Hej hop - nu kører det derudad. Adventstid og juletid. Barneøjne tindrer, voksne ser målbevidste ud, og der er forventning i luften i et hav af lys i en mørk tid med adventskoncerter og julemøder, mens forretninger kører ræs i højeste gear.
Og midt ind i alt det mindes vi gamle dage med barndommens jul, som kan åbne døren til julestemningens eventyrrige, selvom verden nok ikke var mere idyllisk dengang, og menneskene med deres glæder og sorger var af samme beskaffenhed som i dag.
I 1948, da jeg var 12 år, deles Europa for eksempel af et 'jerntæppe', og den 'kolde krig' mellem USA og Sovjetunionen skærpes.
I Indien myrdes Mahatma Gandhi, i Mellemøsten angribes Israel af nabolande ved sin fødsel, og FN's fredsmægler, grev Folke Bernadotte, dræbes i Jerusalem, mens USA er klar med Marshallhjælp til det krigshærgede Europa.
Herhjemme henrettes landsforrædere fra besættelsestiden, de første kvindelige præster dukker op, dansk fodbold får OL-succes i London, og i oktober åbner kong Frederik IX Rigsdagen, mens samfundsdebatten om flygtningestrøm, dødsdomme, økonomi, krigstrusler og politikermoral fortsætter.
I adventstiden trækker juleudstillinger, biografer og radio folk til, og hjemme hos os forberedes der på livet løs, mens engle og nisser dukker op i stuerne. Vi venter og håber - og forventningens glæde er den største, som min far siger juleaften, da han har glemt at købe julegaver. Men så kommer julemanden med gavesækken - og vi børn synes, at det er synd for min far, at han ikke får hilst på ham. For nu er det endelig jul.
Tilbage til nutiden. Erindringen er en særlig kraft, og for mange er det især minderne om barndomsjulen, der dukker op, når julen nu igen melder sin ankomst med gentagelsens og traditionens styrke - midt ind i den glædens fest, som Selma Lagerlöf skriver om i fortællingen 'Den hellige nat':
"Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke måne og sol, der er det væsentlige, men det, som er fornødent, er, at vi har øjne, der kan se Guds herlighed."
Juleaften i år holder jeg gudstjenester på Lolland i landsbykirkerne i Hillested og Vejleby, hvor Kaj Munk gik i skole. Denne kristne stridsmand med det sprælske sind, der blev sognepræst i Vedersø på den jyske vestkyst og under den tyske besættelse i 1940'erne gav sit liv som knap 44-årig for den frihed, vi har i dag. Måske tænker jeg på hans livs drama, når jeg står på prædikestolen i kirken i Vejleby, hvor han lærte kærlighed til Danmark og Grundtvig, og måske fantaserer jeg om, at han sidder dernede på kirkebænken og siger: "Tro er handling."
Søren Kierkegaard sagde engang: "Man kan bedrages på mange måder. Man kan bedrages ved at tro på det usande, men man kan også bedrages ved ikke at tro på det sande. Og hvilket bedrag er vel det farligste?"
Det sande for mig er, at Jesus blev født i Betlehem for 2000 år siden som Guds søn, ja, Gud selv, og at han i dag siger direkte til dig og mig, at den, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Glædelig advent.
Paul Zebitz Nielsen,
journalist og præst,
Humlevænget 3,
Nykøbing F
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad