Julekrybben har også plads til moderne politik

Skandalehistorier finder vej til flere berømte julekrybber, og det er der både kommercielle og teologiske grunde til

Via San Gregorio Armeno er en snæver gade midt i Napoli. Den er centrum for handlen med julekrybber, og dette års udgaver af Jesusbarnet, Josef og Maria, hyrderne, fårene og de hellige tre konger har allerede været fremme i mange uger. Mere overraskende er det at finde en statuette af såvel Silvio Berlusconi som Wikileaks' grundlægger, Julian Assange, komplet med sin laptop, som en del af det velkendte sceneri. Men i den syditalienske by er der tradition for at inkludere samtidige skikkelser og henvisninger til nutidige begivenheder.

"I en vis forstand er Assange årets mand," forklarer Gennaro Di Virgilio, hvis familiefirma har lavet julekrybber siden 1830, til nyhedsbureauet Reuters. "Jeg satte ham ind for sjov og for at lave lidt skæg med verden," tilføjer den 29-årige modellør.

Den italienske premierminister Silvio Berlusconi kan findes i flere varianter - for eksempel omspændt af flammer i Helvede eller i byen med en teenagepige. Fodboldidoler som Diego Maradona har også optrådt i de senere år, ligesom den hellige familie i en anden julekrybbe er blevet udstyret med ansigtsmasker med henvisning til den affaldskrise, der nærmest er en permanent tilstand i byen. Og det er altsammen helt i overensstemmelse med den oprindelige hensigt bag julekrybberne, kunne man tilføje.

Det er Frans af Assisi, der tillægges æren af at have lavet den første julekrybbe i 1223 i Greccio i Italien i et forsøg på at gøre evangeliernes beretninger om Guds Søns fødsel håndgribelige for almindelige mennesker. Pave Honorius III syntes, at det var en god idé, og siden bredte skikken sig ud over store dele af den latinske verden.

De allerflotteste og mest kunstfærdige julekrybber blev udviklet i barokkens Napoli i det 18. århundrede, hvor kirker og aristokratiske familier bestilte tidens bedste billedskærere og malere til at skabe storladne panoramaer omkring Jesusbarnets fødsel. Her er handlende, der udstiller deres varer, travle håndværkere i deres værksteder og tiggere, der fremviser deres elendighed – det hele i et landskab, der er halvt realistisk med virkeligheds-tro dekorationer og halvt allegorisk med betydningslag, der først viser sig efter længere tids betragtning.

For der er alvor bag sceneriet, og det er her, Frans af Assisi og idéen med at inkludere Julian Assange kan mødes. For Frans gjaldt det om at vise, at Jesu fødsel ikke bare var en from myte, men en virkelig begivenhed, hvor Gud åbenbarede sig for menneskeheden på et konkret sted og et konkret tidspunkt. Hyrderne, der kommer ind fra marken for at betragte Jesusbarnet, er ikke bare et sentimentalt optrin, men også en understregning af, at det var deres verden, glæder, sorger og bekymringer, som Guds Søn blev født ind i.

Og hvad der gjaldt for hyrderne i Betlehem, gjaldt selvfølgelig også for gode borgere i Greccio over 1000 år senere og gælder for Napolis borgere i dag. Den pointe understreges gennem de samtidige og genkendelige figurer – hvad enten det nu er tiggeren, bageren eller medieberømtheden.

Idéen med også at inkludere Julian Assange har skabt fornyet opmærksomhed omkring et gammelt håndværk og vil givet sikre Gennaro Di Virgilio en øget omsætning. Men i en kirkelig optik handler det mest af alt om, at menneskeheden også kan frelses i 2010 trods al menneskelig dårskab, skandaler og Wikileaks.

kirke@k.dk

Andreas Rude, mag.art. og forfatter skriver hver anden uge på denne plads om internationalt kirkeliv.