Nissedyrkelsen er et udpræget dansk fænomen. Vender man blikket mod de kristne nabolande mod syd, ser man ikke skyggen af de skæggede, rødklædte væsener. Her er det julekrybben, som er i centrum. Ikke bare i kirker, men også i private hjem. I Norden har julekrybben aldrig kunnet udkonkurrere nisserne.

Set i lyset af kristendommen har Jon Knudsen derfor helt ret. Kristendommen kom for at befri mennesket fra mørkets magter og fra væsener, som havde ondt i sinde. Nisserne repræsenterer derfor et åndeligt univers, som kristendommen kom for at overvinde.

Når det så er sagt, må man samtidig også sige, at selve aktionen med at hænge nissen i en galge ikke fremmer budskabet. Et drab, også selvom det kun er på en dukke, strider imod kristen tro. Dæmoniske kræfter kan kun bekæmpes med dåb, bøn og faste og ikke ved provokation. Det får kun ånderne til at gå til modangreb.

Men det burde i princippet ikke vække så voldsomme modreaktioner i befolkningen, at en kristen kirke blot gør det, som den er sat på jorden for – nemlig at knuse mørkets magt.

For det, som måske vækker allermest opsigt ved sagen, er, at den har medført alvorlige trusler mod Jon Knudsen. I et af tilfældene måtte det anmeldes til politiet. Og som sagt har kirken set sig nødsaget til at have et vagtværn for at undgå hærværk mod kirken. Præsten må også slukke for sin telefon om natten for at undgå chikane.

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen. Den danske Muhammed er en nisse.

Velvidende at mange danskere umiddelbart vil sammenligne troen på Gud med troen på nisser, som socialdemokraten Ritt Bjerregård også gjorde engang, så er der alligevel åbenbart gevaldig forskel. Alt imens man passivt accepterer, at kristendommen får mindre og mindre plads i det offentlige rum, kæmper man bravt for nisserne. Hvad siger det om nationens åndelige tilstand?

Selvom vi af politikere og meningsdannerne hjernevaskes med, at vi lever i et sekulært, hvis ikke sekularistisk, samfund, så peger sammenstødet mellem præsten og nisseforkæmperne på, at det ikke holder stik.

Hvordan kan man finde på at true med vold over en hængt stofnisse i et samfund, hvor man bryster sig af at tænke rationelt og videnskabeligt? Og hvorfor er der stort set ingen, der løfter et øjenbryn, hvis korset enten fjernes fra det offentlige rum, eller Jesus udsættes for grov og vulgær satire?

Den engelske biskop Less-lie Newbigin (1909-1998) måtte, da han vendte hjem til Europa efter en lang årrække som missionær i Indien, konstatere, at han ikke kom tilbage til et sekulært samfund, men til et hedensk samfund. Samfundet var ikke uden gud, opdagede han, men fuldt af falske guder.

Nisser spiller naturligvis ikke nogen synderlig rolle i danskernes hverdag og deres spiritualitet, men den voldsomme aggression mod den, som vover at konfrontere hedenskabet, som nisserne er en del af, vidner om, at samfundet slet ikke er så sekulært og rationelt, som det bilder sig ind at være.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen