Det kimer nu

Den gamle, kimende landsbykirke havde strålet imod os, da vi i eftermiddagsskumringen højtidsstemte havde bevæget os hen imod den. Selv det knasende grus havde lydt som en fest. Man fik lidt ondt af de døde, fordi de heller ikke denne dag - og ikke mindst aften - kunne få lov til at holde fri fra gravene.

For en gangs skyld var kirkegang "velkommen gave". Da vi sang "Det kimer nu til julefest", var det, som om vi svævede på stjernetæppet fra en anden salme, svævede op i lyksaligheden. Lysene på træet i koret blev til nogle af de himmelske stjerner. Himmelske, ja, men samtidig var de lige omkring én. Denne ene aften om året ikke bare rakte man efter dem – man kunne nå dem.

Alle sad vi tæt, skulder ved skulder. Jeg vidste, hvem de fleste var. Og dog var de ikke til at genkende. Det var, som om de var forvandlet til andet og mere end det, de var til daglig.

Som for eksempel gårdmanden dér på en af de ekstra bænke, der var blevet båret ind. En sommerdag, der i den gran- og stearinduftende kirke forekom fjern indtil det uvirkelige, havde han skældt ud på mig og nogle andre, fordi vi på eget initiativ havde inddraget hans græsmark til fodboldbane. Han havde råbt ad os med en mund, der på grund af snuset både omkring og i den havde set ud som et grimt, sort hul. Men sådan var den slet ikke mere: ingen snus optog pladsen for den sang, der nu strømmede ud af ham.

Siden konfrontationen havde jeg undgået ham. Det behøvede jeg ikke den dag. Hans åsyn var så mildt. Ren jul. Han kunne kun velsigne, det var jeg sikker på. Verden var god. Han var god. Alt var godt. Sådan var julen.

Og tilmed havde jeg konstateret, at farmor stadig var levende nok til at lægge en flad pakke med mit navn på ind under juletræet. Jeg næsten smilede til gårdmanden - i hvert fald med det yderste af øjnene - idet jeg sang mig endnu dybere ind i opfyldelsen.

grymer@k.dk