Sherin Khankan |
18. december 2010
At skabe lige vilkår for alle i et samfund er en hyldest til den dobbelte loyalitet og til tilliden og fællesskabsfølelsen i et samfund, skriver dagens kronikør
JEG ER EN HALFIE – ikke helt af noget, altid halv af noget. En halv. Jeg tilhører en minoritet. En i medierne ofte udskældt minoritet. Nemlig den voksende minoritet af aktive muslimer i Danmark.
Jeg er født mellem kristendommen og islam, mellem Øst og Vest. Min mor er fra Finland og kristen, min far er fra Syrien og muslim.
Siden jeg var barn, har jeg været tvunget til at afbalancere forskellige idéer om, hvad der er værdifuldt. Ja, tænk engang, det er faktisk muligt: at elske flere kulturer, religioner og modsatrettede værdisæt på samme tid.
Spørger man dem, som har levet og overlevet de sammenstød, som ethvert møde mellem forskellige kulturer og religioner fører med sig, om, hvordan de formår at afbalancere modsætninger, så er svaret fra mine forældre: "Hvis mennesket blot vidste, hvad sand tillid er, ville det ikke have behov for at dominere og reducere sit medmenneske."
Sand tillid handler om at turde give og turde miste retten til alene at definere, hvad der er værdifuldt. Sand tillid er med Kierkegaards ord at elske folk, sådan som de viser sig for os, og ikke sådan som vi ønsker at se dem.
Jeg tror på, at sand tillid er det bærende element i ethvert samfund og ethvert møde mellem mennesker. Som aktiv samfundsdebattør er jeg ofte blevet spurgt om, hvor min loyalitet ligger. I Øst eller Vest? I den danske grundlov eller i Koranen? Spørgsmålet er ganske absurd og forudsætter, at mennesket ikke er i stand til at elske og ære flere ting på en gang.
Flere fremtrædende danske muslimer har ligeledes gennem tiden været tvunget til offentligt at tage afstand fra sharia (en ellers fredelig og naturlig del af den ydre vejledning i islam.) Ligesom andre muslimer på apologetisk vis frivilligt har underskrevet demokrati- erklæringer i håbet om at overbevise den mere skeptiske del af den danske befolkning om, at det er muligt at være muslim og demokrat på samme tid.
MEN TVIVLEN hersker stadig, og mistilliden vokser som ukrudt i de hvide europæiske hjerter, især i de højreorienterede partier, som er på fremmarch overalt i Europa. For kan man være troende muslim, altså tro på Koranen som Guds åbenbarede ord, og samtidig være en loyal borger i det danske, engelske norske, svenske, hollandske eller tyske samfund?
Kan man ære og elske flere principper, idéer, vaner, traditioner eller værdisæt på samme tid? Måske kan vi finde svaret på det store spørgsmål om den dobbelte loyalitet ved at vende blikket mod det nære og konkrete.
Jeg er i mit nære, intime mikrokosmos ofte blevet udfordret med samme spørgsmål om den dobbelte loyalitet eller kærlighed. For eksempel, når min datter på seks år spørger mig: Mor, hvem elsker du højest? Mig eller mine småbrødre?
Jeg svarer hende, at jeg elsker alle mine tre børn lige højt, men at jeg har elsket hende i længere tid. På samme måde er jeg i stand til at hylde og elske flere principper samtidig. For eksempel ytringsfrihed og troen på Koranen som Guds ord.
Men den dobbelte loyalitet har trange kår i den politiske verden og forveksles ofte med tvetunget tale eller værre endnu: landsforræderi. Hysteriet og angsten for islams tilstedeværelse i Europa kan ikke reduceres til den uudannede skare eller til den fanatiske højrefløj i dansk politik. Den trives i bedste velgående til venstre såvel som til højre og også i den intellektuelle elite, blandt lærere og undervisere på fremtidens skoler, gymnasier og universiteter.
Men hvor stammer denne angst for muslimer eller islam i det offentlige rum fra? Hvorfor betragtes det ikke som en styrke at hylde flere og vidt forskellige principper på samme tid? Handler demokratiet ikke om at bryde monopoler og tingenes status quo? Er det ikke selve demokratiets kerne at give plads til divergerende idéer om, hvad der er værdifuldt?
