På jagt efter Josefs julesokker

Hans Tausen udgav i 1539 sin postil, en dansk prædikensamling til hele kirkeåret - kun et par år efter den reformation, der skulle have sat helgenerne på pension og taget glansen af gudsmoderen, Maria. Hans Tausen havde imidlertid et godt og skarpt øje for de udsatte, og var nogen udsat - i egentligste forstand - var det den purunge Maria, der om vinteren var ude på Palæstinas veje, fordi hun sammen med sin mand skulle til folketælling i Betlehem.

Hans Tausens juleprædiken er et blik ind i mentaliteter, der ikke har ændret sig gennem århundrederne. Derfor forstår vi Maria som det udsatte menneske, og derfor kan vi have medfølelse. "Den medynk, man naturligt og almindeligvis plejer at vise den slags, hvor fattige eller fremmede de kunne være, fornam Maria intet af," skriver Hans Tausen. Maria måtte ligge og føde i stalden, medens husmoderen i kroen havde fuldt op at gøre med sine rige, drukne gæster. Hun har end ikke kastet nogle klude ud til hende, så hun havde noget at svøbe sit barn i.

Det er tydeligt, at Hans Tausen igennem hele prædikenen på god middelalderlig vis digter med på en række hændelser, som slet ikke findes i Det Nye Testamentes beretninger. Han lader Maria være alene. Først senere i en bisætning nævnes det, at Josef havde ydet hende den hjælp, det sømmede sig for ham at yde.

I middelalderen havde man fortalt historien således, at Maria havde født Jesusbarnet alene, mens hun var i ekstatisk bøn til Herren. Derfor sansede hun ikke, at hun fødte barnet; hun fødte uden smerte - i modsætning til Evas køn i øvrigt.