Oplevelsen i København sad stærkt i alle

Jetlaggen er for længst aftaget for deltagerne i den 16. internationale FN-klimakonference i Cancún. De efterlod i løbet af sidste weekend The Moon Palace i den mexicanske badeby efter to ugers intense diskussioner, der er udmøntet i en aftale, som 193 lande står bag, og som gerne skulle lede til en færdig slagplan for verdens klimaindsats, når parterne mødes igen i Sydafrika til næste år. Kun Bolivia har afvist aftalen som "totalt utilstrækkelig".

Men det skete ikke uden drama, understreger EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, der nu er tilbage på europæisk jord igen.

"Helt frem til torsdag var der en klar fornemmelse af, at det kunne gå i alle retninger og også ende i absolut ingenting. Men jeg tror, at oplevelsen i København sidder så stærkt i alle, at man ved, at man ikke bare kan regne med, at alt til sidst falder i hak, hvis der ikke er nogen, der begynder at flytte sig," siger Connie Hedegaard, der ikke er i tvivl om, at det ville have været fuldstændig katastrofalt, hvis der ikke var kommet en aftale i stand.

"Hvis Cancún ikke havde leveret noget, så tror jeg, at processen reelt havde været død. Ikke formelt, men reelt havde den været det. Og det er det lykkedes os at forhindre," siger hun uden at lægge det mindste skjul på, at man stadig er milevidt fra at være enige om en lang række vigtige spørgsmål.

"Men der har man valget mellem at sige, at det så bare ikke kan føre nogen steder hen, eller at prøve at cashe det ind, man kan. Og nogle gange som politiker bliver du bare nødt til at sige, at nu kom vi nogle skridt frem, og ja – der er stadig udfordringer, men det må vi så prøve at arbejde med i det næste år."

Den danske klimakommissær glæder sig selvfølgelig over, at man nu har opnået det, som så katastrofalt fejlede sidste år i København, nemlig at lave en legitim aftale inden for FN-systemet. Men rent politisk mener hun faktisk, at det er en større sejr, at man har fået et land som Kina, der ellers ikke er tilhænger af at lade udenforstående blande sig i interne interesser, til at gå med til, at der kommer en international overvågning af den indsats, de enkelte lande lægger i at skære ned på CO2-udslippene.