REGERINGEN OG Dansk Folkeparti taler ofte om værdier som demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, som var de specifikt vestlige, danske kerneværdier og ikke universelle værdier. Især Dansk Folkeparti taler om værdikampen med en selvhøjtidelighed, som var det deres egen opfindelse.
Monopoliseringen af værdier som demokrati gør det, som er universelt, til noget nationalt. Konsekvensen er, at der manipuleres modsætninger mellem islam og demokrati, dem og os, samt tro og sekularisering. Ofte hævdes det, at værdierne er vores, og at andre er imod vores værdier.
Hvorfor er det så svært for Danmark at finde plads til islam i det offentlige rum og i de oprigtige "hjerterum"? På Facebook oprettes hadegruppen "Nej til moskéer i Danmark". Her truer man med nedbrænding og hærværk mod den kommende, visionære moské på Islands Brygge.
Tørklædet er til evig debat og ikke mindst idéen om, at troen gerne må være en del af det offentlige rum, så længe den ikke tildeles særstatus eller forrang, betragtes som yderst kontroversiel, selvom idéen er en fasttømret del af Verdenserklæringen om Menneskerettighedernes artikel 18.
Især fastholdelsen af folkekirkens særstatus og forrang i forhold til andre religioner er i strid med et sekulært demokrati. Ved at revidere Grundloven i forhold til den tid og det samfund, vi lever i, sikrer vi, at andre religioner – herunder islam – ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner. At skabe lige vilkår for alle i et samfund er en hyldest til den dobbelte loyalitet og til tilliden og fællesskabsfølelsen i et samfund.
I Damaskus, min fædrene by i Syrien, står moskéer og kirker fredfyldt side om side, og lyden af kald til bøn smelter sammen med lyden af kirkeklokker. Hvis mennesket dagligt visuelt bevidner fysiske manifestationer af lighed og "anderledeshed" som for eksempel en moské i hjertet af København, vil det i højere grad være i stand til mentalt at rumme den, som er anderledes.
EN AF DE VIGTIGE opgaver består i at se sin egen skæbne som en del af et større fællesskab samt at opløse alle de modsætningspar, som vi mennesker er med til at manipulere, i denne tid, som professor Ole Wæver kalder for "trusselsargumenternes tid".
Trusselsargumenter er baseret på følelser og er dermed ofte irrationelle. Trusselsargumenter har det med at overtrumfe logiske argumenter og menneskerettighedsargumenter, og de optræder i konkret form, for eksempel som forbud mod tørklædet og i abstrakt form som idéen om, at islamisme er en trussel generelt.
At islamismen som helhed udgør en trussel, er ganske enkelt ulogisk og noget vrøvl. Der findes nemlig ikke en samlet islamisme, men mange forskellige former for islamisme. Nogle former for politisk islam udgør en trussel for de verdslige demokratier, og nogle former for politisk islam udgør ikke en trussel. Derfor kan man ikke entydigt sige, at islamismen udgør en trussel.
Politisk islam er mange ting og defineres og praktiseres forskelligt. Den store trussel findes i øst såvel som i vest. I dansk politik såvel som i nogle islamistiske bevægelser. Truslen i moderne demokratier ligger i alle former for dogmatismer, uanset om disse er religiøse, politiske, ideologiske eller filosofiske.
Tydeligt bliver det, at et menneskes idé om Paradis er et andet menneskes politiske fængsel. Således er vi mennesker stadig langt fra at skabe Paradis på jord. Afgørende bliver det i denne vanskelige linedans at tillade mennesket at dele sin loyalitet og kærlighed mellem forskellige kulturer, religioner, tanker, vaner, trossæt og værdisæt.
Kort sagt at have tillid til, at mennesket kan elske og ære flere principper på samme tid uden derved at forråde kernen i det samfund, de lever i.
Sherin Khankan er religionssociolog, forfatter, underviser, gæsteforelæser og stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
22 indlæg det seneste døgn
