"Skuddet"
Intense er årene, hvor man oplever alt for første gang. Og intens er også Marianne Gades ungdomsroman "Skuddet", der handler om et år i gymnasiepigen Dittes liv. Over godt hundrede sider oplever hun kærlighed og hævn, svigt og forsoning. Og så har hun endda mistet sin mor, inden historien overhovedet er begyndt. Ditte bliver veninder med Re-gitze, der også er flyttet på landet alene med sin far; de er meget forskellige med Regitze som den erfarne og tilsyneladende selvsikre, og historien har det skæve venindeforhold som et velvalgt omdrejningspunkt. Da Ditte bliver kæreste med Kristian og alligevel viser sig ikke at være det, aner man, at skuddet i titlen snart må falde. Det er indimellem rigtigt spændende. Men de mange temaer og konflikter udfoldes ikke rigtigt og kommer ikke til at stå klart for læseren. Måske er det derfor, jeg-fortælleren hele tiden skynder sig at forklare, hvordan personernes reaktioner og indbyrdes relationer skal forstås? Det er problematisk, fordi det skal forestille at være Ditte selv, der fortæller historien, og når fortællerstemmen heller ikke synes at være alderssvarende, får man en fornemmelse af, at der er en bedrevidende og voksen fortæller, der hele tiden hvisker med. Dermed kommer historien om året med de intense oplevelser til at mangle troværdighed, og derfor rammer "Skuddet", der er forlaget Autors første udgivelse, desværre forbi.
Marianne Gade: Skuddet. 120 sider. 170 kroner. Autor.
"Da far var dreng"
"When Dad grows up" hedder bogen på engelsk. Når far bliver voksen. Og det er egentlig en bedre titel end den danske "Da far var dreng", for faderen i denne billedbog for de små er herligt i kontakt både med barnet i sig selv og med sønnen, der vil høre, hvad han drømte om at blive som dreng. Faderen fortæller om alt det, han gerne ville være – lige fra brandmand til løvetæmmer – idet det samme mønster gentages: Sønnen synes først, at det lyder fantastisk med netop dette job, men kommer så med en indvending, der får faderen til at komme med et nyt forslag, indtil de til sidst bliver enige om, at det bedste ville være, hvis han havde sin egen kæmpestore slikbutik. Det er den kærlige og anerkendende samtale imellem far og søn, der gør indtryk, og derfor kunne man gerne undvære faderens tilføjelse af, at det bedste, han dog ved, er at være far. Det kan man fint mærke, at han synes, uden at det behøvede at blive sagt direkte. Illustrationerne er imidlertid ikke for søde; de er snarere lidt pudsige og grelt grimme i farverne. Men historien er både klog og varm og godt fortalt af Dan Oryan, der både er far og ambassaderåd på Den Israelske Ambassade i København.
Dan Oryan: Da far var dreng. Illustreret af Pepi Marzel. Oversat af Hanne Friis. 24 sider. 99,95 kroner. Fino!
"Ved arken klokken otte"
Der sidder tre pingviner i en ark. Det lyder som begyndelsen på en dansk revyklassiker, og "Ved Arken klokken otte" er også skrevet til teateret som et slags kammerspil for pingviner med den hvide due og Noa som eneste andre på scenen. Og nu er stykket så blevet til en underfundig og morsom fortælling for de 6-10-årige, der så småt er begyndt at spørge til, hvem Gud er, og hvordan man i det hele taget kan vide, at Gud er til, når man aldrig har set ham. For det er det, de hidsige og naive, men alligevel elskelige pingviner undrer sig over og taler om. "Måske er Gud helt anderledes, end vi forestiller os," svarer Noa og afviser, at de to skulle ligne hinanden med hvidt hår og langt skæg. Det er ellers det gudsbillede, man finder i de allerfleste børnebøger, men det kan være, at børn har helt andre billeder af Gud, hvis de ellers får plads at være på? Bogen nævner ikke religionsdialog og indbyrdes tolerance med et ord, men fungerer ikke desto mindre som én stor latterbåren invitation til det samme. Den afmytologiserende religionskritik taber imidlertid højde til sidst, da troen effektivt reduceres til et spørgsmål om indbildning og trøst. Det svækker en ellers vellykket bog, og det er ærgerligt, for man har været i særdeles godt selskab under det meste af overfarten.
Ulrich Hub: Ved Arken klokken otte. Illustreret af Jörg Mühle. Oversat af Birgit Fuglsang. 64 sider. 229 kroner. Turbine.
"Hvad fætter gør er altid det rigtige"
Man kan altid gisne om, hvad H.C. Andersen mon ville sige, hvis han vidste, hvad hans eventyr blev udsat for i dag. Og jeg tror, at digteren, med sit greb om det talte sprog og fintmærkende sans for kulturelle koder, ville more sig over Manu Sareens nyfortolkning af historien om manden, der tager af sted for at sælge en hest og kommer hjem med en sæk rådne æbler og overraskende nok får "kys og ikke knubs" af sin kone. I "Hvad fætter gør er altid det rigtige" er fatter meget oplagt blevet til fætter, og vi er ikke på landet, men på Vesterbro, hvor Osama hjælper til i sin fars kiosk. Da strømmen går, fordi regningen ikke er blevet betalt, bliver han sendt af sted med en tyggegummiautomat for at skrabe 1000 kroner sammen. Drengen møder alle gadens typer på sin vej, og de 5-9-årige, bogen henvender sig til, vil snart afkræve deres omgivelser forklaringer, der meget vel kan blive besværlige at give. Men den oprindelige histories markante ironi er erstattet af en mere umiddelbar humor, og der er stor varme i beskrivelsen af Osama og hans familie, der godt nok snakker underligt og handler ud fra en egen kiosklogik, men altså ikke desto mindre klarer sig på bedste beskub.
Manu Sareen: Hvad fætter gør er altid det rigtige. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. 32 sider. 100 kroner. Politikens Forlag.