Erik Bjerager |
17. december 2010
Der er brug for begge dele, hvis samfundet skal fungere
Miljøminister Karen Ellemann (V) har meldt Ekstra Bladet til politiet, oplyste hun i går. Journalister fra avisen har været på ministerens private bopæl og tømt hendes skraldespand for at kontrollere, om hun nu selv overholder sin politiske anbefaling om at udnytte maden bedre og smide mindre væk.
Ministerens reaktion er indlysende, fordi hun som politiker bliver nødt til at trække en grænse for, hvad der skal være offentligt og privat.
Journalistikken i de danske medier og i særdeleshed tabloidjournalistikken bliver i stigende grad letbenet og kulørt, og det er ikke uden grund, at udviklingsminister Søren Pind (V) forleden i et interview kunne sige, at pressen for ham at se i alt for høj grad har udviklet sig fra at være en vagthund til at være en jagthund.
Pressen skal stå vagt om demokratiet og afsløre urent trav i både den offentlige forvaltning og lovgivningsprocessen, men i alt for høj grad udfolder den en nidkærhed på andres vegne, som ikke mindst landets ledende politikere med mellemrum lider under.
Med det i baghovedet er det lettere at forstå forslaget til en ny offentlighedslov. Den har der været arbejdet på i en kommission i otte år, og resultatet er nu fremlagt og lægger op til både øget åbenhed og større lukkethed. Danmark fik i 1970 som det første land i verden en lov om offentlighed i forvaltningen. Den giver borgere, virksomheder, organisationer og pressen ret til se myndighederne efter i sømmene. Loven understøtter ytringsfriheden, og som sådan er den en grundsten i det moderne demokrati.
Det nye lovforslag indeholder mere end 25 elementer, der udvider åbenheden, og en håndfuld, der indskrænker den. Den mest kritiserede er, at der ikke længere skal være aktindsigt i den såkaldte ministerbetjening.
Normalt er der aktinsigt i al kommunikation mellem myndigheder, herunder to ministerier, og fordi den politiske proces i høj grad har udviklet sig sådan, at en minister i dag ikke bare rådgives uden om aktindsigt af sit eget departement, men også af andre ministerier, er denne betjening omfattet af den eksisterende lov om offentlighed.
Den åbenhed, hvor ethvert taleudkast eller notat på tværs af ministerierne er potentielt offentligt, hæmmer det politiske arbejde, mener regeringen, og deri har den uden tvivl ret. Den nuværende lov tilskynder en minister til – af frygt for offentlighed om en sag – alene at søge råd i sit eget ministerium, selvom det er sundest for demokratiet, at ministeren får det bedste råd, uanset hvor det kommer fra.
Kritikere af lovforslaget, herunder det meste af pressen, peger på, at en række journalistiske afsløringer som overbetalingen af privathospitalerne og dårlig forvaltning hos udlændingemyndighederne ikke kunne have fundet sted med den bebudede lovstramning.
Der tegner sig med Dansk Folkepartis seneste udmelding nu en modstand mod, hvad der kan være en vidtgående stramning af offentlighedsloven på netop dette område. Og det er set herfra også problematisk, at begrebet ministerbetjening kan defineres så bredt, som der lægges op til.
I et demokrati er åbenhed om beslutningerne og gennemskuelighed i processen afgørende for vælgernes tillid til politikerne. Åbenhed er en styrke for demokratiet, men uden et element af lukkethed går det ikke. Det viser de seneste ugers Wikileaks-afsløringer med tydelighed. Des mere ansvarlig og etisk pressen arbejder, des højere grad af åbenhed kan systemet leve med.
Lad os derfor gerne få justeret den nye offentlighedslov, så den sikrer yderligere åbenhed, men pressen må samtidig gribe i egen barm, styrke seriøsiteten og bruge åbenheden med omtanke.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad