Folkeskolen kommer alle ved, måske dog ikke dem, som har valgt deres egen skolevej, men det er da de færreste. De fleste voksne har selv haft oplevelser, som præger holdningen eller de har nu børn i skolen, hvor de er i kontakt med den.

Mange kloger sig på skoleforhold udfra f. eks. af politisk økonomiske grunde, men egentlig indleven i skolelivet har de tilsyneladende ikke. Vurderingen dannes også ud fra helt groteske forestillinger om ”verdens bedste skole”, og de vil styre den med læseplaner og reguleringer, men siger, at der er lokalt selvstyre.

I den forbindelse kommer jeg til at tænke på min fysikprofessor, som havde været 2 uger i England. Han havde glædet sig til at se undervisningen, men han så kun elevøvelser med luppen i de to uger, for planerne bestemte, at det skulle alle lave på den tid. Det er styring!

KDs interview med Keld Grinder Hansen fortæller udmærket om historien, men der er et par punkter at bemærke. Det er rigtigt, at ikke mange mennesker mere opfatter deres arbejde som et kald, heller ikke lærerne. Der er jo to sider ved sagen, som skal samordnes. Lærerne skal leve af lønnen, og arbejdet skal udføres kvalificeret og med indlevelse.

Med tiden medførte en mærkelig mistro til, at lærerne arbejdede nok for lønnen, til at der blev gennemført en arbejdstidsundersøgelse. På grundlag af den indførte man en optælling af lærernes arbejde i undervisningstid = U-tid, forberedelsestid = F-tid og resten Ø-tid. Jeg kan af personlig erfaring sige, at det fjernede sidste rest af kaldstanken på et øjeblik, og det vil tage utallige år før den nye mentalitet er fjernet. Lærerne blev timearbejdere og tænkte som sådan. Kommunerne fik i øvrigt den overraskende erfaring, at der slet ikke mere var timer nok til at få udført det arbejde, som man hidtil havde regnet med.

Men uanset alle ydre forhold, så er det i mødet elev-lærer, at skolen virker. Det er her tillid og fortrolighed skal findes. Det er grundlaget for al videre udvikling i skoletiden. Der er også grund til at nævne, at selv om eleverne har samme levealder, er de uendeligt forskellige i udvikling.

For at kunne magte denne udfordring kræves en rigtig god uddannelse af lærerne, som jeg ikke har set udfolde sig. Det kræver nemlig, at de folk, som uddanner lærerne selv har det fornødne kendskab til livet i folkeskolen på voksenplan. Når f. eks adjunkt Johannes Adamsen i kronikken peger på, at man i det faglige, skal have den fagdidaktiske dimension med, så er det en øm tå. Undervisere af kommende lærere skal have en meget grundig uddannelse; personlig fagfaglig kunnen er ikke nok.

Den tid, som jeg for mange år siden brugte på Danmarks Lærerhøjskole for at blive bedre til matematik og fysik/kemi mv, hvor forsøgsundervisningen var inddraget, var utrolig vigtig for mig. Så blev DLH lukket! Hvad man fik i stedet er ikke rigtigt gået op for mig! Det er nok min skyld, at jeg ikke kan se det gode i det nye.

Det er klart, at en lærer skal kunne sine undervisningsfag, men der skal også praktisk erfaring til. Det varet nok 5-10 år at få nødvendig erfaring til at kunne kalde sig rutineret. Det er lang tid, og i begyndelsen ville det sikkert være fint, at en ny lærer kunne gå som fast vikar eller hjælpelærer med en erfaren person. I København var man fast vikar i 2 år i sin tid. Det er f. eks. en sådan erfaren lærer, som skal tage sig af de små nye elever, så deres begyndelse i skolen bliver bedst mulig. Fejl i begyndelsen holder længe, og kan være årsag til mange andre problemer.

Altså, kritikere, prøv indlevelsens kunst.

Søren Hansen