Gud elsker en glad giver

"Den kultur, jeg lærte at kende i Luthersk Mission, handler om, at hvis man vil noget, skal man også selv være med til at skabe det. Alle bidrager til det fælles projekt. Nogle mere eller mindre end andre."

Hvis Mogens Ohm Jensen skal tegne en profil af en giver, henviser han til ordene i Det Nye Testamente fra Paulus om, at Gud elsker en glad giver.

"Det er et godt motto. Man skal give af sit hjerte og også holde op, når man ikke længere giver af sit hjerte," siger han.

Efter spørgsmålet, om vi har pligt til at give, er der en lang pause.

"Vi har pligt til at være medmenneskelige. Det involverer ikke nødvendigvis penge. Nu er jeg så heldigt stillet, at jeg altid har haft de penge, jeg skulle bruge, og derfor har jeg kunnet give. Alle skal bidrage efter evne og lyst, for det skal ikke være af tvang," siger han med en henvisning til beretningen fra Markusevangeliet kapitel 12. Mogens Ohm Jensen sammenligner her sig selv med de rige, der giver af deres overflod, for han har aldrig følt sig som enken, der giver det sidste, hun ejer.

En ting, der kan undre ved Mogens Ohm Jensens måde at give på, er, at han aldersmæssigt tilhører det såkaldte friværdi-segment i det danske samfund. Men han føler ikke, at han trods den store del af årslønnen, der går til Danmission, mangler noget.

"Men andre i min alder havde nok købt en helårsbolig. Det er dog ikke et afsavn for mig," siger han med et skævt smil.

Heller ikke de to adoptivbørn på 15 og 17 år og deres fremtid spiller ind på måden, Mogens Ohm Jensen giver på.

"Jeg er ikke bekymret for, om jeg efterlader meget eller lidt til mine børn. For jeg tror på, at det nok skal gå. Vi har det, vi skal bruge," lyder forklaringen.

Mogens Ohm Jensen taler heller ikke meget med sine børn om forholdet til at give penge. De ved, at han har et gavebrev, men størrelsen på beløbet ønsker han ikke at oplyse hverken her eller til børnene.

"Jeg har ikke inddraget dem i min lyst til at give. For mig er det noget privat. Jeg har det godt med, at det er noget, der er mellem mig og min girokonto," smiler han.

At organisationer har brug for penge, mener han er naturligt, og derfor medvirker han gerne til at oplyse om det. Mens hans eget økonomiske bidrag er meget privat for ham. Derfor kunne han aldrig drømme om at bruge kirkebøssen om søndagen, for det kommer ikke andre ved, hvad han giver til.

Det er også grunden til, at han aldrig bliver, hvad han kalder en kollektambassadør. Han bruger tid på at fortælle om Danmissions arbejde, blandt andet indsatsen mod aids i Tanzania, hvor organisationen i samarbejde med den lokale kirke og de lokale sundhedsmyndigheder vejleder befolkningen.

Men han vil aldrig opfordre folk til at give, hvis det kan opfattes, som at han lægger pres på dem. Det er for ham en meget personlig beslutning, som skal træffes ud fra, at folk hører om projekter, de efterfølgende ønsker at støtte.

Skal giveriet så fortsætte?

"Det tænkte jeg nok, du ville spørge om. Så jeg nåede at overveje det, inden du kom. Men jeg ved det ikke. Det er mere størrelsen af beløbet, der gør, at jeg overvejer det, for jeg kan mærke, at økonomien i de her år trykker hos os. Men der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil støtte fortsat."

anne.jensen@k.dk