Den fornødne pessimisme

Roger Scruton: The Uses of Pessimism and the Danger of False Hope. 232 sider. Atlantic Books.

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Bøger

flexblock

Emneord for denne artikel

optimisme | filosof | engelsk | udfordrer

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Henrik Jensen | 22. december 2010

Det er bydende nødvendigt med grænser i ethvert samfund, mener den engelske filosof Roger Scruton, der udfordrer tidens overfladiske optimisme

I denne nye bog, hvis titel nærmest kan oversættes som "Anvendeligheden af pessimisme og faren ved falske forhåbninger", argumenterer forfatteren, den altid velskrivende og vedkommende britiske filosof Roger Scruton, for, at de allerstørste skadevirkninger og ulykker i denne verdens historie skyldes, hvad Schopenhauer i sin tid forstod som "hensynsløs optimisme", hvad enten den er kommet til udtryk på højre eller venstre fløj i det politiske spektrum.

Skurken her er altså den "skruppelløse optimist", som ikke accepterer nogen begrænsninger for sine udfoldelser, men med al ham til rådighed stående vilje som redskab begiver sig ud i at forandre verden, ofte for enhver pris. Scruton fremhæver i den forbindelse som eksempler Robespierre og jakobinerne i den franske revolution, Lenin og Trotskij og de russiske revolutionære i den russiske, Hitler og hans SA-stormtropper samt vor tids islamiske terrorister.

Men han er også omkring modernistiske arkitekter som le Corbusier, diverse EU-bureaukrater, eksperter i overgreb mod børn og bøsserettighedsaktivister. Sådanne optimister, som ved nøjagtigt, hvad der ville være mest gavnligt for os alle sammen, som i stort som småt ønsker at påtvinge andre deres særlige åbenbaringer om verden og dens fremtid under anvendelse af den nødvendige viljestyrke og vold, og som ikke kan vente på, at tingene måske kommer nedefra og af sig selv.

Annonce

En grænseløs optimisme har historisk ført til en hel række af vildfarelser, som Scruton her gennemgår ret systematisk. Den vildfarelse, eksempelvis, at tingene altid vil falde bedst muligt ud – Scruton kalder det for hasardspillerens vildfarelse – og den vildfarelse, at nutidige aktiviteter alle sammen sigter mod virkeliggørelsen af et abstrakt, fremtidigt paradis (utopisme). Samt den vildfarelse, at der er en særlig "ånd" på spil i historien, som driver den fremad – Hegels Zeitgeist i alle dens afskygninger.

Alle sammen altså drevet af en ofte betydelig viljestyrke og overdreven forestilling om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ville være rigtig dejligt for os alle sammen, også selvom vi ikke lige selv tror det ("falsk bevidsthed").

Scruton peger yderligere på en grundlæggende vildfarelse, nemlig den, at mennesket skulle være født frit, og at det derefter bare går ned ad bakke med friheden. Han fører idéen tilbage til Rousseau. Den gennemsyrer vor tid og forvrænger vore forestillinger om samfundslivet. Mennesket er ikke født frit, højst med visse muligheder for frihed.

Med Scrutons ord: "Derfor er vi ikke født frie; frihed er noget, vi tilegner os. Og vi tilegner os den gennem lydighed. Kun det barn, som har lært at respektere og bøje sig for andre, kan respektere sig selv. Og et sådant barn er et, som har internaliseret de regler, sædvaner og love, som udgør grænserne i den fælles, offentlige verden.

Egoistiske børn, som ignorerer disse grænser, er på fri fod i denne offentlige verden, men de har ikke noget virkeligt begreb om den som offentlig, som et sted, der må deles med andre, hvis respekt og hengivenhed er belønningen for god opførsel."

Her er vi ved det centrale budskab i bogen: den absolutte nødvendighed af grænser i et samfund. Grænser, som netop ikke er til for at overskrides af princip, men for at respekteres, hvis vi skal opnå et samfundsliv med størst mulig frihed. Grænser, som kan "minde os om menneskets mangelfuldhed og virkelige samfunds skrøbelighed".

I Scrutons forståelse er den fornødne pessimisme anerkendelsen af, at disse begrænsninger og faste retningslinjer umuliggør enhver rationel, skematisk omformning af samfundet. Han skelner her mellem et "jeg"- og et "vi"-perspektiv: "Mens 'jeg'-attituden søger forandring og forbedring gennem at besejre de naturlige udfordringer, søger 'vi'-attituden stabilitet og tilpasning, hvor vi er enige med hinanden og verden."

Særlig tankevækkende er for mig at se Scrutons opgør med den særligt ondartede optimisme, der i denne epoke er forbundet med forestillinger om den teknologiske fremtid – in casu teknologiforskeren Ray Kurzweil og hans tanker om en "transhuman" fremtid, fyldt med "avatarer", "kyborger" og lignende robotter, styret af nogle få teknologiske overmennesker.

Det er en meget intelligent og realistisk bog til tiden. I det hele taget en bog, der selvsagt – på særdeles velgørende vis – udfordrer tidens overfladiske optimisme og hele den vanetænkning, der er forbundet med "optimismetvangen" i en tid, hvor det nok var klogere at lære at tætne skroget end at sætte sejl mod ukendte og fjerne kyster.

Eller med forfatterens egne ord: "Derfor, snarere end fortabe os i uvirkelige forhåbninger, burde vi atter reflektere over vores natur som rodfæstede, forhandlende skabninger og vende tilbage til den forhåndenværende opgave, som er at betragte den aktuelle tilstand med ironi og distance og finde ud af, hvordan vi kan leve i fred med, hvad vi finder."

kultur@k.dk

Roger Scruton: The Uses of Pessimism and the Danger of False Hope. 232 sider. Atlantic Books.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock