Jeppe Villadsen skriver fra Nairobi |
18. december 2010
Den Internationale Straffedomstol i Haag har udpeget de hovedansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden i Kenya for tre år siden
Et suk går over Kenya. Efter tre års venten er der endelig sat navne på de ansvarlige for de blodige uger, der fulgte efter Kenyas omstridte præsidentvalg for tre år siden. Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har udpeget seks personer fra den absolutte politiske top som hovedansvarlige for urolighederne, hvor mindst 1300 mennesker blev skudt, brændt og hakket ihjel. Titusindvis af huse blev brændt ned til jorden, og kampene udløste en flygtningestrøm i Kenya med omkring 700.000 mennesker på flugt.
"Tiden efter valget i 2007-2008 var en af de mest voldelige perioder i landets historie. Der var ikke kun tale om forbrydelser mod uskyldige kenyanere, men mod menneskeheden som en helhed," lød det tidligere på ugen fra ICC's chefanklager, Luis Moreno-Ocampo.
"Ved at bryde den onde cirkel med straffrihed for alvorlige forbrydelser kan ofrene og deres familier opnå retfærdighed. Og Kenya kan få banet vejen for et fredeligt valg i 2012," sagde Luis Moreno-Ocampo.
Blandt de anklagede topfolk er Kenyas finansminister og vicepremierminister, Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas landsfader og første præsident, Jomo Kenyatta; Francis Muthaura, der er øverste chef for statsforvaltningen og en af præsident Mwai Kibakis tætteste allierede; og William Ruto, der stiller op til præsidentvalget i 2012 og anses for at være den mest magtfulde politiker i Rift Valley, hvor de værste uroligheder udspillede sig. Han er for tiden suspenderet som undervisningsminister efter korruptionsanklager.
Anklageskriftet fra ICC har været ventet længe – og i spænding. Ingen er hidtil blevet stillet til ansvar for de blodige uroligheder, og utallige løfter fra regeringen om at oprette et lokalt kenyansk tribunal er aldrig blevet indfriet. De seks anklagede nægter sig alle skyldige.
"Min straffeattest er ren, og det forbliver klart, at jeg ikke har begået nogen forbrydelse," lød det fra Uhuru Kenyatta efter anklagerne.
Ruto er gået mere drastisk til værks. Han har stillet forslag i parlamentet om, at Kenya skal ophæve sin ratificering af Rom-statuetten og dermed fjerne ICC's grundlag for at retsforfølge de skyldige.
Det kommer dog næppe til at ske. Men præsident Mwai Kibaki advarer mod at drage nogen slutninger, indtil sagen er blevet undersøgt til bunds, og han slår fast, at de anklagede beholder deres poster, indtil der er faldet endelig dom. Kibaki har samtidig endnu engang varslet et kenyansk tribunal, der kan retsforfølge voldens bagmænd. Det var netop flere års brudte løfter om et tribunal, der sidste år fik ICC på banen.
Imens holder Kenya vejret og venter på, hvordan befolkningen reagerer. En meningsmåling viser en overvældende tilslutning til ICC-sporet, men samtidig rapporteres der om mobilisering af vrede unge rundt om i landet. Fornemmelsen blandt iagttagere er, at det kan gå begge veje. Kenyas politi og sikkerhedsstyrker er sat i højeste beredskab, og landets politichef, Mathew Iteere, har lovet at slå hårdt ned på ethvert tilløb til uro.
Bistandsorganisationer frygter, at ICC-anklagerne vil udløse uroligheder.
"Det humanitære samfund har et nødberedskab på plads, der sikrer, at vi er i stand til at nå ud til de mest sårbare og værst ramte grupper, hvis det skulle komme til voldelige reaktioner," siger Choice Okoro, leder af FN's organisation for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) i Kenya.
ICC blev etableret i 2002 og er verdens eneste uafhængige, permanente domstol med kompetence til at prøve påstande om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
villadsen@k.dk