At fremhæve artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne nærmer sig det komiske, da Koranen er i modstrid med de allerfleste artikler i verdenserklæringen (se min bog "Værdier – Verdenserklæring om menneskerettighederne, Det nye Testamente, Koranen").

Artikel 18 giver for eksempel mennesker ret til at give udtryk for deres tro med tørklæder, mener Khankan, men i så fald er hun i modstrid med menneskerettighedernes ligeværdighedstænkning, da det kun er kvinders adfærd, som således skal begrænses, ikke mænds.

Tørklædet symboliserer netop, at kvinder overvejende var en sexgenstand i mændenes daværende univers, og at hun derfor skulle tildækkes for ikke at friste fremmede mænd som for eksempel ørkenrøvere med sit hår, som kun måtte ses af dem, som "ejer" hende: faderen, ægtemanden, broderen, det vil sige familiens mænd. Det står entydigt i Koranen og er nok også begrundelsen for, at Khankan ikke selv gør sig usynlig og ubetydelig bag et sådant symbol.

Hvis Koranen således læses bogstaveligt som Guds ord, er det ikke så mærkeligt, at den strider mod de fleste nutidige tankegange, da den er nedskrevet i 600-tallet, og ikke mindst af mænd og for mænd. På den tid betød kvinder ingenting i nogen kulturer – men det har unægtelig ændret sag en hel del siden. Ganske vist forbedrede Muhammed utvivlsomt situationen for den tids kvinder, men det er langtfra det samme, som at idéerne stadig er relevante.

På grund af alle dens kvindenedvurderende – og hævnende og straffende – forældede idéer kan man i høj grad sige, at en fundamentalistisk forståelse af islam er farlig – uanset at mange, som kalder sig muslimer, i praksis relativerer den, inklusive Khankan – heldigvis!

Birgit Bertung,

forfatter,

Frimestervej 51, 4. tv.,

København NV