Et alt for langt juleeventyr

"Pludselig var der gået to år. Så gik vi til lægen og fik at vide, at jeg havde stærkt nedsat sædkvalitet. Faktisk var jeg lettet, for vi var da begyndt at blive lidt utålmodige. Nu vidste vi, hvordan landet lå. Det var ikke os, der gjorde noget galt, vi skulle bare have lidt hjælp," fortæller Mikkel Gram Colding.

En del hjælp, viste det sig. Mikkels sædkvalitet var så forringet, at en almindelig inseminering ikke var nok, der skulle reagensglasbehandling til. Og ventetid. Første behandling var negativ, det samme var den næste. I løbet af de næste par år gennemgik parret i alt otte behandlinger uden held, og frustrationerne blandede sig med mismod. For det var ikke bare et barn, der manglede, det var hele den verden, stadig flere af deres venner levede i, efterhånden som de fik børn. Og en verden af børnesange, kælketure og kvalitetstid, som de selv var vokset op med.

"Jeg har stået på kanten af en depression de seneste par år efter jul. Det er jo børnenes og familiernes fest, og vi hørte ikke til nogen af stederne. Vi var ikke som vores venner, ikke som alle de familier, vi så i butikker og i fjernsynet og på film," siger Susan Gram Colding.

Deres forhold led også. Det var hårdt at dele smerten, og i de sorteste stunder følte Mikkel sig skyldig over, at han holdt parrets store drøm tilbage. De havde talt om at adoptere, men det ville blive endnu en lang og opslidende proces. Som tiden gik, rykkede deres grænser sig dog, og til sidst blev alle døre holdt åbne.

"Det kan lyde meget egoistisk, men hele vores samfund er jo bygget op omkring familieliv. I hvert fald i vores alder. Vi ville også synge børnesange og lege børnelege – ikke bare fordi alle omkring os gjorde det, og det så hyggeligt ud, men fordi vi ikke kunne forestille os et liv uden børn. Det er rigtigt, at det ikke er en menneskeret at få børn, men det er da et meget forståeligt ønske," siger Susan Gram Colding.

En dag i marts 2010 stod de så igen med en graviditetstest i hånden. Negativ, sagde Susan og smed testen i vindueskarmen, næsten ude af stand til at oparbejde en skuffelse. Senere kom hun tilbage for at kigge igen, for hvad nu hvis. Og nu var der to streger. De var svage, men de var der. De turde ikke juble. I stedet tog de ind på Rigshospitalet og fik lavet en blodprøve, så de kunne være sikre, og senere den dag tog de det første billede til scrapbogen: En test med to streger liggende på et bord.

"Vi kunne ikke klare flere skuffelser, så vi havde efterhånden låst vores følelser og drømme om et barn godt inde, og det var svært at lukke dem ud igen. Det skete i små etaper, startende med scrapbogen," forklarer Susan og Mikkel.

Den næste etape kom efter syv uger, da skanningen viste et bankende hjerte i den lille krop. I uge 17 fortalte en ny skanning, at de skulle have en pige. Deres livs vendepunkt trak dem lige så stille med rundt, men de turde stadig ikke give sig hen. En dag kom nogle venner med en pose aflagt børnetøj, og de sagde pænt tak, for vennerne mente det godt, men de stillede posen direkte ned i kælderen uden at kigge på tøjet. Det var for tidligt. Først en dag i september kom det afgørende skub, da de stod i en babyforretning med en voksipose i hænderne. Det kunne ikke blive mere konkret. De skulle være forældre.

"Når jeg tænker fremad i dag, kan jeg godt se, at jeg har fået et helt andet perspektiv på mit liv og på os som forældre, end jeg havde tidligere," forklarer Mikkel.

"Vi har nok haft en tendens til at planlægge vores liv meget. Men når folk i dag spørger: Hvad gør I? Der er jo ikke plads til et børneværelse i det her hus, så bliver jeg ikke bekymret. Jeg svarer bare: Nej, men vi har et barn. Vi har fået vores drøm opfyldt, og så må vi tage alt det andet, som det kommer."

henriksen@k.dk

P.S. Fødslen gik godt. Sofie vejede 2800 gram, målte 50 centimeter og er ifølge forældrene et sandt pragteksemplar