Lis M. Frederiksen |
21. december 2010
En mand er generet af sin nabo i ældrebebyggelsen. Naboen er muligvis psykisk syg, og det koster nattesøvn for andre beboere
Kære Lis M.Jeg bor i en ældrebolig, hvor min nabo konstant banker på væggen dag og nat, fordi han mener, at jeg smider "stinkbomber" ind gennem hans brevsprække. Det gør jeg selvfølgelig ikke, men min nabo er ikke rask og burde slet ikke bo alene. Jeg har talt med ham flere gange, og hver gang virker det, som om han er blevet overbevist om, at jeg ikke smider noget ind til ham. Men få dage senere begynder bankeriet igen. Hvad kan jeg gøre? Kan min nabo tvinges til at flytte til en anden bolig, og hvem kan i så fald sørge for det? Om dagen kan jeg gå over i aktivitetscentret, men jeg har efterhånden meget brug for at få sovet en hel nat.
Med venlig hilsen
Niels
Kære NielsDu er da udsat for støjgener, som drejer sig om noget helt andet end blot en ubetænksom nabo, der spiller for højt på radioen eller noget lignende hverdagsagtigt. Som du fortæller om din nabo, virker det, som om han er en stakkels psykisk syg person, der måske har behov for behandling og slet og ret er forkert anbragt i en ældrebolig. Sådan lyder det i hvert fald ud fra din beskrivelse. Men det kan naturligvis være svært for udenforstående og for dig som nabo at vurdere. Du skal dog kunne sove om natten i din egen lejlighed, og du skal heller ikke føle dig tvunget til at forlade den i dagtimerne på grund af bankeriet. Så meget er sikkert.
Lejeloven siger, at den, der er udsat for støj eller chikane, skal samle dokumentation og skrive et brev til udlejer. Din kommune er tilsynsførende, når det drejer sig om ældreboliger. Det er kommunen, der visiterer, som det hedder. Det betyder, at kommunen beslutter, hvem der kan få en ældrebolig. Derfor skal du skrive til din kommune og fortælle om generne. I første omgang ville jeg foreslå dig at ringe til kommunen for at sikre dig, at du griber det an på den rigtige måde. Det er nemlig sådan, at alle kommuner har nedsat et beboerklagenævn, som behandler mange forskellige slags sager i det almene boligbyggeri.
Skal du skrive til beboerklagenævnet, eller skal du gribe sagen an på en anden facon, da det drejer sig om en ældrebolig? Det må kommunen svare dig på.
Beboerklagenævnet kan uddele sanktioner i sager, der drejer sig om overtrædelse af husordenen.
Chikane og støjende adfærd, der er til gene for andre, står direkte nævnt som eksempler på, hvad et beboerklagenævn behandler. Hvis det er en privat udlejer, så findes der et huslejenævn, man kan klage til.
Så meget for formaliteterne. Men som sagt synes jeg, du skal ringe til din kommune først for at sikre dig, at du griber sagen an på den rigtige måde. Hvis kommunen er lidt smidig, burde en sådan henvendelse være nok til, at kommunen får gjort noget for din nabo, som helt tydeligt har behov for hjælp. Måske synes du, det er svært at klage over en stakkels syg person. Det tror jeg, vi alle godt kan leve os ind i. Men du skal snarere se din henvendelse til kommunen som en hjælp til et menneske, der har behov.
Vi bør alle interessere os for hinandens ve og vel. Vi skal ikke bare lukke øjnene, hvis vi oplever, at andre bliver udsat for larm, vold, chikane eller slet og ret har det skidt. Vi har et medmenneskeligt ansvar, som jeg mener har været gemt bort eller fortrængt i al for høj grad gennem 90?ernes og 00?ernes navlebeskuende årtier. Vi skal ikke snage eller blande os i hinandens liv. Nej. Men jeg tror, at de fleste mennesker godt ved, hvornår de er vidne til situationer, som går over grænsen. Man må også en gang imellem stole på sine egne fornemmelser og gribe ind. I dit tilfælde kan du forhåbentlig være med til at hjælpe din nabo samtidig med, at du hjælper dig selv. Og det er vel ikke så ringe her midt i juletiden, vel?
Glædelig jul ønsker
Lis M.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad