Islam og kristendom indeholder modsigende ideer, hævder Birgit Bertung, forfatter.
- Colourbox.
Birgit Bertung |
21. december 2010
En fundamentalistisk forståelse af islam er farlig - uanset at mange, som kalder sig muslimer, i praksis relativerer den, skriver Birgit Bertung, forfatter
DET LYDER SÅ NYDELIGT, når Sherin Khankan i sin kronik i Kristeligt Dagblad 18. december vil være loyal mod både islam og kristendom, men det er absurd, når de to religioner beviseligt indeholder modsigende idéer eller tanker.
Man kan ikke hævde både "Koranen som Guds åbenbarede ord" som hun – og samtidig være ?kritisk muslim?, som hun også kalder sig. Man kan vel ikke kritisere det sande, for i så fald ville det ikke være sandt.
Ligeledes kan man ikke hævde både, at Koranen indeholder den absolutte sandhed, hvori Jesus kun er en perifer profet underordnet krigeren Muhammed – og samtidig at det absolut sande er, at Kristus er Guds eller kærlighedens inkarnation i verden, som Det Nye Testamente gør.
Hævder man begge dele, destruerer man sproget, som netop er opbygget af modsætninger, der skiller begreberne i enten det ene eller det andet, enten usandt eller sandt, enten hævn eller tilgivende kærlighed. I modsat fald ødelægger man selve sprogets logos, og al kommunikation bliver umulig.
Man kan heller ikke sige, både at mænd står over eller har fortrinsret frem for kvinder og derfor endog har ret til at slå dem, som Koranen hævder – og samtidig sige, at islam er forenelig med demokrati, som stiller alle lige med hver sin stemmeseddel. Af samme grund findes der heller ingen muslimsk styrede stater, som har et reelt demokrati. Problemet forstærkes naturligvis, når islam også består af, hvad vi andre ville kalde en politisk ideologi – ikke religion.
At fremhæve artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne nærmer sig det komiske, da Koranen er i modstrid med de allerfleste artikler i verdenserklæringen (se min bog "Værdier – Verdenserklæring om menneskerettighederne, Det nye Testamente, Koranen").
Artikel 18 giver for eksempel mennesker ret til at give udtryk for deres tro med tørklæder, mener Khankan, men i så fald er hun i modstrid med menneskerettighedernes ligeværdighedstænkning, da det kun er kvinders adfærd, som således skal begrænses, ikke mænds.
Tørklædet symboliserer netop, at kvinder overvejende var en sexgenstand i mændenes daværende univers, og at hun derfor skulle tildækkes for ikke at friste fremmede mænd som for eksempel ørkenrøvere med sit hår, som kun måtte ses af dem, som "ejer" hende: faderen, ægtemanden, broderen, det vil sige familiens mænd. Det står entydigt i Koranen og er nok også begrundelsen for, at Khankan ikke selv gør sig usynlig og ubetydelig bag et sådant symbol.
Hvis Koranen således læses bogstaveligt som Guds ord, er det ikke så mærkeligt, at den strider mod de fleste nutidige tankegange, da den er nedskrevet i 600-tallet, og ikke mindst af mænd og for mænd. På den tid betød kvinder ingenting i nogen kulturer – men det har unægtelig ændret sag en hel del siden. Ganske vist forbedrede Muhammed utvivlsomt situationen for den tids kvinder, men det er langtfra det samme, som at idéerne stadig er relevante.
På grund af alle dens kvindenedvurderende – og hævnende og straffende – forældede idéer kan man i høj grad sige, at en fundamentalistisk forståelse af islam er farlig – uanset at mange, som kalder sig muslimer, i praksis relativerer den, inklusive Khankan – heldigvis!
Birgit Bertung,
forfatter,
Frimestervej 51, 4. tv.,
København NV
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad