Jul med kalkun

Da jeg for nylig besøgte Slesvig Domkirke, gik jeg i en smuk processionsgang, hvor der blandt andet er malet kalkuner på væggen. De fleste mener, at det var Columbus, der i 1492 opdagede Amerika og dermed kalkunen, som man ikke kendte i Europa. Men da kalkunerne i Slesvig Domkirke er malet i 1300-tallet, har nogen været i Amerika før Columbus. De må også have været de første europæere, der har spist kalkunsteg. Man kan få store tanker i en kirke. Jeg bestemte mig i alt fald for, at min julemiddag i år skulle være en stor, fritgående kalkun tilberedt i bedste amerikanske stil.

I Los Angeles har jeg en veninde ved navn mrs. Fong. Hun syer smukke messehagler og steger saftige kalkuner. Hun siger, at det er en kunst at sy klæder, der ærer Vorherre og glæder mennesker. Men, tilføjer hun, det er også en kunst at stege en kalkun, så den ikke bliver tør. De fleste mishandler dyret ved at proppe en masse fyld ind i det. Det forlænger ikke kun stegetiden væsentligt. Man risikerer også, at fyldet udtørrer kalkunen, eller at det aldrig bliver gennemstegt. Hvis man absolut vil have et eller andet ind i kalkunen, kan man nøjes med nogle halverede økologiske citroner eller et par løg skåret i kvarte stykker. Når en kalkun skal steges, skal den lægges med brystet nedad. Det holder brystkødet saftigt, fordi det vædes af rygstykkets fedt.

Mrs. Fong har også lært mig, at julekalkunen skal have indopereret et lag af friske krydderurter mellem brystskindet og brystkødet. Forsigtigt, som når hun syer på en af sine fine silke-messehageler, har hun demonstreret for mig, hvordan hun løsner brystskindet helt ned til lårene med sine fingre og danner en lomme til fyldet. Jeg forstår godt, at mange spiser flæskesteg eller gås eller and juleaften. Det er lækkert kød til fejringen af Jesu fødsel. Men jeg forstår ikke, at kalkunen ikke hitter som julemad her i Norden. Det var trods alt vore forfædre, der fik dyret til Europa. Formodentlig fordi kødet smagte dem godt.