Lærernes autoritet er noget af det, der skal til for at redde folkeskolen, mener Kirsten Mølvang
- Colourbox.
Kirsten Mølvang |
17. december 2010
Det er en ynk at høre alle de dårlige forklaringer, der gives på elevernes manglende færdigheder i dansk, skriver Kirsten Mølvang, forfatter, tidligere lærer og skolebibliotekar
NÅR JEG SÆTTER MIG i tandlægestolen, er det med en forventning om, at min tandlæge ved, hvad han gør. Hvad enten det drejer sig om et rutinetjek eller en større behandling, er jeg på forhånd fuld af fortrøstning til hans ekspertise. Jeg stiller spørgsmål, han går i gang. Jeg føler mig ikke klogere end ham. Jeg regner med hans kompetence.
Og sådan er det for de fleste andre fag. Vi regner med fagmandens kompetence.
Mærkeligt nok gælder det ikke folkeskolen. Måske fordi vi alle har gået i skole engang og derfor har vores klare mening om, hvad der skal foregå og hvordan. En mening, vi som forhenværende elever, nuværende forældre eller bedsteforældre ikke tøver med at give til kende, ja, måske ligefrem synes, vi har ret til at pådutte skolen.
Det er en ynk at høre alle de dårlige forklaringer, der gives på elevernes manglende færdigheder i dansk, og det er sørgeligt, at al debat konstant er politisk.
Jeg undrer mig over, om alle borgmestre, lokalpolitikere og folketingspolitikere har været på retorikkursus og lært at tale udenom? For ingen svarer nogensinde på det, de bliver spurgt om, men sørger for at bringe egne synspunkter frem i stedet!
Med 37 års undervisningserfaring i dansk er der nogle helt enkle ting, der springer i øjnene, og de kan ikke lige ændres. Hvorfor er det så svært at acceptere, at lærernes uddannelse højnes og foregår på universitetet? En solid, faglig viden må være basis for al god undervisning. Den pædagogiske side af uddannelsen behøver ikke at forsvinde af den grund.
Jeg har set eksempler på, at dansk-lærere ikke kan stave, ikke er hjemme i tegnsætning og er dårlige til at formulere sig i skrivelser til forældre. En lærer skal ikke være en konsulent. En lærer er en engageret fagperson, der er "på" i hver eneste lektion. Han kan sit kram og stiller krav til elever og til forældre.
Børn går i skole for at lære masser af færdigheder i en række fag. For at øve sig og tilegne sig viden. Mens de gør det, udvikler de sig og lærer at indgå i sammenhænge, tage stilling og diskutere og så videre.
SIDEN 1970?ERNE har man glemt, ja, det har nærmest været et fyord, at det er praktisk at have en paratviden, at kunne noget teori. For at tilegne sig viden er det vigtigt at være i et roligt miljø, hvor eleverne er stille, hører efter og løser de stillede opgaver.
De fleste unge og yngre forældre er vokset op med retten til at bestemme alting, og de synes ofte, at det også er en ret, de har i barnets skole. På den måde mister læreren sin naturlige autoritet og får en helt anden rolle end tandlægen.
De mange gode tiltag i indskolingen kan heldigvis ses på læsefærdighederne i 3. og 4. klasse. Hvorfor går det så så dårligt i 9. klasse?
Alle forklaringer ligger ikke nødvendigvis i den udskældte folkeskole.
Hvis man ser på, hvad børns hverdag består af, så er den fyldt med aktiviteter, lige fra de starter i skole, til de går ud efter 9. klasse. Det er ikke noget under, at de kører træt og længes efter forandring. De fleste børn går til noget om eftermiddagen. En tidsmæssig faktor er også transporten til aktiviteterne.
Sent på eftermiddagen er der lektier, og for de større børn samvær med kammerater. I 7. eller 8. klasse har de fleste elever fritidsarbejde, for de stiller krav om dyr teknologi.
Et stort barn på 14 år kan selv tjene sine lommepenge, og forældrenes udgifter reduceres en anelse. Men se lige på den hverdag, de store børn har! Mange fag, lang skoledag, fritidsarbejde, fodbold, musik eller andet, kammerater, fester, lektier. Listen kan sikkert blive længere.
Hvornår skal de nå at fatte interesse for at tilegne sig yderligere viden? Hvornår skal de nå at læse den roman, der giver læsefærdighed? Mange store elever er interesserede i at læse andre ting end deres lektier, men de har ikke tid. De bliver både fysisk og mentalt trætte af deres sammenpakkede hverdag, og den eneste måde at ændre det på er at begrænse deres fritidsarbejde, ændre på holdningerne og kravene til materielle goder, og der kommer forældrene på banen.
Og det bliver en svær omgang. For det er bekvemt, at børn selv tjener til de dyre forbrugsting og mærkevarer, og når børnene er på arbejde eller til fritidsaktiviteter, laver de da ikke ballade. Der er altså tale om holdningsændringer, der gennemsyrer hele samfundet, og der er Danmarks befolkning ikke enig. At lære at yde, før man kan nyde, er ikke let! For vi vil alle sammen det hele. Ved at give lærerne solid viden, give dem ret til at sætte spillereglerne, give dem autoriteten tilbage, kan man måske nå et stykke ad vejen.
Kirsten Mølvang,
forfatter, tidligere lærer og skolebibliotekar,
Schjørringsvej 4,
Kolding
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad