Dadler og smagen af jul

Kåre Gade mindes sin barndoms jul og konkluderer, at det ikke er julen, der har forandret sig. Det er resten af året!

Hver jul, da drengene var små, satte jeg mig sammen med dem i sofaen for at se Disneys juleshow. En times intim nærhed, hvor min barndom kunne forbinde sig med deres. Slægt skal følge slægters gang. Jeg forklarede dem, hvorfor det, de nu skulle opleve, var noget helt særligt – et helligt øjeblik:

"Da jeg var lille, var det den eneste gang om året, vi kunne se Disney-film på tv! Det var altid de samme klip, undtagen overraskelsen til allersidst! Dengang var det i sort-hvid!". Jeg kunne lige så godt have prøvet at sælge dem en plads foran ovnen for at se kalkunen langtidsstege. Efter højst fire minutter havde alle tre vristet sig ud af den faderlige favn og søgt tilflugt i fjerne hjørner af huset, hvor risikoen for at tørre ind og smuldre til støv inden juleaften var mindre overhængende.

År efter år sad jeg alene tilbage med en skål bitre brunkager og så Bambi på glatis, mens jeg længtes efter dengang, julen var en magisk undtagelsestilstand. Jeg forstod godt, at når man er vokset op med Disney hver fredag, er der ingen vej tilbage. Men det krævede lige to-tre glas portvin at komme i julestemning igen.

I virkeligheden er det ikke julen, der har forandret sig, men resten af året. Også i køkkenet. Julen dufter stadig af mandariner, nelliker, marcipan og figner, men efterhånden har karavanevejens krydderier og tørrede frugter bredt sig til menuen i årets øvrige måneder.

Jeg er ikke nostalgiker nok til at påstå, at jeg savner de hårde gummikugledadler og plastikstilken i den aflange æske fra Hoki-købmanden. Når man først én gang har sat tænderne i en fuldfed iransk Medjool-daddel, er der ingen vej tilbage. Men jeg kan godt misunde mit yngre jeg oplevelsen af at løfte låget af æsken, putte en af de fedtede gnallinger i munden og vide, at nu er det endelig jul.