Bus nummer 21 kan benyttes af turister og af de palæstinensere, der bor i Jerusalem. Det er nemlig ikke alene israelere og palæstinensere, der har forskellige rettigheder.

Israelerne giver også palæstinensere forskellige legitimationskort og dermed rettigheder. Hvis man bor i Jerusalem, får man blåt ID, mens palæstinensere på Vestbredden har grønt ID. Kun de palæstinensere, der har blåt ID, kan komme til Jerusalem.

Min overraskelse blev kun større, da vi passagerer i bus nummer 21 skulle fremvise vores rejsedokumenter ved et checkpoint, der mest af alt mindede om et betalingssted på en tysk autobahn.

Her hoppede palæstinenserne af bussen og linede op i en række for stående at fremvise deres rejsedokumenter til en israelsk soldat, for 10 meter længere fremme at stige om bord på samme bus igen.

I mellemtiden fik en amerikansk nonne og jeg besked om at blive i bussen og kunne siddende fremvise vores turistpas til en israelsk soldat, der steg om bord, uden at ulejlige os med at stå af.

Da jeg spurgte nonnen, der var bosat i Jerusalem og ofte tog turen, om, hvad der foregik, var svaret blot: "Vi er turister."

Desværre var jeg ikke den eneste, der oplevede denne form for forskelsbehandling. Et amerikansk par var juleaften havnet i køen ved checkpointet på vej mod Betlehem ved 16-tiden - et tidspunkt med op mod to-tre timers ventetid, da tusindvis af de lokale netop var på vej hjem fra arbejde.

Ligesom mig kom parret imidlertid heller ikke til at vente, for da de israelske soldater fik øje på dem, gav de straks ordre til at lade dem komme foran i køen. Da en gammel palæstinensisk mand nægtede at give turisterne forrang, havde han nær fået en over skinnebenet med maskingeværkolben, hvorefter han flyttede sig.

Og det er desværre ikke det eneste eksempel på særbehandling af turister. På vej tilbage fra Jordan til Jerusalem bød grænseovergangen mellem Jordan og Vestbredden på endnu en chokerende oplevelse. Man skal med bus, og da der var to forskellige busser, ville jeg naturligvis med den første. Men til min store fortrydelse blev jeg forment adgang.

Jeg blev imidlertid klogere, da det viste sig, at grunden til, at jeg ikke måtte komme med den anden, er, at man som turist får en VIP-behandling ved grænsen. Det vil sige, at man bliver udsat for et mindre omfattende sikkerhedstjek og bliver ekspederet hurtigere igennem.

Hvis man som palæstinenser med blåt ID skal skynde sig, er man imidlertid så heldigt stillet, at man kan købe sig til denne VIP-behandling for 100 dollar. En mulighed, almindelige palæstinensere ikke har - her skal alle gennemgå det store tjek. Og det vel at mærke på grænseovergangen mellem Palæstina og Jordan - den eneste åbne grænse, Vestbredden har med omverdenen. Palæstina har nemlig ikke suverænitet over egne grænser - hverken til vands, til lands eller i luften.

De fleste øjenvidner til denne forskelsbehandling er ikke i tvivl om, at den bør standses. Problemet er bare, at de fleste turister - ligesom flertallet af israelerne - aldrig opdager noget.

De fleste turister kommer nemlig til Betlehem på endagsbustur fra Jerusalem. Disse busser, der har israelske nummerplader, kører på særlige veje og kommer ind via et andet checkpoint, hvor man ikke skal stige af bussen og stå i kø.

I stedet for synet af betonmur og vagttårne bydes de velkommen af et skilt med "Welcome to Betlehem" og bliver kørt hen til butikker med israelskproducerede souvenirs.

Derfor bliver de aldrig vidne til den timelange ventetid og nedværdigende behandling, der foregår lige henne om hjørnet - mindre end en kilometer fra det sted, hvor Jesus blev født.

Tina Hansen er cand.mag.