Jakob Holm |
23. december 2010
Julemusik er tit en lidt klistret affære, når man ser bort fra salmer, "Messias" og "Juleoratoriet". Der er dog også andre spændende ting end det, man vanligt hører
Musik er lige så traditionel en juleingrediens som juletræ, nisser, and og risalamande. Det har sin baggrund i, at musik har den egenskab, at den kan påkalde følelser, som ingen anden kunstart: Man hører de første toner af "Glade jul, dejlige jul", og billederne og minderne kommer brusende i hovedet på én.
Julen er også den højtid, de fleste forbinder med familiehygge, og derfor er der også pænt langt mellem snapsene, i hvert fald når det kommer til den gode julemusik. For hygge og kunst er ikke hinandens forudsætninger, men snarere hinandens modsætninger. Musikken skal nemlig ikke være for anmassende, men gerne kunne bruges som pæn baggrundsmuzak i dagene op til, under og efter jul. Intet skal ødelægge den gode stemning.
Man kan tage en tur i sit daglige supermarked og se, at det forholder sig sådan: Hylderne bugner med cd?er, der er spækket med vammelsøde arrangementer af diverse juleklassikere. Og det gælder både de rent instrumentale udgaver af disse klassikere, men også de mange, hvor en berømt tenor eller sopran har lavet sit eget julealbum. I år har for eksempel Bryn Terfel beriget os med et med titlen "Bryn's Christmas". Og det er da sådan set meget hyggeligt at lægge øre til "White Christmas", "O Holy Night", "Silent Night", "Mary's Boy Child" og alle de andre klassikere endnu en gang, men det er jo ikke af kunstnerisk nødvendighed, at Terfel udgiver den cd. Det er udelukkende for den økonomiske vindings skyld. Man kan synes, at det er lidt selvfølgeligt at begræde, at julen på den måde sovses ind i kommercielle interesser, men set med både kunstneriske og teologiske briller er det ærlig talt lidt trist.
Hvad der til gengæld er stærkt glædeligt er den relativt moderne tradition med de mange opførelser af Händels "Messias" og Bachs "Juleoratorium". Det er nok noget, der i mindre grad sættes på anlægget derhjemme, men i høj grad noget, der samler folk rundt omkring i de danske kirker i løbet af december måned.
Når man taler med musikere om det, er der delte meninger om, hvorfor det netop er de to værker, vi hører. På den ene side står de, der mener, at de er blevet folkelige klassikere, fordi julen netop er traditionernes fest; på den anden står de, der mener, at det er fuldt berettiget, at det netop er de to værker, der har fået pladsen øverst på podiet.
Selv hælder jeg til den sidste holdning. Begge værker rummer stærkt iørefaldende hit, om man så må sige – tænk blot på "And the glory of the Lord shall be revealed", "And he shall purify" og "Hallelujah" fra "Messias" og "Jauchzet, frohlocket!" og "Schliesse, mein Herze, dies selige Wunder" fra "Juleoratoriet". Samtidig viser begge værker glædesstrålende den gave, Jesu fødsel var.
Man kan så undre sig over, at det rent indholdsmæssigt blev de to værker, der synger julen ind: "Messias" burde rettelig opføres til påske, da det kun er den første del, der handler om forkyndelsen af Kristi komme og hans fødsel, og som sådan har noget med jul at gøre. Anden del tager os fra lidelseshistorien til genopstandelsen, og den tredje del beskæftiger sig med Messias' rolle i livet efter døden.
Og Bachs "Juleoratorium" er i grunden slet ikke et traditionelt oratorium. Oprindeligt er der tale om en samling på seks kantater, som alle er beregnet til at blive opført ved gudstjenesterne i juletiden og i tiden fra nytår frem til helligtrekonger. Det er eftertiden, der har gjort det til tradition at opføre kantaterne samlet (eller i udvalg) som et oratorium. De tre første kantater var fra Bachs hånd beregnet til gudstjenesterne 1., 2. og 3. juledag. Og det er især disse tre kantater, der er tradition for at opføre samlet i december måned.
Det, de to værker tydeliggør så smukt, er rejsen - helt konkret Jomfru Marias og Josefs og siden også Jesu? symbolske rejse - og det er velsagtens denne rejse, at man som lytter spejler sig i, og som også er med til at give værkerne deres store popularitet. Når man hører musikken i slutningen af året, bliver den også et sindbillede på ens egen rejse igennem de 12 måneder, når den høres i december. "Messias" og "Juleoratoriet" bliver på den måde en slags musikalsk nytårsaften, hvor der samles op på året, der er gået.
Men denne psykologiske fortolkning af værkernes betydning for os er selvfølgelig ikke hele historien. Der er også en langt mere prosaisk forklaring: Hvis private entreprenører som Mogens Dahl eller diverse amatørkor skal have fyldt kirkerne, må de også ty til de værker, der kan samle flest lyttere - og det kan disse. Det er selvfølgelig også derfor, at der sjældent bliver eksperimenteret med julemusikken: Der er penge i at spille "Messias" og "Juleoratoriet" i forhold til så meget andet.
Men hvad skal man høre af julemusik, men hvis man hverken er til kommerciel sødsuppe eller har hørt "Messias" og "Juleoratoriet" så mange gange, at man gerne vil gå lidt videre? Her kommer et par bud på den julemusik, der alle umisforståeligt viser lytteren, hvorfor vi holder jul - og som også rummer musikalske godbidder.
Den første, jeg vil nævne, er Heinrich Schütz' "Weihnachtshistorie", der fås i en glimrende dansk indspilning. Det er fyldt med smukke sangbare linjer og et kristent indhold: Evangelistens fortællestemme foredrages som recitativ og afsluttes hver gang ved at lægge op til direkte tale, der så er formet som melodisk, sungne forløb fra nogle af fortællingens figurer, for eksempel høres både Herodes og englens tale til Josef som sang. Schütz (1585-1672) har i øvrigt en tæt forbindelse til Danmark, da han blev udnævnt kapelmester af Christian IV og arbejdede ved det danske hof over to perioder igennem elleve år.
Et andet kendt værk, der plejer at finde vej til anlægget på et eller andet tidspunkt i løbet julen, er Berlioz? "L'enfance du Christ" ("Kristus? barndom"). Det er et stort korværk, baseret på Jesu families flugt til Egypten, og som Berlioz komponerede 1853-54. Den første af tre dele omhandler kong Herodos og hans dekret om at dræbe alle nyfødte børn i Judæa, den anden om flugten til Egypten, efter at de er blevet advaret af engle, og tredje del beskriver deres ankomst til den egyptiske by Sais, hvor de får husly af ismaelitterne. Berlioz skrev selv librettoen, på trods af at han på ingen måde selv var troende; han nærede blot en stor beundring for katolsk kirkemusik og ville derfor også prøve sig selv af i genren. Resultatet er fantastik og kan kun anbefales.
Hvis man har mod på mere julemusik, kan man også med sindsro kaste sig over den franske komponist Camille Saint-Saëns' "Oratorio de Noël" eller Benjamin Brittens juleværk "A Ceremony of Carols". God julemusikjagt!
kultur@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad